Dansk Blindesamfund

Førerhundens dag 2020: Corona-krisen har gjort førerhunde arbejdsløse

Del
Den sidste onsdag i april er normalt en dag, de fleste førerhunde ser frem til. Det er førerhundens dag, der i år falder den 29. april. Det betyder normalt, at førerhundene og brugerne besøger skoler og institutioner, taler med masser af mennesker om førerhundens mange evner og vigtige funktion – men ligesom så meget andet i 2020, så bliver dagen helt anderledes. Faktisk har de seneste mange uger budt på en helt anden hverdag for de fleste – også for førerhundene, der er gjort arbejdsløse under pandemien og derfor keder sig bravt.

Hvor de fleste familiehunde har nydt godt af sine menneskers selskab de seneste uger, så er sagen en ganske anden for de 230 aktive førerhunde i Dansk Blindesamfund. Her mærker brugerne tydeligt, at hundene efterhånden er rastløse og savner de daglige opgaver med at føre og hjælpe deres blinde brugere rundt i samfundet.

Ronja er vant til at følge sin bruger Lene allevegne – på arbejde, ud at handle, til og fra besøg hos venner og fritidsaktiviteter. Men det er der ikke så meget af for tiden, hvor Lene arbejder hjemmefra.

”Det er tydeligt, at Ronja keder sig. Hver gang jeg tager min computer frem, går hun slukøret tilbage i sin hundekurv. For tiden har hun meget energi, som ikke bliver brugt, så det må vi forsøge at få afløb for på anden vis”, forklarer Lene Fritzbøger Andersen, der til daglig er blindefaglig konsulent i førerhundeordningen i Dansk Blindesamfund.

Øde gader giver førerhundeinstruktører problemer med træningen

I øjeblikket kommer Ronja heller ikke med i butikker, da Lene har gode venner, som handler for hende. Lene synes nemlig, at det er svært at holde afstand til mennesker, når hun ikke kan se. Førerhundene ved heller ikke, at de skal holde to meters afstand.

”Det med de to meters afstand, har vi ikke fået lært førerhundene endnu. Det kunne måske være en udfordring for førerhundeinstruktørerne, for de har også svært ved at træne hundene, som de plejer”, forklarer Lene Fritzbøger Andersen.

De danske gågader ligger nemlig øde hen, så det er svært at træne hundene i at færdes blandt andre i det offentlige rum, ligesom de mange aktiviteter, som instruktørerne tager førerhundene med til, er indstillet.

”Instruktørerne går til fodboldkampe og koncerter eller tager på café, så hundene lærer de forskellige miljøer at kende. Hvis en bruger ofte går til koncert, så skal hunden jo være vant til lyde og mange mennesker, men det er svært at træne lige nu”, forklarer Lene.

Nye tricks i corona-tiden

Lene forsøger at tænke kreativt for at stimulere Ronja, nu hvor arbejdsbyrden er væsentligt reduceret. Hun er begyndt at lære Ronja hundetricks, hvor hun blandt andet skal hoppe igennem Lenes arme. Foreløbig er armene tæt på gulvet, men lige så langsomt dag for dag, hæver hun dem en smule. De udnytter også den ekstra tid derhjemme med at finjustere nogle af de gamle tricks, hvor Ronja giver pote og håndkys. Men der er dog kun belønning for goddag med højre pote og farvel med venstre pote. Gåturene er dagens højdepunkt, selv om ruterne ofte er de samme. Lene forklarer:

”Som blind kan det være svært at begive sig ud på nye ruter. Det er meget forskelligt, hvor modige vi er til at færdes nye steder. At begive sig ud på ukendt terræn som blind vil nærmest svare til, at seende skal færdes i bælgravende mørke, hvor man kun kan høre biler og cykler, men ikke ved, hvad der venter forude”, siger Lene.

Ingen nye førerhunde under pandemien

Pandemien og nedlukningen af samfundet har også betydet, at de førerhunde, der er blevet færdiguddannet under corona-krisen, må blive hos førerhundeinstruktørerne og endnu ikke kan komme ud til deres kommende brugere.

”Når man får ny førerhund, følger der samtræning med, hvor man lærer førerhunden at kende i selskab med instruktøren. Men det risikerer vi ikke i øjeblikket, så der er mange nye førerhundebrugere, der må væbne sig med tålmodighed og blive hos instruktørerne, indtil det her er ovre. Jeg glæder mig til vi igen kan sende hundene ud og skabe frihed og tryghed for brugerne, og så glæder jeg mig helt personligt til igen at komme ud og bruge Ronja. Der bliver nok fuld fart på de første ture tilbage på arbejdet, så jeg må holde mig i god kondi, hvis jeg skal kunne følge med”, siger Lene.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information eller kontakt til flere førerhundebrugere i hele Danmark:
Lene Fritzbøger Andersen, Tlf. 23 40 92 06, blindefaglig konsulent, Dansk Blindesamfund

Billeder

Links

Information om Dansk Blindesamfund

Dansk Blindesamfund
Dansk Blindesamfund
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

38 14 88 44https://blind.dk/
Dansk Blindesamfund er interesseorganisationen for mennesker med synshandicap.
 

Hver dag kæmper vi for, at blinde og svagsynede kan deltage og bidrage på linje med alle andre. At flere får en uddannelse, flere kommer i beskæftigelse, flere er sunde, aktive og lever et selvstændigt liv og ikke mindst at langt færre er ensomme.

Vi tilbyder rehabilitering, rådgivning, kurser, netværk og støtte, når synet svigter. Vi kæmper for bedre rettigheder for mennesker med synshandicap i Danmark og arbejder for, at færre mister synet i fremtiden ved hvert år at støtte uafhængig øjenforskning med store beløb.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Blindesamfund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Blindesamfund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye