Aalborg Universitet

Forskning i kriterier for danskhed nomineret til Årets Danske Forskningsresultat

Del

Forsker Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet er blandt finalisterne til at vinde videnskab.dk’s pris Årets Danske Forskningsresultat for sin forskning i danskernes holdning til danskhed og nationalfølelse.

Samfundsforsker fra AAU Christian Albrekt Larsen er nomineret til Årets Danske Forskningsresultat for sin bog ’Den danske republik: Forandringer i danskernes nationale forestillinger’, som er baseret på ti års forskning i danskernes holdning til dét at være rigtig dansk. Christian Albrekt Larsens forskning indikerer, at danskerne er blødt op på kriterierne for, hvornår ikke-etniske danskere anses som en del af det danske fællesskab.

- Succes for nye højrepartier som Dansk Folkeparti, BREXIT og Trumps valgsejr fører let til forhastede konklusioner om, at befolkningen er blevet mere nationalkonservativ. Bogen viser, at historien er den stik modsatte i Danmark. Danskerne bliver langsomt, men sikkert mindre nationalkonservative og mere republikanske. Forestillingen om en autentisk dansk kultur fylder mindre og mindre, siger Christian Albrekt Larsen.

Fra 2003 til 2013 har Christian Albrekt Larsen fået over 1.300 danskere mellem 18 og 79 år til at besvare spørgsmål, der vedrører danskhed og nationalitet. De har f.eks. svaret på, hvor vigtigt det er at kunne tale dansk, være født i Danmark og være dansk statsborger for at være en del af det danske fællesskab. Det er de kriterier, der har ændret sig over tid.

Det politiske fællesskab vægter højest

I løbet af de sidste ti år er det blevet mindre vigtigt at være kristen og at have dansk familiebaggrund for at være rigtig dansk. Derimod er faktorer som respekt for de danske politiske institutioner og danskfølelsen fortsat vigtige. Christian Albrekt Larsen peger på, at generationsskiftet også har medført en mindre konservativ holdning til danskhed:

- Forandringerne skyldes primært, at nye generationer kommer til, mens ældre generationer forgår, forklarer Christian Albrekt Larsen.

Han fortæller også, at det er vigtigt at forstå danskernes nationale forestillinger og indbyggernes holdninger til indvandrere, EU og globalisering.

- Det nationale er et fortsat vigtigt element i vores identitet. Befolkninger føler sig som danskere, franskmænd og tyskere. Derfor er det helt centralt at beskrive, hvad disse nationale forestillinger indeholder. Bogen giver altså et bud på de mere republikanske nationale forestillinger, der vil dominere i fremtiden, siger Christian Albrekt Larsen.

Videnskab.dk uddeler hvert år prisen Årets Danske Forskningsresultat for markante forskningsresultater, der skubber til vores forståelse af verden og har en tydelig nytteværdi for samfundet. Sidste år vandt AAU-forsker Mads Albertsen og hans forskningsgruppe for at have opdaget en bakterieart, der kan varetage processen, hvor ammonium omdannes til nitrat.

Vinderen af prisen findes ved afstemning, hvor alle har mulighed for at stemme. Afstemningen varer fra den 8. februar til den 22. februar på videnskab.dk.

Nøgleord

Kontakter

Christian Albrekt Larsen, tlf.: 9940 8214, mail: albrekt@dps.aau.dk

Information om Aalborg Universitet

Aalborg Universitet
Aalborg Universitet
Fredrik Bajers Vej 5, Postboks 159
9100 Aalborg

9940 9940http://www.aau.dk/
Siden 1974 har Aalborg Universitet (AAU) leveret viden, udvikling og højt kvalificerede kandidater til omverdenen. Inden for uddannelse er universitetet kendt for sit problembaserede projektarbejde, PBL – også kendt som Aalborg-modellen – mens AAU er blandt verdens førende forskningsinstitutioner inden for bl.a. elektronik og energiteknik. Et af AAU’s særkender er også et omfattende samarbejde med erhvervslivet, og Dansk Industri fremhæver AAU som det gode eksempel på samarbejde mellem universitet og virksomheder. AAU havde i 2016 over 20.000 studerende og godt 3.500 medarbejdere fordelt på campusser i Aalborg, Esbjerg og København.

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum