Fredensborg Kommune

FORMAT-projektet i Kokkedal rykker vigtigt skridt frem

Del

Fredensborg Byråd har vedtaget lokalplanen for det store FORMAT-projekt ved Cirkelhuset i Kokkedal

FORMAT-projektet omfatter hele Cirkelhusgrunden og indeholder udover boliger og store butikker også nye lokaler til Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) samt biograf, hotel mv.

”Det er godt nyt for Kokkedal, at private investorer står på spring for at investere i byen. Jeg tror, det kan give hele byen og området et stort og tiltrængt løft. Dertil kommer mange nye lokale arbejdspladser og at NGG endelig kan få gode og tidssvarende lokaler til deres mange elever”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

I Athena Partners, som står bag FORMAT-projektet, glæder partner Joachim Bruus-Jensen sig over fremdriften:

”Det er et meget vigtigt skridt for os, at lokalplanen nu er på plads, så vi kan komme videre med projektet. Jeg vil derfor gerne takke Fredensborg Byråd for et godt samarbejde. Nu fortsætter vi arbejdet med at finde egnede lokaler til NGG, så de har et godt sted at være, mens vi gør den nye skole klar til dem. Så der går altså noget tid endnu, inden vi går i gang med at nedrive Cirkelhuset og bygge nyt”.

Lars Simonsen, formand for Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, ser også frem til, at projektet bliver til virkelighed:

”I mine øjne har området ved Cirkelhuset i meget lang tid trængt til en samlet plan for fremtiden. Med FORMAT-projektet tror jeg, at vi med årene får en flot og velfungerende ny bymidte med både en masse liv og handel. Det er tiltrængt, da Fredensborg Kommune i dag har et handelsunderskud på 700 mio. kr. årligt, og derfor må vores borgere ofte køre langt i bil for at handle især større udvalgsvarer.
I den forbindelse vil vi også igangsætte et fælles arbejde med Hørsholm Kommune med henblik på at afdække hensigtsmæssige trafikale løsninger for trafikken til NGG og nabobebyggelserne uden for lokalplanområdet. Vi skal her også se samlet på trafikafviklingen på især Usserød Kongevej i takt med udviklingen i alle byudviklingsprojekter i området i begge kommuner”.

Kontakter

Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
Udvalgsformand Lars Simonsen (B) tlf. 27 36 56 68
Partner Joachim Bruus-Jensen, Athena Partners, tlf. 52 60 06 00

Information om Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune
Fredensborg Kommune
Egevangen 3B
2980 Kokkedal

72 56 50 00http://www.fredensborg.dk

Følg pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum