Forskere vil forstå hjernens rolle i fedme
2.1.2019 14:44:33 CET | Danmarks Frie Forskningsfond | Pressemeddelelse
For at se dette indhold fra dff.dk, så skal du give din accept på toppen af denne side.
Cirka hver sjette dansker er svært overvægtig. Er man først kommet til at veje for meget, er det meget svært at tabe sig igen. Af dem der lykkes med at tabe sig, er det et fåtal, som formår at holde vægten.
- Noget tyder på, at hvis du først har vejet for meget, så er det den høje vægt, hjernen på en eller anden måde forsvarer i stedet for din normalvægt.
Sådan lyder det fra lektor på Center for Basic Metabolic Research Tune H. Pers fra på Københavns Universitet.
Han skal lede forskningsprojektet ‘Hypothalamic plasticity in obesity’, hvor en forskergruppe skal undersøge, hvad der sker i hypothalamus, når hjernes evne til at regulere ens vægt bliver dannet.
Ifølge Diabetesforeningen er sådan et projekt utroligt interessant:
- Overvægt spiller en væsentlig rolle for risikoen for type 2-diabetes. Al forskning, der kan bidrage til at kortlægge de komplicerede sammenhænge bag diabetesudviklingen, er vigtig for vores mulighed for at skabe bedre behandling og i sidste ende finde en kur. Vi ser frem til at følge projektet og dets resultater, siger sekretariatschef Ane Eggert Jackson fra Diabetesforeningen.
I forskningsprojektet skal forskerne undersøge udviklingen i hjernen på mus i de første fire uger af deres liv, hvilket rent udviklingsmæssigt svarer til fosterets hjerne i tredje trimester i en menneskelig graviditet.
- Vores præmis er, at der i løbet af fostertilstanden er et såkaldt kritisk vindue, hvor ens appetitregulering i hypothalamus bliver finjusteret på basis af udefrakommende faktorer via moderens kost, fortæller Tune Pers.
Størstedelen af musens hjerneceller i hypothalamus er dannet ved fødslen, men forbindelserne mellem dem og andre områder af hjernen, konsolideres i løbet af de første fire uger efter fødslen.
- Ved at kortlægge og forstå de byggesten og processer, som definerer det kritiske vindue, får vi udviklet en bedre base til at forstå, hvorfor nogle af os har nemmere ved at udvikle svær overvægt, og hvorfor det er så svært at tabe sig i vægt. Måske er nogle af disse biologiske processer fejlreguleret i fedme, siger Tune Pers.
Forskerne skal også undersøge, hvad der sker i hjernen, når man bliver overvægtig. Igen laves forsøgene med mus, som får en fedtholdig diæt og bliver svært overvægtige.
- Det er uklart om fedme i sig selv fører til, at hjernebaner nedbrydes over tid. Lad os sige at du vokser op med normal hypothalamus og appetitregulering, men bliver overvægtig af en eller anden årsag. Vi vil gerne finde ud af, om overvægten i sig selv fører til en gradvis nedbrydning af hjernebanernes effektivitet, forklarer Tune Pers.
Tidligere forskning har vist, at ens krop forsvarer den aktuelle kropsvægt, ved at hjernen nedjusterer ens energiforbrug og øger ens appetit, når man faster, og omvendt øger den ens energiforbrug og sænker ens appetit i takt med, at man overspiser.
Forskerne vil gerne forstå, hvordan denne ”termostat” virker for på sigt at kunne finde ud af, om man kan påvirke den i folk med svær overvægt.
- Måske opstår der en fejlregulering i hjernen i takt med, at du bliver tyk, som bliver ved med at være der, når du har tabt dig. Det ville kunne forklare, at det er stort set umuligt at bevare et vægttab, hvis du får har vejet for meget, afslutter Tune Pers.
Information om Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den excellente forskning i Danmark. Fonden investerer i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes idéer inden for og på tværs af videnskabelige områder, uafhængigt af politiske og strategiske satsninger.
DFF fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker. Herudover yder fonden forskningsfaglig rådgivning til minister, Folketing og det øvrige danske og internationale forskningslandskab. Det sker med baggrund i ekspertise og faglig diversitet gennem fondens 84 bestyrelses- og rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond
Otte nye skolarstipendier giver studerende mulighed for at prøve kræfter med forskning7.7.2026 14:20:27 CEST | Pressemeddelelse
DFF | Sundhed og Sygdom har netop uddelt i alt cirka 1,5 millioner kroner til skolarstipendier på sundhedsvidenskabelige uddannelser. Bevillingerne giver otte studerende mulighed for at gennemføre et selvstændigt forskningsprojekt under vejledning og få et første indblik i en forskerkarriere. Det er de studerendes vejledere, der har ansøgt om og modtaget bevillingerne på de studerendes vegne.
249 mio. kr. til 40 nye Sapere Aude-Forskningsledere24.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
40 forskere får nu mulighed for at forfølge deres egne forskningsidéer og styrke deres rolle som fremtidens forskningsledere. Danmarks Frie Forskningsfond har uddelt 249 mio. kr. til 40 nye Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-projekter.
296 millioner kroner til fri, nytænkende forskning6.5.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Frie Forskningsfond støtter 48 nye forskningsprojekter med samlet 296 mio. kr. Her skal forskerne blive klogere på alt fra forbedring af kemoterapi, omdannelse af CO2 til værdifulde kemikalier til udvikling af digitale infrastrukturer til statslige tjenester.
Nye internationale postdoc-bevillinger skal udvikle næste generation af forskertalenter5.3.2026 08:30:19 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Frie Forskningsfond har uddelt lidt over 40 millioner kroner til 19 forskere gennem ’DFF-International Postdoc’. Med bevillingerne får forskere tidligt i karrieren mulighed for at gennemføre et selvstændigt forskningsprojekt ved en forskningsinstitution i udlandet og styrke deres faglige kompetencer.
Støtte til samfundsvidenskabelig og klinisk forskning26.2.2026 11:41:07 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt midler under virkemidlerne ’Forskningsophold i udlandet’ og ’Delestillinger. Derfor skal to samfundsvidenskabelige forskere nu på forskningsophold i udlandet, mens fem klinikere får mulighed for at forske ved siden af deres arbejde på et landets hospitaler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
