Røde Kors

Frivillige kan have afgørende indflydelse på, at voldsramte kvinder kommer trygt og sikkert videre efter ophold på krisecenter

Del

Deltagelse i Røde Kors-netværket Qnet, et netværk af frivillige, der hjælper voldsudsatte kvinder og børn, øger kvindernes trivsel, handlekraft og deltagelse i fællesskaber. Det viser en ny evaluering, som på mandag præsenteres for medlemmer af Vejle Byråd

Det kræver ikke alverdens ressourcer men blot tid til nærvær og engagement at gøre en positiv forskel for kvinder, der bryder ud af et voldeligt parforhold. Derfor bør frivillige kræfter tænkes meget bedre ind i den samlede indsats for voldsudsatte kvinder og børn. Det mener Røde Kors på baggrund af en ny evaluering af organisationens netværk Qnet, som mandag 23. januar præsenteres for udvalgte medlemmer af Vejle Byråd, repræsentanter fra lokale krisecentre samt andre aktører.

Hvert år udsættes omkring 118.000 kvinder for fysisk og/eller psykisk partnervold, og mere end 4.000 kvinder og børn søger på krisecenter. I Qnet bliver kvinder og deres børn, som er brudt ud af en voldelig relation og efter endt ophold på krisecenter, matchet med en kvindelig frivillig fra Røde Kors, hvorefter de mødes nogle gange om måneden. Formålet er at støtte opbygningen af det nye liv, mange voldsudsatte kvinder og deres børn skal i gang med efter at have brudt med en voldelig relation. 

Skal bygge deres liv op fra bunden
Evalueringen af Qnet, som er lavet af Social Respons, viser, at de kvinder, der tager imod tilbuddet fra Qnet, oplever større trivsel og styrket selvfølelse og at netværket hjælper dem til større indflydelse på beslutninger vedrørende deres liv.  
 

Hele 94 % af deltagerne oplever, at deltagelsen i Qnet har gjort dem bedre i stand til at ændre deres livssituation i en positiv retning, og alt i alt vurderer 79 % af de adspurgte, at Qnet har en positiv betydning for, hvordan de har det i dag. 

”Kvinderne kommer ofte fra en meget turbulent og ekstremt stresset livssituation. De skal bygge hele deres liv op fra bunden. Her er Qnet det netværk, som kan skabe den nødvendige tryghed og ro – også efter de har været på krisecenter. Den frivillige støtte er båret i kraft af medmenneskelighed og lysten til at hjælpe og derved gøre en stor forskel. Og vi bør meget mere systematisk gøre den type støtte til en del af den samlede hjælp, som voldsudsatte kvinder bliver tilbudt”, siger programleder for Qnet, Mia Falconer, fra Røde Kors. 

Hjælp til at fastholde liv uden vold 
Når kvinder og børn ankommer til krisecenter efter at have brudt med en voldelig relation, udviser både kvinder og børn symptomer på mistrivsel og stor psykisk belastning.  

”Under opholdet på krisecenteret sker ofte en stabilisering eller ligefrem forbedring i forhold til udvikling og trivsel. Men når kvinderne og deres børn igen skal forlade krisecenteret, står de endnu en gang i en kaotisk situation med stor risiko for mistrivsel og uden den støtte, de fik på krisecenteret. Her kan et støttende netværk vise sig helt afgørende”, siger Mia Falconer og forklarer, at kvinder og børn, der forlader et krisecenter, er blandt de mest sårbare grupper af udsatte i Danmark.  

”De står i en svær overgangsfase til egen bolig, ofte med kun et ganske lille eller intet netværk og stor psykisk belastning som resultat af volden. Ensomhed, presset økonomi, svækket selvværd og fx også børnenes savn til en far kan føre til, at kvinderne går tilbage til den voldelige partner. Her har Qnet til formål at sikre hjælp og støtte til kvinderne, så de fastholder et liv uden vold”, siger Mia Falconer og understreger: 

”Vi har alle et ansvar for at hjælpe kvinder og børn, der udsættes for vold. Nu kan vi se sort på hvidt, at Qnet er en af de indsatser, der virker”. 

Støtte på egne præmisser 
Helt konkret er kvinderne og de frivillige i Qnet sammen på de præmisser, der giver mening for den enkelte kvinde, efter at hun er flyttet fra krisecenter. Det kan være til en snak om stort eller småt, en kaffeaftale eller en gåtur. Den frivillige kan også hjælpe med praktiske opgaver i kvindens hjem, tage med til møder i kommunen eller være til støtte andre steder, hvor kvinden måtte føle et behov.  

”Det er vigtigt, at det er op til den enkelte kvinde, hvordan hun ønsker støtte og ønsker at bruge sin tid sammen med den frivillige. Det kan både være som en hjælpende hånd eller som en god ven”, forklarer Mia Falconer.

Udover en-til-en-støtten tilbyder Qnet også fællesaktiviteter, hvor kvinder, børn og frivillige i det lokale Qnet mødes og spiser sammen, tager på udflugter eller laver andet i fællesskab. Her er der rig mulighed for hygge, snak og samvær med andre, som også er i gang med at skabe et liv uden vold.  

”I Røde Kors ser vi gerne, at hjælpen til kvinder og børn, der har brudt med en voldelig relation, er ens over hele landet, så man er garanteret en form for minimumsstøtte, både økonomisk, psykisk og socialt. Derfor har vi også høje forventninger til den nye ligestillingsministers politiske ambitioner på området. Vi er i løbende dialog både med politikere i Folketinget og i landets kommuner om de barrierer, der spænder ben for, at flere hjælpes ud af volden. Og her giver det altså mening, at civilsamfundet og frivilligheden tænkes mere ind. For vi kan se, at det virker”, siger Mia Falconer. 

Mandag den 23. januar kl. 15-17 har Røde Kors inviteret udvalgte medlemmer af Vejle Byråd, repræsentanter fra lokale krisecentre og andre aktører til et rundbordsmøde, hvor evalueringen af Qnet præsenteres.

Pressen er velkommen fra kl. 17.

Der vil på mødet være lejlighed til at drøfte indsatsen for bedre efterværn for voldsramte, herunder hvordan samarbejde styrkes lokalt.

Mødet holdes: Bygningen, Ved Anlægget 14B, 7100 Vejle.

UDVALGTE RESULTATER 

Langt størstedelen af Qnets deltagere oplever positive virkninger af deltagelsen:  

  • 94 % vurderer, at deltagelsen i Qnet har gjort dem bedre i stand til at ændre deres livssituation i en positiv retning.  
  • 79 % oplever, at deltagelsen i Qnet har fået dem til at føle sig som en mere værdifuld person.  
  • 74 % vurderer, at deltagelsen i Qnet har givet dem adgang til et netværk af personer, der kan kontaktes eller spørges til råds ved behov. 
  • 70 % vurderer, at deltagelsen i Qnet har hjulpet dem til større indflydelse på beslutninger vedrørende deres – og evt. børns – liv.  
  • 64 % vurderer, at deltagelsen i Qnet har haft en positiv betydning for børnenes trivsel i dag. 

Evalueringen bunder i kvalitative og kvantitative data, herunder fra 33 dybdegående interview med deltagere i Qnet samt fra 80 spørgeskemabesvarelser. 

Evalueringen er en del af en fireårig udbredelse og opkvalificering af Qnet, der er finansieret af Østifterne. 

Kontakter

For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

3529 9699
Røde Kors.dk/presse

Links

Information om Røde Kors

Røde Kors
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø

+45 35 25 92 00https://www.rodekors.dk/

Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum