Kræftens Bekæmpelse

For få kvinder bliver screenet for livmoderhalskræft

Del

Mange kvinder glemmer at bestille tid hos lægen, når de får invitationen om at blive undersøgt for celleforandringer på livmoderhalsen. En rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kvinderne gerne vil tjekkes, men glemmer det i en travl hverdag. En ny kampagne fra Kræftens Bekæmpelse skal få flere kvinder til at tage imod tilbuddet og gå til lægen.

Alle kvinder i alderen 23-64 år får tilbud fra regionerne om at blive screenet for livmoderhalskræft hos deres egen læge. Siden 2012 er antallet af kvinder, der tager imod tilbuddet, dalet støt fra 68,5 pct. i 2012 til 65,1 pct. i 2014, og det bekymrer overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Ulla Axelsen:

- Det betyder, at nogle kvinder risikerer at udvikle livmoderhalskræft, selv om det kunne have været undgået. Det er en ærgerlig udvikling, som vi gerne vil være med til at vende, siger Ulla Axelsen.

Hvert år får ca. 15.000 kvinder konstateret celleforandringer på livmoderhalsen. Af dem får ca. 6.000 fjernet celleforandringer, der kan være forstadier til livmoderhalskræft. Derudover får omkring 380 kvinder om året livmoderhalskræft. Et tal, der risikerer at stige, hvis udviklingen fortsætter.

Kvinderne vil gerne, men får det lige ikke gjort

Kræftens Bekæmpelse har undersøgt, hvorfor nogle kvinder ikke tager imod tilbuddet:

- Undersøgelsen har vist, at kvinderne gerne vil tage imod tilbuddet, men fx kan manglende tid i en travl hverdag, eller ubehaget ved den gynækologiske undersøgelse være det bump, der står i vejen for, at de får det gjort, siger Ulla Axelsen.

Et brev kan ændre alt

Derfor sætter Kræftens Bekæmpelse nu ind med en kampagne, der skal få flere kvinder til at bestille tid hos lægen, når de får invitationsbrevet fra regionen. Målet er, at 75 pct. af de indbudte kvinder, bliver screenet.

- Mange af de kvinder, vi har talt med, gemmer brevet og hænger det måske op på køleskabet for at huske at få bestilt tid hos lægen. Men så glemmer de det igen, og så går der nogle gange lang tid, inden de får bestilt tid, og nogle glemmer det helt, siger hun.

Kampagnen, der lanceres den 1. december 2016, består af en film på Facebook med temaet ’Et brev kan ændre alt’ og postkort, der på forskellig vis tager afsæt i nogle af de ting, der står i vejen for, at kvinderne bliver undersøgt. Postkortene er at finde på cafeer i større byer i hele landet.

Rapporten fra Kræftens Bekæmpelse kan læses på vidunderlivet.dk, hvor du også kan læse mere om, hvordan livmoderhalskræft kan forebygges.

Se filmen: 'Et brev kan ændre alt'

Læs rapport

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Fakta

  • Andelen af kvinder i hele landet, der tog imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft inden for et år efter invitationen:
    2012: 68,5 pct.
    2013: 66 pct.
    2014:65,1 pct.

  • Cirka 380 kvinder får årligt konstateret livmoderhalskræft
  • 15.000 får konstateret celleforandringer, ud af dem har 6.000 kvinder svære celleforandringer, der bliver behandlet med en kegleoperation

Nøgleord

Kontakter

Ulla Axelsen, Overlæge i Kræftens Bekæmpelse
tlf. 35257530
mail: ulla@cancer.dk

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ny undersøgelse: Mange danskere reagerer ikke, når mor og far viser tegn på sygdom24.8.2017 07:00pressemeddelelse

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at fire ud af ti danskere ikke har opfordret deres forældre til at gå til lægen, selvom de har lagt mærke til eller hørt om, at forældrene har vist tegn på sygdom. Faktisk så taler hver tredje voksne dansker sjældent eller aldrig med sine forældre om deres helbred. Men det er en god idé at tage snakken, da det kan redde liv.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum