Forskere afkoder bjørnens hemmelighed i jagten på ny behandling mod blodpropper
14.4.2023 09:54:58 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse

For de fleste mennesker vil længere tids inaktivitet være forbundet med en øget risiko for at udvikle blodprop på grund af den begrænsede blodgennemstrømning i årerne.
Men hvorfor gælder det samme så ikke for bjørnen, der med en hvilepuls på ti slag i minuttet sover gennem vintermånederne uden at bevæge sig overhovedet?
Denne undren fik for mere end 13 år siden et hold forskere fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og en gruppe tyske forskere til at begive sig ud i et usædvanligt forskningsprojekt – målet var at afkode bjørnens hemmelighed.
Nu er det endelig lykkedes, og det viser sig, at svaret ligger i et bestemt protein, som normalt hjælper med at bekæmpe betændelsesstilstande i kroppen og sikrer, at blodet størkner ved blødninger.
”Dette protein er nøglen til en naturlig mekanisme til at beskytte kroppen mod blodpropper, når den ikke kan bevæge sig. Dette fund er meget spændende, da det potentielt kan have stor betydning for mennesker, der er i fare for at udvikle blodpropper på grund af inaktivitet,” forklarer professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet Ole Frøbert.
Klistrende blodplader
Han har sammen med holdet af forskere tidligere påvist, at bjørnens blodplader, som er centrale for udvikling af blodpropper, er mindre tilbøjelige til at klistre sammen om vinteren.
For at finde forklaringen på de mindre klistrende blodplader tog forskerne blodprøver på vilde bjørne i Sverige og lavede ultralydsscanninger af deres hjerter for derefter at sammenligne resultaterne mellem sommer og vinter.
”Ved minutiøs undersøgelse af proteiner fra blodplader, opdagede vi, at proteinet HSP47 var næsten fraværende om vinteren. Og da vi undersøgte mus, hvor genet, som danner HSP47 var fjernet, så vi, at musene stort set ikke var i stand til at danne blodpropper,” forklarer Ole Frøbert.
Alle bjørne har været bedøvede i forbindelse med undersøgelserne, der er godkendt af de dyreetiske myndigheder.
Behandling uden bivirkninger?
Spørgsmålet er så, om det er muligt at overføre bjørnens naturlige mekanisme til den menneskelige fysiologi og f.eks. aktivere den hos patienter, der er tvunget til længere tids inaktivitet – f.eks. personer, der lammede på grund af skader på rygmarven.
Der er i forvejen adskillige lægemidler, der er bredt anvendt til forebyggelse mod blodpropper. Fælles for dem alle er, at de er forbundet med risiko for blødninger, som kan være livstruende.
Derfor ser Ole Frøbert store perspektiver for udvikling af nye lægemidler mod blodpropper baseret på opdagelserne i studiet.
”Der er et hav af mekanismer, som regulerer blodets koagulation, og vi har påvist endnu én. Da det er lykkedes os at nedregulere HSP47 med genmanipulation hos mus, tror vi, at den nye mekanisme kan åbne for udvikling af en ny type skånsom, forebyggende lægemiddel mod blodpropper med markant lavere risiko for blødning og andre bivirkninger,” siger han.
Den videre forskning på området vil blandt andet indebære undersøgelser af, hvorvidt visse patienter spontant aktiverer nedregulering af HSP47-proteinet, da disse i så fald ikke vil have behov for blodfortyndende medicin fx efter en blodprop.
”Vi forsker også videre på bjørnemodellen, da den potentielt kan vise sig som en schweizerkniv med løsninger på en lang række store udfordringer. I øjeblikket er vi i gang med at forstå, hvorfor bjørne – i modsætning til inaktive mennesker – ikke taber muskelmasse under dvalen,” forklarer Ole Frøbert.
Du kan læse mere om studiet, der netop er blevet publiceret i tidsskriftet Science, her:
Du kan også høre Ole Frøbert fortælle om sin forskning i bjørnes diæt og hjertekarsygdomme, når vi runder Forskningens Døgn af i Aarhus fredag den 28. april. Læs mere her:
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Grundforskning. Translatorisk forskning.
Samarbejdspartnere: Department of cardiology LMU Munich; Max Planck Institute Munich; Örebro University Hospital; Scandinavian Brown Bear Research Project; Norsk institutt for naturforskning.
Finansiering: German Research Foundation; German Excellence Initiative; European Research Council; NASA; Norwegian Environment Agency and the Swedish Environmental Protection Agency
Interessekonflikt: Ingen.
Link til publikation: https://www.science.org/doi/10.1126/science.abo5044
Kontakt:
Professor Ole Frøbert
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Steno Diabetes Center, Aarhus Universitetshospital
olefro@clin.au.dk
+46 730 895 413.
Billeder
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Kandidatstuderende får rejselegat til forskning i bidmærker31.8.2026 10:46:51 CEST | Pressemeddelelse
Signe Klitgaard Bitsch er kandidatstuderende i odontologi og forskningsårsstuderende på Institut for Retsmedicin på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Hun modtager Dronning Margrethe II’s rejselegat i forbindelse med Aarhus Universitets årsfest i september.
Ny professor: Kan hjernen finde nye veje efter en skade?26.8.2026 10:57:42 CEST | Pressemeddelelse
Morten Storm Overgaard er ny professor i kognitiv neurovidenskab på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin. Han forsker i bevidsthed, perception og i, hvordan hjernen kan genvinde tabte funktioner efter en hjerneskade.
Ny klinisk professor vil gøre strålebehandling mere præcis og skånsom26.8.2026 09:49:13 CEST | Pressemeddelelse
Camilla Kronborg tiltræder den 1. september 2026 som klinisk professor i onkologi på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin. Her forsker hun i, hvordan mere målrettet strålebehandling kan give patienter færre senfølger.
Medicinuddannelsen i Herning fylder holdet ved første optag25.8.2026 10:28:43 CEST | Pressemeddelelse
70 kommende medicinstuderende har takket ja til en plads på det nye uddannelsesforløb, hvor kandidatuddannelsen læses i Herning. Dermed er optaget nået i mål ved første udbud.
Ny æresdoktor: Hun satte nyfødtes overlevelse på den globale sundhedsdagsorden25.8.2026 10:02:01 CEST | Pressemeddelelse
Professor Joy Elizabeth Lawn fra London School of Hygiene & Tropical Medicine er blandt verdens førende forskere i mødres, nyfødtes og børns sundhed. Nu udnævner Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet hende til æresdoktor i forbindelse med universitetets årsfest.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

