Danmarks Frie Forskningsfond

Forskning: Hvordan sikrer vi bæredygtig brug af plastik?

Del
Det skal et nyt forskningsprojekt forsøge at svare på. Forskerne skal udvikle nye modeller, som mere præcist kan vise effekten af forskellige tiltag i en cirkulær plastøkonomi.

For at se dette indhold fra dff.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.Mere genanvendelse, forbud mod bestemte former for engangsplastikprodukter og plastik baseret på biologisk materiale. 

Det er nogle af de tiltag blandt andre EU har taget for at bremse væksten i brug af plastik og standse forurening af naturen med plastikaffald.

Men hvad er den præcise økonomiske og miljømæssige effekt af de forskellige tiltag? Hvilke tiltag gør størst forskel - og er der tiltag, som kun har minimal effekt?

Det håber postdoc fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi Ciprian Cimpan fra Syddansk Universitet at kunne svare på med de modeller, han skal udvikle i sit nye forskningsprojekt, som er et samarbejde med forskere fra Norwegian University of Science and Technology. 

- Plastik ligger højt på miljødagsorden, og i eksempelvis EU har man taget en række initiativer til at mindske brugen af plastik og øge genbrug. Desværre mangler vi modeller, som kan fortælle os, hvor meget forskellige tiltag vil betyde og også koste rent økonomisk, siger Ciprian Cimpan. 

Fremskrivninger viser, at hvis forbruget af plastik fortsætter som nu, så vil 20 procent af den råolie, der pumpes op af jorden, gå til at lave plastik i 2050. I dag går 6 procent af olien til plastik. Og plastproduktion vil stå for 15 procent af drivhusgasudledningen. 

- Derfor taler man meget om cirkulær plastøkonomi, hvor plastik genanvendes langt mere. Samtidig har man forbudt bestemte former for engangsplastik blandt andet for at undgå plastik i havene, fortæller Ciprian Cimpan. 

Man arbejder også med at finde alternativer til råolie som udgangspunkt for plastik. 

Ciprian Cimpans nye modeller bliver baseret på livscyklusanalyser af plastikprodukter kombineret med makroøkonomiske modeller og socioøkonomiske fremskrivninger. 

Med de modeller vil det være nemmere at få indsigt i, hvordan forskellige tiltag vil påvirke mængden af produceret plastik og udledningen af drivhusgasser fra plastproduktionen.

- Forbud mod engangsplastik i EU har for eksempel stor signalværdi, men spørgsmålet er hvor meget det vil betyde i forhold til plastik i naturen. De store problemer med plastik i havene skyldes primært dårlig affaldshåndtering i udviklingslande, og det vil sandsynligvis ændre sig over tid i takt med socioøkonomiske forandringer i de lande, fortæller Ciprian Cimpan.

Bruger man de nye modeller til at regne på initiativerne, vil man stå med et præcist indblik i, hvordan forbud, genanvendelse og alternative udgangsmaterialer vil påvirke efterspørgslen på ny plastik, andelen af råolie, som bruges til at lave plastik, og drivhusgasudledning fra plastikproduktionen.

Ciprian Cimpan håber, at hans modeller vil kunne bruges både af plastindustrien i Danmark, som han er i tæt dialog med, og af politiske beslutningstagere til at vælge de løsninger, som giver størst effekt miljø- og klimamæssigt og mindst påvirkning af økonomien.

Nøgleord

Kontakter

Mikkel Linnemann Johansson, Danmarks Frie Forskningsfond, mljo@ufm.dk, 72 31 89 31

Information om Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond
Asylgade 7
5000 Odense C

https://dff.dk/

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den excellente forskning i Danmark. Fonden investerer i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes idéer inden for og på tværs af videnskabelige områder, uafhængigt af politiske og strategiske satsninger.

DFF fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker. Herudover yder fonden forskningsfaglig rådgivning til minister, Folketing og det øvrige danske og internationale forskningslandskab. Det sker med baggrund i ekspertise og faglig diversitet gennem fondens 84 bestyrelses- og rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond støtter nyskabende forskning og videnskabelig udvikling med 10,4 millioner kroner20.12.2023 06:10:00 CET | Pressemeddelelse

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt bevillinger til 30 forskningsprojekter, tidsskrifter, netværk og udenlandske forskningsophold. Midlerne er fordelt på fire forskellige virkemidler og skal fremme videnskabelig nytænkning, styrke samarbejdet mellem danske og internationale forskningsmiljøer, styrke udbredelsen af humanistisk forskning, samt støtte talentfulde studerende.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye