Fund af gen kan hjælpe danskere med kronisk tarmsygdom
Forskere har fundet et gen, der er afgørende for at udvikle tarmbetændelse, som ca. 40.000 danskere lider af.

Kronisk tarmbetændelse er en lidelse, som gør hverdagen besværlig for mange danskere. Men nu har en gruppe forskere fra Roskilde Universitet, Københavns Universitet og DTU fundet et gen, som er en vigtig nøgle til at forstå og på sigt måske behandle sygdommen.
Forskergruppen har fundet ud af, at hvis man arver en specifik variation af et gen ved navn AHR, så udvikler man den kroniske tarmsygdom Colitis Ulcerosa.
I årevis har forskerne fulgt en familie, hvor genet er gået i arv, og de har på baggrund af dette kunnet konkludere, at genet er afgørende for, at man udvikler sygdommen.
I første omgang kom familien i forskernes søgelys pga. en øjensygdom, der var gået i arv i familien. Men senere fandt forskerne ud af, at Colitis Ulcerosa også var gået i arv i familien.
Professor i medicinalbiologi, Jesper Troelsen, er en af forskerne bag projektet.
"Alle mennesker indeholder genvariationer, der er afgørende for ens udseende, og hvilke sygdomme man er disponeret for at udvikle. For eksempel er det en enkelt variation i DNA’et, der afgør, om du har blå eller brune øjne, eller om du kan tåle mælk eller ej. Og det er sådan en enkelt mutation, som vi har fundet i AHR-genet i denne familie, der afgør, om familiemedlemmerne udvikler tarmsygdommen," siger Jesper Troelsen.
Ifølge forskeren har det stor betydning at have fundet frem til genet.
”Det er unikt, at vi har fundet denne genetiske kobling. For det betyder, at vi kan komme dybere ind i maskinrummet og forstå, hvad der går galt, når man får sygdommen,” siger Jesper Troelsen.
I Danmark er der cirka 40.000 mennesker, der lever med sygdommen Colitis Ulcerosa, som man ikke kan helbrede.
”Det er en relativ alvorlig sygdom, som kun kan symptom-behandles og ikke helbredes. Hvis sygdommen er ubehandlet, er der en øget risiko for at udvikle tarmkræft og i værste tilfælde, så kan man dø af den,” fortæller Jesper Troelsen.
Fakta om sygdommen:
Colitis ulcerosa er en kronisk betændelsestilstand i tyktarmen. Det rammer oftest i endetarmen og den nedre del af tyktarmen, men kan dog også angribe hele tyktarmen. Betændelsen findes først og fremmest i tarmens slimhinde, hvor der dannes sår.
Kilde: Sundhed.dk
Forskerne bag projektet:
• Hans Eiberg, lektor, tidligere ved Københavns Universitet
• Josephine B. Olsson, ph.d.-studerende, Roskilde Universitet
• Mads Bak, lektor, tidligere ved Københavns Universitet
• Claus Heiner Bang-Berthelsen, seniorforsker, DTU
• Jesper T. Troelsen, professor, Roskilde Universitet
• Lars Hansen, videnskabelig assistent, Roskilde Universitet og Københavns Universitet
Kontakter
Pressetelefon (ml. 09.00 og 16.00 i hverdagene)
Tlf:2887 0027Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Ny forskning: Sømænds mentale sundhed under pres af digitalisering til søs14.10.2025 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Feltarbejde ombord på skibe viser, hvordan teknostress antager særlige former i det maritime miljø. Forskeren bag studiet peger på mulige løsninger.
Ny millionbevilling skal kortlægge omkostninger og kvalitet for udsatte borgere på socialområdet10.10.2025 08:20:32 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsprojekt ledet af Roskilde Universitet og VIVE modtager 8 millioner af Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge, om de stigende udgifter til socialområdet faktisk giver bedre kvalitet og forløb for borgerne.
To nye æresdoktorer på Roskilde Universitet9.10.2025 09:38:14 CEST | Pressemeddelelse
Sociologen Laurent Thévenot og kemikeren Mark Ediger udnævnes til æresdoktorer på Roskilde Universitet.
Rektorskifte i 2026 på Roskilde Universitet8.10.2025 16:19:48 CEST | Pressemeddelelse
Bestyrelsen på Roskilde Universitet opslår nu den kommende stilling som ny rektor. Det sker med baggrund i, at nuværende rektor Hanne Leth Andersen tilbage i foråret meddelte, at hun ønskede at fratræde sin stilling den 1. april 2026, når hendes åremålsansættelse udløber. Efter eget ønske blev hun i 2023 ansat for en treårig periode.
Nyt projekt: Hvorfor bliver nogle mennesker bidt af flåter, men ikke andre?6.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor (MSO) Karen Angeliki Krogfelt modtager en millionbevilling til at undersøge, hvorfor nogle mennesker er mere udsatte for flåtbid end andre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum