Aalborg Universitet

Fremtidens campingplads skal satse på naturoplevelser for hele familien

Del
Campingbranchen oplever lige nu et fald i antallet af overnatninger, men ifølge en forsker fra AAU findes der potentiale til at vende udviklingen. Hun mener, at campingpladserne med fordel kan udnytte danskernes stigende interesse for friluftsliv.

Sommeren 2017 har været hård for de danske campingpladser. Ifølge Campingrådet har pladserne haft 56.000 færre overnatninger i forhold til året før. Den våde og kølige sommer har sandsynligvis spillet en rolle, men ifølge Marie Vestergaard Mikkelsen, som netop har færdiggjort en ph.d.-afhandling om fremtidens campingplads ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, er det ikke hele forklaringen.

- Campingbranchen har et støvet image, som den bliver nødt til at ændre, hvis den vil tiltrække flere besøgende i fremtiden. Udfordringen er, at mange campingpladser har udviklet sig til at ville være noget for alle, og det er ikke muligt. På den måde gør man alting halvt. Campingpladserne bliver derfor nødt til at differentiere sig og satse helhjertet på en særlig profil, hvis de vil tiltrække flere gæster.

Ifølge forskeren kan det fx handle om at fokusere fuldt ud på glamping (glamourøs camping), som er på vej frem i Danmark, eller ved at lade campingpladsens beliggenhed spille en større rolle.

- Mit råd er, at campingpladserne generelt skal blive bedre til deres fortælling om naturen og den kontekst, de befinder sig i. De kan i den forbindelse også lægge op til, at gæsterne bruger naturen bl.a. gennem inspiration til aktiviteter i lokalområdet. Men også fortællingen om maden på campingpladsen kan blive meget bedre. I dag er maden på de danske campingpladser meget af det samme og sjældent af god kvalitet, så det er et oplagt sted at starte. Det nytter fx ikke at satse på glamping, og så skal morgenmaden hentes i kiosken. Det kræver, at man lægger vægt på komfort og kvalitet. På campingpladsen kan man fx invitere en kok til at komme og lave mad med lokale råvarer, foreslår Marie Vestergaard Mikkelsen.

Stigende interesse for friluftsliv

På trods af de aktuelle tal er forskeren dog ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale for den danske campingbranche i fremtiden. Ikke mindst fordi der lige nu er en stigende interesse for friluftsliv. Ifølge Friluftsrådet er 91 pct. af danskerne ude i naturen mindst én gang om året.

- Traditionelt set var en campingplads en primitiv plads midt i naturen. I dag er der typisk tale om større pladser med bl.a. pool, legeplads og minigolf. Nogle pladser er endda næsten ferieparker. Der er ingen tvivl om, at det tiltrækker ét publikum, men der er en stor gruppe af børnefamilier, som campingpladserne ikke får fat i nu, og her ser jeg et stort potentiale. Det handler om de familier, der lægger vægt på at være sammen som familie, og som er interesserede i at få nogle spændende naturoplevelser. Man må derfor skabe flere platforme for at få folk ud i naturen og muliggøre kortere ture samt stille udstyr til rådighed. Det skal gøres hverdagsagtigt og tilgængeligt for børnefamilier at tage på campingferie. Og så er campingpladserne nødt til at have fokus på aktiviteter, gæsterne kan lave, når det regner. I dag er der solskin på alle billeder på de danske campingpladsers hjemmesider. Vi må bare erkende, at det ikke er realistisk i Danmark, understreger Marie Vestergaard Mikkelsen.

Læs hele den aktuelle ph.d.afhandling ”Dwelling in Mundane Mobility”

Kontakter

Marie Vestergaard Mikkelsen på tlf: 6185 2820 eller på e-mail: marie@cgs.aau.dk

Billeder

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye