Det Kongelige Teater

Fremgang for Det Kongelige Teaters forestillinger og positiv økonomi

Del
2018 var et godt år for Det Kongelige Teater. Alt i alt deltog 745.762 publikummer i vores aktiviteter og forestillinger, og tilskuertallet til teatrets egne forestillinger steg – især på turné rundt i landet

Det Kongelige Teater opførte i 2018 103 titler, heraf 52 nye produktioner, på egne scener eller på turné i både Danmark og udland.

745.762 publikummer deltog i Det Kongelige Teaters aktiviteter og forestillinger (ekskl. rundvisninger). I forhold til rekordåret 2017 er det et fald på 60.000, men hovedparten af faldet skyldes en ændring i opgørelsesmetode så ikke-teaterrelaterede gratis aktiviteter på Ofelia Plads ikke længere indgår i opgørelsen. Herudover skyldes faldet lidt færre tilskuere til forestillinger og aktiviteter arrangeret af eksterne partnere.

2018 bød til gengæld på en mindre stigning i publikum til teatrets egne forestillinger, især på turné. Mere end 500.000 tilskuere overværede teatrets egne produktioner på teatrets scener i København, Dyrehaven eller på turné i ind- og udland. Teatrets ambitiøse vækststrategi vil i de kommende år fokusere på at øge antallet af egne forestillinger og tilskuere.

Ny teaterchef glæder sig over besøgstal

Det Kongelige Teater fik ny teaterchef, da Kasper Holten tiltrådte 1. september 2018. Og han er begejstret over besøgstallene.

”Vi glæder os over, at antallet af publikum til teatrets egne produktioner viser en lille stigende tendens - ikke mindst på turné. I 2018 var vi til stede med 74 forestillinger i 37 byer over hele landet, og vi er især glade for, at der har været flere tilskuere til disse turnéforestillinger ude i landet, da vi har en stærk ambition om at være hele Danmarks nationalteater,” siger teaterchef, Kasper Holten.

I 2018 oplevede 71.392 Det Kongelige Teaters turnéforestillinger imod 39.334 i 2017.

Positiv økonomi og ny form for årsberetning

Det Kongelige Teater kom ud af 2018 med et positivt økonomisk resultat på 4,6 millioner kroner.

Teatret søger, efter aftale med Kulturministeriet, at overføre en del af midlerne til en ny digitaliseringsstrategi og til vores udendørsforestilling i Dyrehaven i 2020.

Det er nogle af de fakta i Det Kongelige Teaters årsberetning for 2018, som offentliggøres i en helt ny digital form i dag.

”I tråd med Det Kongelige Teaters strategi om at bruge de digitale redskaber på nye måder, kan vi i år præsentere en ny måde at aflægge årsberetning på. Vi har i år valgt at gøre årsberetningen til et digitalt univers med videoer, tekst, billeder og tal, hvor de kunstneriske chefer hver især fortæller om 2018 og de største oplevelser inden for deres kunstart,” siger bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen.

Årsberetning kan ses på http://beretning.kglteater.dk/aarsberetning-2018/

Årsrapporten kan ses på https://kglteater.dk/aarsrapport

Hele Danmarks nationalteater

Også uden for egne huse var Det Kongelige Teater synlige i bestræbelserne på fortsat at være relevant for flere gennem en række nye tiltag.

Mest markant var udendørsforestillingen i Dyrehaven, Røde Orm, der blev set af 75.000 tilskuere. Hvis opførelserne af samme titel ved Moesgaard i 2017 tælles med, har mere end 168.000 danskere set Røde Orm, hvilket er det største antal publikum på en enkelt titel på Det Kongelige Teater nogensinde.

Teatret har nu indgået en aftale med Aarhus Kommune og Moesgaard Museum om at opsætte en stor forestilling ved Moesgaard hvert andet år. Næste gang er allerede her i 2019, hvor teatret sætter den stort anlagte Kong Arthur op.

Denne aftale betyder, at Det Kongelige Teater har en mulighed for fremover at nå et væsentligt større publikum uden for København, hvilket er en vigtig del af teatrets målsætning om at være hele Danmarks nationalteater.

Yderligere viser seneste brugerundersøgelse, at 69 % af danskerne giver udtryk for, at det har stor værdi at have en nationalscene - en stigning på 12 %.

Arbejde med børn og unge

Det Kongelige Teater gør fortsat en stor indsats for at komme i kontakt med børn og unge.

I 2018 var vi i kontakt med 87.000 børn og unge til vores aktiviteter og forestillinger, hvilket er på niveau med sidste år og rekordåret 2016. Lægger vi vores gratis workshops, aktiviteter og skolesamarbejder til, nåede vi ud til 132.000 børn og unge i 2018.

