Frederikshavn Kommune

Frederikshavn får LNG produktionsanlæg

Del

Gevinst for Frederikshavn Kommune: Frederikshavn Havn rykker op i første energiklasse, når havnen bliver hjemsted for et LNG produktionsanlæg, der skal omdanne naturgas til flydende brændstof

Frederikshavn Havn har indgået en aftale med verdens næststørste bunkerselskab, Bunker Holding, der sammen med Kosan Crisplant vil opføre et LNG produktionsanlæg. Det vil udover arbejdspladser skabe øget trafik til Frederikshavn. Frederikshavn Havn er valgt på grund af den strategiske placering i Skandinavien og de 100.000 skibe, der hvert år gør passagen fra Skagerrak til Kattegat til en af verdens mest trafikerede. Antallet af skibsanløb til Frederikshavn Havn forventes at stige, og vil skabe øget omsætning.

”Det er et kæmpeskridt for miljøet og for grøn energi. Men det er også et kæmpeskridt for Frederikshavn Kommune, og for den martime sektor, som vi satser på, og som vi så gerne vil tiltrække mere af sammen med den planlagte havneudvidelse. At skibene kan tanke LNG i Frederikshavn er medvirkende til at skabe fremtidens havn. Det sætter kommunen på verdenskortet, og kommer til at kunne mærkes i hele Frederikshavn Kommune,” siger Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Også set fra et energimæssigt perspektiv er produktionsanlægget en positiv nyhed for Frederikshavn Kommune. Kommunen har med projektet Energibyen strategisk fokus på udbredelsen af grøn energi, og opfatter derfor samarbejdet på Frederikshavn Havn som en stor gevinst:

”Lokalt produceret LNG gør omlægningen til vedvarende energi endnu lettere, fordi LNG ikke behøver blive transporteret fra udlandet. Produktion af LNG genererer også overskudsvarme, og projektet på havnen kan indeholde etablering af et varmegenvindingsanlæg, som kan producere, hvad der svarer til over tusind husstandes årlige fjernvarmeforbrug, så det vil på alle måder være et gennembrud,” siger Bahram Dehghan, projektleder, Energibyen, Frederikshavn Kommune.

EU’s svovldirektiv for skibsfart, der trådte i kraft for et år siden indskærper miljøkravene til skibe, der anvender fuelolie. Direktivet tvinger derfor skibsfarten til at tænke i grøn energi, og det vil få flere skibe til at lægge om til LNG, som ikke udleder svovl og partikler.

Arbejdet med etableringen går i gang i denne uge, og anlægget er efter planen klar til brug i slutningen af næste år, senest foråret 2018

Fakta: LNG (liquefied natural gas) er naturgas, der er omdannet til flydende form for at lette transport, fordi det i flydende form fylder 1/600 th del af hvad det fylder i gas-form. Det er fri for lugt, farveløst og ikke giftigt. I flydende form kan LNG ikke brænde og ikke eksplodere. Naturgas anses som det mest miljøvenlige fossile brændstof, fordi det har den laveste CO2 udledning pr energienhed. For en lige så stor varmemængde, bliver der produceret omkring 30 procent mindre kuldioxid end ved oliefyring og omkring 45 procent mindre end kul fyring. Antallet af LNG-drevne skibe og udbredelsen af LNG-relaterede initiativer forventes at stige betragteligt de kommende år, på baggrund af EU's svovldirektiv. Fx kan LNG-drevne færger reducere udledningen af NOx, med 92 procent i forhold til udledningen fra skibsmotorer, der sejler på traditionel fuelolie og Gøteborg Havn giver 30 procent rabat på havnetariffen til skibe, der sejler på LNG.

For yderligere oplysninger kontakt

Birgit S Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, +45 2916 3039

Bahram Dehghan, projektleder, Energibyen, Frederikshavn Kommune, +45 2058 5008

Nøgleord

Information om Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

98 45 50 00http://frederikshavn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum