Forskere går til kamp mod truende antibiotikaudvikling
Antibiotika bruges til at behandle eller forebygge mange bakterielle infektioner, for eksempel i tarmen hos grise og mennesker. Antibiotikaresistens opstår naturligt, men overforbrug betyder, at midlerne bliver mindre effektive. Nye tilgange til forebyggelse af almindelige tarminfektioner hos grise vil bidrage til at reducere behovet for antibiotika i landbruget og reducere spredningen af antibiotikaresistens.
Derfor går forskere fra universiteter i Danmark, USA og Holland nu sammen i et nyt projekt med målet at få ny viden om, hvordan vi kan bekæmpe udviklingen af antibiotikaresistens. I projektet PIG-PARADIGM indsamler forskerne viden om grises tarm-mikrobiom. Griseproduktion er nemlig en af de globale storforbrugere af antibiotika, og kan forskerne finde løsninger, der kan reducere brugen af antibiotika i griseproduktionen, kan de også komme tættere på at bekæmpe antibiotikaresistensen. Projektet støttes med 150 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.
”Antibiotikaresistens er blandt de største globale trusler mod vores sundhed. Med støtten til projektet ønsker Novo Nordisk Fonden at bidrage til, at der frembringes ny viden, som kan bidrage til at reducere brugen af antibiotika i griseproduktion og derved modvirke udviklingen af resistente bakterier,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.
Forskning i grisetarme skal redde menneskeliv
Grise bliver ligesom mennesker født uden bakterier i tarmene for siden at udvikle et bakterielt miljø i tarmen mens de indtager mælk. Men når smågrisene tages fra soen og skal vænne sig til både et nyt staldmiljø og en ny kostsammensætning, får mange grise diarré. I PIG-PARADIGM indsamler vi viden om, hvordan grisenes naturlige modstandskraft i tarmen kan øges. Kan modstandskraften øges, kan forekomsten af diarrésygdomme reduceres, og dermed behovet for antibiotika”, forklarer bevillingsmodtager Charlotte Lauridsen fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.
Antibiotikabehandlingen er skabt til at dræbe eller reducere væksten i de bakterier, der gør grisen syg, men antibiotika kan også ødelægge tarmens naturlige mikroflora, som er relativt skrøbelig i smågrisene og navnlig efter de er taget fra soen. I PIG-PARADIGM undersøger forskerne blandt andet, hvordan bakterierne interagerer, og om ændringer i kostsammensætningen eller miljøet kan påvirke tarmfloraen i en sådan grad, at der kan bruges betydelig mindre mængder antibiotika og dermed undgår at blive resistente over for antibiotika.
”Vi ved, at kost og ernæring har stor betydning for tarmfloraens sammensætning og funktion hos både grise og mennesker. Ved at få viden om, hvad der karakteriserer en sund og en syg tarm, vil vi kunne designe det optimale tarmmikrobiom, der via foderet kan styrke tarmens modstandskraft og grisenes sundhed. Det vil betyde, at behovet for antibiotika kan forebygges”, siger Charlotte Lauridsen.
Internationalt samarbejde og bred interesse
Tarmprøver fra grise og de mange data, som indsamles, kommer under lup hos både forskere i Danmark (Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet) og internationalt (University of California, Davis og Wageningen University & Research i Holland). Samarbejdet på tværs af institutioner og grænser sikrer det helt rigtige team af forskere og de rette teknologier og dyrestudier til at finde svarene.
Grise- og foderstofproducenter over hele verden vil da også følge med fra sidelinjen, mens nøglevirksomheder er inviteret med i PIG-PARADIGM. Virksomhederne vil løbende bruge forskernes nye viden i deres daglige arbejde og forsyne projektet med data fra den virkelige verden. På sigt skal de kunne implementere den viden, som projektet genererer, i konkrete løsninger, der kan reducere behovet for antibiotika i griseproduktionen. Dermed medvirker de til at reducere spredning af antibiotikaresistens.
Forskningsprojektet indeholder således et stort potentiale for vores globale sundhed, og lykkes forskerne bag PIG-PARADIGM med at besvare, hvordan antibiotikabehovet i grise kan reduceres, kan de være med til at overvinde en af vor tids største sundhedstrusler.
Fakta om projektet:
- Projektet hedder ‘Preventing Infection in the Gut of developing Piglets – and thus Antimicrobial Resistance – by disentAngling the interface of DIet, the host and the Gastrointestinal Microbiome (PIG-PARADIGM)’
- Forskningsprojektet strækker sig over fem år fra 2022 til 2026.
- Novo Nordisk Fonden muliggør forskningen med 150 millioner kroner i forskningsstøtte.
De fem samarbejdspartnere i projektet er Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, University of California, Davis og Wageningen University
Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Studie baner vejen for ny viden om mavetarmsygdomme17.4.2024 10:13:17 CEST | Pressemeddelelse
Overgangen fra spiserøret til mavesækken er et ret sårbart område set ud fra et medicinsk synspunkt, som ofte er forbundet med patologiske sygdomme, der kan føre til kræft. Et internationalt forskerhold har nu opnået ny viden om dette område, som kan bane vejen for nye forebyggelses- og behandlingsmuligheder.
Fremtidens industrirobotter skal i langt højere grad tænke selv16.4.2024 08:25:13 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsprojekt skal ved hjælp af kunstig intelligens give robotter mulighed for at tilpasse sig uforudsete hændelser og nye scenarier i fremtidens automatiserede arbejdsopgaver.
Nu ved vi, hvornår Limfjorden naturligt har været åben ud til Nordsøen11.4.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis ikke vi konstant gravede sand væk, ville Limfjorden være lukket ud mod Nordsøen. Men sådan har det ikke altid været. Ny forskning viser, hvornår i løbet af de sidste 10.000 år Limfjorden fra naturens side har været åben.
Nye klimavenlige ingredienser til fødevarer skal komme fra planter10.4.2024 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsprojekt skal reducere klimaaftrykket af fødevareingredienser med mindst 33% ved at erstatte æg med plante-baserede ingredienser, som giver god tekstur og smag, der tiltaler forbrugerne og deres pengepung. Projektet er et samarbejde mellem to institutter ved Aarhus Universitet og Ingrediensvirksomhederne Palsgaard A/S og Nexus A/S. Innovationsfonden har investeret 23 mio. kr. i projektet.
Digitale tvillinger skal gøre fremstillingsindustrien mere robust over for uforudsete begivenheder27.3.2024 09:15:13 CET | Pressemeddelelse
Force majeure, ufred, blokerede handelsruter, pandemier. Uforudsete nedbrud i den globale forsyningskæde som følge af pludselige hændelser gør fremstillingsindustrien sårbar. Det skal et nyt internationalt forskningsprojekt nu forsøge at tackle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum