Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Fonde vil styrke erhvervssamarbejde for universitetsstuderende

Del

En treårig fondsbevilling skal hjælpe studerende på Aarhus Universitet i Herning ud i midt- og vestjyske virksomheder. Fremtidens talenter skal have endnu større tilknytning til landsdelens erhvervsliv, mener AUHE MidtVest’s Støttefond og Færchfonden, som står bag bevillingen.

Talentfulde universitetsstuderende skal ud og prøve kræfter med midt- og vestjyske virksomheder.

Det mener AUHE MidtVest’s Støttefond og Færchfonden, som har valgt at støtte Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet – Aarhus BSS de næste tre år i at underbygge samarbejdet med det lokale erhvervsliv på ingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling.

Instituttet, som ligger i Birk ved Herning, har haft succes med at sende de studerende på uddannelsen ud i virksomheder for at løse konkrete opgaver for dem i faget Technological Business Model Innovation (TBMI). Her skal de studerende med udgangspunkt i teknologi lære at opbygge eller forbedre virksomhedernes forretningsmodeller.

Initiativet har vakt fondenes begejstring. Med bevillingen ønsker de fremover at bidrage til, at de studerende får de bedste oplevelser både personligt og professionelt, når de kommer ud til virksomheder fra hele den midt- og vestjyske region, og det glæder institutleder Anders Frederiksen.

”Universitet leverer den teoretiske viden til de studerende, mens virksomhederne giver dem en praktisk forståelse af deres fag. Det er et perfekt samarbejde, og det er jeg glad for, at både AUHE MidtVest’s Støttefond og Færchfonden kan se styrken i,” siger han.

Ifølge Anders Frederiksen er TBMI-samarbejdet desuden et eksempel på, hvordan virksomheder, universitetet og fondene sammen kan skabe de bedste rammer for de studerende fra instituttet.

”Det kan i sidste ende bidrage til lokal vækst,” siger institutlederen.

Aarhus Universitet i Herning sender årligt over 500 studerende ud til omkring 250 virksomheder, som et led af deres uddannelse inden for ingeniørfag, erhvervsøkonomi og ledelse. Instituttets generelle tilgang til at inddrage det lokale erhvervsliv på universitetsuddannelserne har været et afgørende punkt for den nye bevilling, lyder det fra begge fonde.

”Vi skal tænke kreativt, så industriens fremtidige talenter fortsat vælger midt- og vest- jyske virksomheder,” siger Kenneth Iversen, formand for AUHE MidtVest’s Støttefond.

Formanden mener, at det midt- og vestjyske erhvervsliv skal bakke op om initiativer, som dem fra Aarhus Universitet i Herning, da uddannelsesniveauet i landsdelen er lavere end resten af landet, mens de midt- og vestjyske unge fortsat flytter fra området til fordel for København og Aarhus.

”Det er afgørende, at de universitetsstuderende kommer ud i virksomhederne og forhåbentligt får en tilknytning til dem, så vi beholder dem og deres kompetencer i lokalområdet,” siger Kenneth Iversen, der selv har en fortid i topledelsen hos den midtjyske, multinationale virksomhed Kyocera Unimerco.

Hos Færchfonden ser man samarbejdet, som en mulighed for at gøre lokalområdet mere attraktiv for de kommende akademikere.

”De studerende kan via samarbejdet med virksomhederne få øjnene op for lokale jobmuligheder efter endt studie og måske flytte til området,” siger direktør hos Færchfonden Claus Omann Jensen.

Han mener samtidig, at initiativet med TBMI er en oplagt mulighed for virksomhederne til at prøve kræfter med akademiske medarbejdere.

”Akademikere kan bidrage til at optimere en organisation på flere områder, og det kan flytte virksomhederne til det næste skridt. Her kan de teste, hvilken forskel højtuddannet arbejdskraft kan gøre i en virksomhed,” siger direktøren.

Fakta:

Færchfonden

  • Stiftet af Kirsten og Jørgen Færch i 1984.
  • Fonden har en vision om at gøre en forskel i og for Nordvestjylland.
  • Fonden understøtter projekter i Nordvestjylland, der viser initiativ, foretagsomhed og entreprenørskab og bevæger sig indenfor områderne; iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse. 

AUHE MidtVest’s Støttefond

  • Understøtter samarbejdet mellem Aarhus Universitet i Herning og det midt- og vestjyske erhvervsliv.
  • Målet er at øge samarbejdet mellem universitet og områdets virksomheder, så erhvervslivet fortsat har adgang til højtuddannet arbejdskraft.

TBMI-faget

  • Skal lære de studerende at opbygge eller forbedre virksomheders forretningsmodeller med udgangspunkt i teknolog.
  • Højdepunktet er en såkaldt TBMI-Challenge, hvor de studerende bliver sendt ud i midt-og vestjyske virksomheder i tre dage for at løse praktiske problemstillinger for dem.
  • Fondene støtter TBMI-Challenge de næste tre år.
  • Finder i år sted fra den 1. til 3. april.

Nøgleord

Kontakter

Anders Frederiksen, institutleder ved Aarhus Universitet i Herning, 616220207, afr@btech.au.dk.
Kenneth Iversen, formand for AUHE MidtVest’s Støttefond, 40141422, ki@kiversen.dk.
Claus Omann Jensen, direktør for Færchfonden, 20650000, coj@faerch.dk

Rasmus Eriksen, kommunikationskonsulent ved Aarhus Universitet, Aarhus BSS, 86164745, rasmuseriksen@au.dk

Links

Information om Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Aarhus Universitet: Aarhus BSS
Aarhus Universitet: Aarhus BSS



Om Aarhus BSS

Aarhus BSS er en bred business school ved Aarhus Universitet. Med ca. 15.700 dagsstuderende og flere tusinde deltidsstuderende, 275 ph.d.-studerende og godt 500 videnskabelige medarbejdere er Aarhus BSS en af Europas største business schools og Danmarks største universitære enhed inden for business og samfundsvidenskab med en stor faglig bredde.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Aarhus BSS

Forældre til unge med dobbeltdiagnose har brug for specialiseret hjælp28.4.2020 09:34:43 CESTPressemeddelelse

Viden om psykiske lidelser og rusmiddelbrug, individuelle samtaler og samtaler med andre forældre er nogle af de elementer, som kan hjælpe forældre til unge, der både har psykiske lidelser og et stort forbrug af alkohol eller stoffer. Det viser en evaluering af en ny behandlingsmodel, som Novavi Stofrådgivningen har afprøvet i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum