Fremtidens havmiljøvogtere - over 250 folkeskoleelever er klar til at beskytte Danmarks kyster

Del
I Havmiljøvogternes nye undervisningskoncept kæmper skolebørn side om side med Tordenskjold – ikke mod svenskerne, men mod forureningen af de danske kyster. Her vil over 250 folkeskoleelever uddanne sig til ’Havfaldskaptajner’ og vende hjem med ny viden om, hvordan vi kan undgå forurening, og hvad det er for problemer forureningen forårsager for dyr og mennesker. Konceptet skal give børnene indsigt i Søværnets historie, viden og færdigheder til at passe på havet i deres eget lokalområde samt bane vejen for fremtidens naturbeskyttelse. Mød Havmiljøvogterne ved Ocean Race i Aarhus Havn d. 29. maj.
Foto: Jakob Gjerluff
Foto: Jakob Gjerluff

Der er alt for mange, der bruger havet og kysterne som skraldespand. Emballage, tomme flasker, og forskellige plastikrester udgør en trussel for fugle og fisk og gør det mindre rart for mennesker at færdes ved og på vandet. Forureningen er en trussel mod havmiljøet, og derfor er det afgørende at forebygge fremtidig forurening og hjælpe de yngste til at forstå, hvordan de kan gøre en forskel. Det er netop hovedformålet med Havmiljøvogterne og Spar Nord Fondens ’Skole for Havfaldskaptajner’, forklarer Birgitte Søby Vagnholm, ansvarshavende for Havmiljøvogterkampagnen:

”Affald forurener i stigende grad have og kyster i Danmark og verden, hvilket har konsekvenser for både dyreliv og mennesker. Det er fuldstændig afgørende, at der er en generation af børn, som er klar til at tage ansvar for naturen meget tidligt. De er med til at skabe den forandring, vi har brug for, så alt det affald ikke ender i havet.

Heldigvis ved vi, at den unge generation tager miljøet alvorligt og gerne vil gøre en forskel. Derfor glæder vi os til at kunne skabe en sjov og lærerig dag i ’Skolen for Havfaldskaptajner’, hvor vi i fællesskab kan blive klogere på udfordringer og løsninger på en underholdende måde, og hvor folkeskoleelever i 2. -4. klasse også kan lære, at Søværnet tager ansvar for miljøet med sine miljøskibe og med en indsats som for eksempel Havmiljøvogterne”.

Havmiljøvogterne har skabt et undervisningskoncept, hvor leg og læring smelter sammen. Konceptet er udviklet til Ocean Race, den internationale kapsejlads, der lægger vejen forbi Aarhus den. 29 maj til 8. juni til to uger med maritim begejstring for alle aldre. Udover at være en del af den store fejring i Aarhus, er Havmiljøvogternes undervisning udformet, så børn i 2. - 4. klasse på tværs af landet kan bede deres egne lærere om at bestille forløbet hjem eller tage det med til deres skole, fritidstilbud eller lokale foreninger. Børn over hele landet får altså muligheden for at uddanne endnu flere i vigtigheden af et sundt havmiljø, så de kan være med til at skabe forandringer, der hvor de selv bor. Samtidig får børnene en grundlæggende viden om Søværnets historie, så de forstår, hvordan Søværnet har udviklet sig fra at handle om at forsvare Danmarks territorie til i dag også at forsvare vores havmiljø og kyster med sine miljøskibe.

Tordenskjold vækkes til live
Når klassen mødes på kajen ved Havmiljøvogternes stand i Ocean Race-ugen, er det ikke en af organisationens frivillige, der tager imod dem. Det er i stedet den gamle krigshelt Tordenskjold, der er genopstået for at kæmpe mod en ny stor fjende – nemlig forureningen af de danske kyster og have. Og han skal bruge elevernes hjælp til at vinde slaget. Som ledende admiral sender Tordenskjold skoleklasserne på forskellige missioner, hvor de skal løse opgaver såsom at folde deres egen miljøfregat i papir og forstå, hvad det er for problemer for dyr og mennesker, forureningen forårsager. Når dagen er slut, kan eleverne kalde sig selv for Havfaldskaptajner og er klar til at tage deres viden med hjem i skolegården eller hjem til mor og far.

Aarhusianske folkeskoleklasser strømmer til
Simon Haunstrup Harboe fra Frederiksbjerg Skole er en af de klasselærere, der har tilmeldt sin klasse til ’Skolen for Havfaldskaptajner’. De har allerede modtaget undervisningsmaterialet, som introduceres hjemme i klassen i dagene op til skoleklassens besøg på havnen. Og eleverne glæder sig meget til at skulle ned på havnen og lære om havet:

“De kommer jo til at gå derfra med oprejst pande, følelsen af at være med til at gøre en forskel, og så kan de fortælle både forældre og søskende om alt det nye, som de har lært.”


Skolelærer Lotte Kathrine Ballegaard Jensen fra Viby skole uddyber:

“Jeg synes, at det er oplagt at deltage i et undervisningskoncept med fokus på miljøet, men som samtidig er i øjenhøjde med tredjeklasser som min. Eleverne ved allerede, hvor vigtigt det er ikke at efterlade affald, så det er kun positivt, at eleverne kan komme ned til vandet og lære endnu mere om at passe på kysterne. Det handler jo om miljø og ansvarlighed, og samtidig får børnene en oplevelse, der også gør det lettere at bringe op i undervisningen senere. Og det, at de får en oplevelse i fællesskab, giver dem mod til at kaste sig ud nye ting – at få nye oplevelser og tage ansvar i fællesskab.”


Og det lader til, at det ikke kun er på Frederiksbjerg eller i Viby, at konceptet har vakt genklang. På blot tre dage blev pladserne på ’Skolen for Havfaldskaptajner’ nemlig revet væk, og det betyder at 14 klasser med mere end 250 folkeskoleelever kommer til at gæste Havmiljøvogternes stand på Sustainability Island i Aarhus Havn i ugerne, hvor Ocean Race kommer til byen.

Billeder

Foto: Jakob Gjerluff
Foto: Jakob Gjerluff
Download

Information om Havmiljøvogter

Om Havmiljøvogterne
Havmiljøvogterne er et initiativ under Søværnskommandoen, som blev stiftet i 2006. Havmiljøvogterne er et frivilligt fællesskab af mennesker, der har sagt ja til at værne om vores fælles havmiljø – på stranden, ved havnen eller på havet. Er man sejler, dykker, surfer eller elsker du bare at gå tur på stranden, så har vi brug for hjælp til at begrænse mængden af havfald eller melde om olieudslip.
I dag er der over 30.000 frivillige, der samler 500 tons affald om året på tværs af hele Danmark.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye