Lidl Danmark

Freja er Danmarksmester i overskudsretter

Del
DM i overskudsretter er netop blevet afholdt på Østerbro i København. Vinderen blev den 30-årige Freja Poulsen, der imponerede kendte kokke med overskudsretten ’supersalat’, som hun nu håber kommer på menuen i mange danske køkkener.

Tirsdag d. 29. september - på Danmarks officielle madspildsdag - var der finale i DM i overskudsretter.

Fire finalister dystede om at kreere Danmarks bedste overskudsret i Hahnemanns Køkken på Østerbro i København. De fik hver to timer til at fremstille deres ret, før de hårde, men retfærdige dommere smagte sig frem til den værdige vinder.

Følgende fire hverdagskokke kvalificerede sig til finalen:

  • Birgit Hageneier fra Charlottenlund deltog med retten ’grøn morgengrød’.
  • Nanna Kjeldgaard Sørensen fra Aarhus deltog med retten ’spicy nudelsuppe’
  • Nicklas Brix Nielsen fra Slagelse havde kreeret en ’Pizza del Too Good To Go’.
  • Og Freja Poulsen fra København lavede retten ’supersalat’.

Bedømt af kendte kokke

Til at afgøre, hvem der kunne kalde sig vinder af DM i overskudsretter, var de tre kendte kokke, Jasmin Gabay fra Den Store Bagedyst, kogebogsforfatter Louisa Lorang og holdkaptajnen på det danske kokkelandshold Christian Wellendorf.

Efter en grundig smagning og votering blev de tre dommere dog enige om en vinder af DM i overskudsretter. Det blev den 30-årige Freja Poulsen fra Nørrebro, der imponerede dommerne med både sin kreativitet og sine teknikker.

”Det var supersvært at vælge, men valget faldt på Frejas supersalat. Dels fordi den smagte fantastisk. Og dels fordi hun havde anvendt så mange forskellige metoder, som jeg tror, kan inspirere en masse mennesker, til at anvende grøntsager på forskellige måder,” fortæller Jasmin Gabay.

Louisa Lorang supplerer:

”Freja har simpelthen omfavnet overskudsmad på alle planer. Salaten er helstøbt og smager virkelig godt, og så har hun lige taget det med madspild et skridt videre og har både anvendt skrællen på græskaret og syltet løg, så de kan anvendes i flere dage.”

Også Christian Wellendorf var imponeret:

“Freja er blevet Danmarksmester, fordi hun ganske enkelt havde lavet en fantastisk salat med en super tilsmagning”.

Hovedpersonen selv er både glad og stolt over sejren og håber, at andre lader sig inspirere til at mindske madspild:

”Jeg er kæmpe glad og stolt. Jeg lægger mit hjerteblod i de her projekter og går meget op i madspild og bæredygtighed. Så jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere andre til at bruge fantasien og være kreativ med resterne,” siger Freja Poulsen.

Nu skal danskerne lære at lave supersalater og overskudspizzaer

Danmarksmesterskaberne i overskudsretter har igennem de seneste uger fået omkring 150 tilmeldinger fra alle dele af landet. Nu fokuserer de to virksomheder bag konkurrencen på at inspirere så mange danskere som muligt, for at flere kan nedbringe deres madspild.

”Madspild er et vigtigt fokusområde for os i Lidl, og vi vil være med til at inspirere kunderne til at bruge rester og overskudsprodukter i deres daglige madlavning. Det har været superspændende i dag at se, hvordan de fire deltagere lavede kreative bud på overskudsretter i konkurrencen. Jeg er helt sikker på, at supersalaten og de tre andre bud på overskudsretter vil inspirere og motivere mange hverdagskokke i hele Danmark”, siger Anders Frydendahl, Chief Operating Officer i Lidl.

Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark supplerer:

“Vi er superglade for, at så mange har taget sig tid til at deltage i konkurrencen. Det bekræfter os jo bare i, at det vrimler med kreative og engagerede hverdagskokke derude. Hvis vi for alvor skal madspildet til livs, kræver det, at vi løbende inspirerer hinanden med tips, tricks og opskrifter, og det kommer vi helt sikkert til at skabe rum for fremadrettet,” siger Heidi Boye

Opskriften på supersalaten vil i de kommende uger blive delt vidt og bredt på blandt andet Lidls og Too Good To Go’s sociale medier og på www.lidl.dk/ansvarlighed.

Om DM i overskudsretter

Konkurrencen ‘DM i overskudsretter’ løb fra 14. - 29. september 2020. Bag konkurrencen står Too Good To Go og Lidl Danmark, der ønsker at sætte madspild endnu højere på danskernes dagsorden. Hverdagskokke fra hele Danmark deltog i konkurrencen ved at dele billeder, video eller opskrift på deres overskudslivret online. Flere end 150 deltog i den første ’DM i overskudsretter’.

Freja vandt en middag for fire personer kreeret af Christian Wellendorf, holdkaptajn for det danske kokkelandshold, et års forbrug af Too Good To Go lykkeposer og et gavekort på 5.000 kr. til Lidl.

De fire finalisters opskrifter er vedhæftet.

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Lidl Danmark

Lidl Danmark
Lidl Danmark
Carl Blochs Gade 89
8000 Aarhus C

7635 0000http://www.lidl.dk

I Lidl Danmark står vi for den bedste kvalitet til den bedste pris. Som ansvarlig dagligvarekæde koncentrerer vi os om det væsentlige. Gennem et tillidsfuldt samarbejde med vores partnere garanterer vi et velgennemtænkt vareudbud til den bedste pris.Som kunde i Lidl kan du trygt regne med, at vores produkter er friske og af god kvalitet. Vores medarbejdere arbejder hver dag for, at vores kunder nemt og enkelt kan købe ind i vores 151 danske butikker.Vi arbejder hver dag som aktiv samfundsaktør på at skabe målbar værdi, der rækker ud over Lidls egen forretning. 

Du er altid velkommen til at skrive til os på presse@lidl.dk.

Følg pressemeddelelser fra Lidl Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lidl Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye