Folkeskolens elevdemokrati er på dagsordenen
22.10.2020 11:14:39 CEST | Esbjerg Kommune | Pressemeddelelse
Folkeskolen i Esbjerg Kommune er i søgelyset, og mange har rettet blikket mod sydvest for at følge arbejdet med regeringens og kommunens velfærdsaftale, som fra næste skoleår sætter folkeskolen fri. På vejen mod en ny og endnu bedre folkeskole har Esbjerg Kommune et solidt fundament af erfaringer og viden at stå på, og en del af det grundlag er i fokus, når Børn & Familieudvalget mandag den 26. oktober får besøg af formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen.
Styrke elevdemokratiet
I mødet deltager også formanden for Esbjerg Kommunes Fælleselevråd, Olga Ahlquist, og næstformanden, Ida Thunbjerg, som sammen med politikerne og formanden for Danske Skoleelever har sat elevdemokratiet på dagsordenen. Netop Danske Skoleelever har givet Esbjerg titlen som Elevvenlig Kommune som en anerkendelse af elevdemokratiet og inddragelsen af eleverne i spørgsmål og beslutninger, der har indflydelse på deres skoleliv.
Konkret bliver der til mødet anledning til at drøfte en undersøgelse, som Børn & Familieudvalget fik lavet sidste år for at blive klogere på elevrådsarbejdet på alle kommunens skoler. Undersøgelsen viser, at alle skoler har elevråd, som bliver inddraget i relevante emner, og den peger samtidig på områder, som skolerne kan arbejde videre med for at styrke elevdemokratiet. Både Esbjerg Kommunes Fælleselevråd og Danske Skoleelever bakker op om ambitionerne og har sammen arrangeret en online workshop for alle elevrådsmedlemmer og deres kontaktlærere den 30. oktober.
Elevernes folkeskole
Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser frem til besøget af Danske Skoleelever og sætter pris på indsatsen for skoleeleverne.
”Folkeskolen er først og fremmest elevernes, og de skal kunne lære og trives, når de hver dag i mange år går i skole, så det er fuldstændig afgørende, at vi lytter til dem både ude på skolerne og hos os på det politiske niveau. Deres mening er vigtig for os, og eleverne skal opleve, at de kan være med til at bestemme over det, der er deres liv og hverdag. Derfor er jeg glad for, at vi har stærke elevråd og et godt samarbejde med Danske Skoleelever, så vi sammen får sat den rigtige retning for et velfungerende elevdemokrati”, siger Diana Mose Olsen.
Indflydelse på skoledagen
Formanden for Danske Skoleelever, Esther Vyff Petersen, kommer fra Tjæreborg og kender derfor selv Esbjerg Kommunes folkeskole. Med til mødet har hun en række emner, som hun ønsker at drøfte. Det handler fx om faglighed for alle, profilering af folkeskolen og fysisk og psykisk undervisningsmiljø.
”Vi elever kender skoledagen bedre end nogen andre, og for mig handler elevdemokrati om noget så simpelt som at lytte til elevere og rent faktisk give os indflydelse på vores egen skoledag. Det er man langt med i Esbjerg. Vi kan dog altid gøre endnu mere, og jeg håber, at vi til mødet får mulighed for at drøfte, hvordan vi sikrer undervisningsmiljørepræsentanter på alle skoler i Esbjerg Kommune, og også dele vores erfaringer om niveaudifferentieret undervisning. Endelig håber jeg selvfølgelig også, at vi i Danske Skoleelever får lov til at give vores besyv med, når kommunen snart skal til at indrette deres drømmeskole i forbindelse med regerings nye frihedsforsøg”, siger Esther Vyff Petersen.
Kontakter
Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget, tlf. 29 43 29 26, diol@esbjergkommune.dk
Esther Vyff Petersen, formand for Danske Skoleelever, evp@skoleelever.dk
Information om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Tre projekter gør området fra Kongensgade til Havnegade grønnere31.3.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Esbjerg Kommunes store byomdannelsesprojekt i Bymidte Vest bevæger sig nu ind i anlægsfasen. I uge 16 går arbejdet i gang med både Kleveparken, Stormgades grønnere profil og den vestligste del af Kongensgade.
Flere plejefamilier søges – mød os til åbent hus27.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Har du overskud, omsorg og lyst til at gøre en forskel for et barn? Så inviterer Familieplejen i Esbjerg, Varde og Vejen Kommuner til åbent hus om livet som plejefamilie.
Festugens musikprogram vokser: Seks nye koncerter på plakaten27.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Esbjerg Festuge udvider musikprogrammet med seks nye navne, og publikum kan glæde sig til, at både kendte artister, nye stemmer og lokale kræfter går på scenen.
Esbjerg Kommune byder stor international datacenterinvestering velkommen26.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Esbjerg tiltrækker endnu en international milliardinvestering og styrker sin position som digitalt knudepunkt.
Vær med til at skabe sommerliv i Esbjerg Kommune25.3.2026 09:20:59 CET | Pressemeddelelse
Foreninger, kulturinstitutioner og andre med gode idéer til spændende kulturarrangementer opfordres til at søge støtte fra Esbjerg Kommunes Sommerlivspulje. 150.000 kr. er klar til at blive fordelt som støtte til gratis arrangementer for store og små i hele kommunen i perioden 27. juni til 12. august 2026. Ansøgningsfristen er 5. april 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