Vi afprøvede også et nyt koncept, hvor alle der fyldte 18 i 2018 fik et gavekort på 500 kr. til teatret. 10.000 tog imod tilbuddet og 40 % nåede at bruge det. Med dette tiltag lærte vi noget om, hvad de unge vil opleve i teatret. Det er ikke mindst klassikerne, de unge har efterspurgt.

 

En digital destination for oplevelser

Det Kongelige Teaters synlighed rækker ud over de opførte forestillinger og øvrige aktiviteter. Således er teatret i gang med en større omlægning af vores måde at kommunikere med publikum på.

Det Kongelige Teater er en af de mest benyttede digitale oplevelsesdestinationer i Danmark, hvor man på vores digitale kanaler får indblik i forestillingerne men også i den dynamik, kreativitet og de processer, der ligger bag ved forestillingerne. Dette ses på antallet af besøg på hjemmesiden (3,4 millioner besøg), antal følgere på de sociale medier (106.000 følgere) samt de mere end 8 millioner videovisninger, teatret havde i 2018.

Teatret bruger også de digitale redskaber på nye måder, når vi tager vores transmissioner og forestillinger med ud i landet.

Videoer fra Balletfestivalen, hvor Nikolaj Hübbe lærte danskerne ballettrin, blev set 3,7 millioner gange, og teatret vandt flere internationale kommunikationspriser for indsatsen.

Teatret har igen i 2018 transmitteret forestillinger fra de store scener i København til 30 biografer, så folk i hele Danmark kunne gå ind og opleve Kongens fald, Alice i Eventyrland og Flagermusen live, hvor de bor.

For yderligere information eller aftaler om interviews kontakt Det Kongelige Teaters kommunikationschef, Magnus Restofte, på telefon: 33 69 69 80 eller email: mres@kglteater.dk

Uddybning af optællingsmetode følger nedenfor.

Med venlig hilsen

Det Kongelige Teater

Metode til optælling af besøgende

Da der generelt ofte er debat om, hvad diverse besøgstal dækker over, følger her en uddybning mht. hvordan Det Kongelige Teater optæller besøgende.

Opgørelsen af gæster ud fra antallet af besøg er den samme metode, som stort set alle andre kulturinstitutioner benytter – teatre, forlystelsesparker som biografer og museer. Metoden har været den samme på teatret siden starten af 1980’erne. Derfor er det muligt at sammenligne de forskellige år. Når der er kommet helt nye tiltag til på teatret, har man evt. ændret på kategorierne, så man bedre har kunne se, hvad de nye tiltag bidrager med hver især. Men den grundlæggende metode er den samme.

Teatret har fra 2018 justeret opgørelsesmetoden, således at ikke-teaterrelaterede aktiviteter på Ofelia Plads ikke længere indgår i opgørelsen, ligesom rytmiske koncerter med eksterne arrangører nu opgøres under ’Aktiviteter for eksterne partnere’ i stedet for under ’Koncert’. Ser man på teatrets egne produktioner er aktivitets- og tilskuertallet på niveau med 2017.

Teatret havde 431.926 tilskuere på egne aktiviteter – hertil 71.392 tilskuere på turné, hvilket er en stigning på 80 % i forhold til turnéforestillinger i 2017. Yderligere havde Det Kongelige Teater 242.444 besøgende til øvrige aktiviteter, hvilket i alt giver 745.762 besøgende eksklusive rundvisninger.

Vi tæller alle med, som har været i kontakt med Det Kongelige Teater eller en form for kunstnerisk aktivitet fra teatret.
De kategorier som er medtaget er:

  • Skuespil, opera, klassiske koncerter og ballet. Gæstespil samt vores turnéer.
  • Øvrige arrangementer og aktiviteter – eks. Ofelia Live, Nattergalen (børneopera), Ballet i det fri.
  • Aktiviteter for eksterne partnere – Eks. Knæk Cancer, Live Nation og SEEBACH.

Besøgende, der IKKE tælles med, er dem der kommer til rundvisningerne i husene (det er alene 33.864 årligt), besøgende i foyer og restauranter samt balletskolerne i Holstebro og Odense.

Vi tæller heller ikke digitale brugere med, som ser vores prøver, forestillinger og øvrige live-streaminger via vores hjemmeside eller sociale medier.

Ligesom i Zoo, Tivoli og andre teatre kommer nogle af de besøgene flere gange inden for et år, de 745.762 er derfor ikke unikke besøgende.

Kontakter

Billeder

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye