Danmarks Statistik

Folkepensionen fylder 60 år: Næsten hver femte dansker modtager nu pensionen

Del

1. april er det 60 år har den danske folkepension eksisteret i 60 år, og i 2016 modtog 1,1 mio. personer pensionen. Andelen af folkepensionister er de seneste år steget mest i det nordligste Sjælland – mindst i de største byer. I flere kommuner er over 30 pct. af indbyggerne nu folkepensionister. Også i udlandet stiger antallet af modtagere af dansk folkepension.

Da folkepensionen trådte i kraft for 60 år siden modtog 384.000 personer ydelsen. Siden er antallet af folkepensionister i Danmark steget. De seneste år er antallet vokset fra 870.000 personer i 2008 til 1,1 mio. i 2016. Stigningen siden 2008 betyder, at andelen af folkepensionister blandt hele befolkningen er steget fra 15,8 pct. i 2008 til 19,2 pct. i 2016.

Det skriver Danmarks Statistik.

I hele perioden fra 2008 til 2016 har flere kvinder end mænd modtaget folkepension. I 2016 var 500.000 mænd og 600.000 kvinder på folkepension. Det skyldes primært, at kvinder lever længere end mænd.

Andelen af befolkningen, som folkepensionisterne udgør, varierer mellem kommunerne. Men sammenligner man 2008 med 2016, er tendensen, at andelen af befolkningen på folkepension, er vokset over hele landet.

I 2008 var det kun i Læsø og Ærø Kommuner, at mere end hver fjerde indbygger var folkepensionist. I 2016 fik Læsø og Ærø følgeskab af Samsø, Langeland, Fanø, Odsherred, Lolland, Bornholm og Hørsholm Kommuner, hvor mere end hver fjerde beboer nu også var på folkepension.

Omvendt modtog under 16 pct. af befolkningen folkepension i 40 kommuner i 2008. I 2016 var det kun tilfældet i København, Århus, Ishøj og Frederiksberg Kommuner.

Kommuner med lavest andel folkepensionister

Kommune

Andel i pct. 2008

Kommune

Andel i pct. 2016

Ishøj

10,4

København

9,9

København

10,5

Aarhus

13,8

Egedal

11,9

Ishøj

15,1

Aarhus

12,0

Frederiksberg

15,9

Albertslund

12,0

Gladsaxe

16,1

Skanderborg

12,1

Odense

16,4

Høje-Taastrup

12,6

Høje-Taastrup

16,5

Solrød

12,8

Skanderborg

16,8

Favrskov

13,1

Hvidovre

16,8

Greve

13,5

Albertslund

16,9

Kommuner med højest andel folkepensionister

Kommune

Andel i pct. 2008

Kommune

Andel i pct. 2016

Ærø

26,5

Læsø

34,6

Læsø

25,3

Ærø

33,5

Langeland

24,6

Samsø

31,9

Samsø

23,7

Langeland

31,5

Lolland

21,2

Fanø

30,2

Odsherred

20,4

Odsherred

28,0

Hørsholm

20,3

Lolland

27,2

Bornholm

20,1

Bornholm

26,9

Guldborgsund

19,8

Hørsholm

25,4

Fanø

19,7

Guldborgsund

24,9

 

Stigning i langt de fleste kommuner

Fra 2008 til 2016 er andelen af befolkningen, der modtager folkepension, stort set steget i alle kommuner. Kun i København, Lyngby-Taarbæk og Rødovre Kommuner er andelen faldet og i alle tre kommuner under 1 procentpoint.

Til sammenligning er andelen af folkepensionister steget mest i ø-kommuner som Fanø (10,5 procentpoint), Læsø (9,3 procentpoint) og Samsø (8,2 procentpoint). Ser man bort fra øerne, har Odsherred Kommune oplevet den største stigning i andelen af indbyggere, der modtager folkepension. Her er stigning 7,6 procentpoint fra 20,4 pct. af befolkningen i 2008 til 28,0 pct. i 2016. Lige efter Odsherred ligger Gribskov Kommune, hvor andelen af folkepensionister er steget med 7,4 procentpoint fra 16,6 pct. i 2008 til 24,0 i 2016.

Overordnet gælder det, at andelen af folkepensionister blandt indbyggerne vokser langsomst i og omkring de store byer. I 17 kommuner er andelen af folkepensionister vokset med mindre end 3 procentpoint. Disse kommuner er de fire største byer (København, Århus, Odense og Aalborg) to jyske kommuner (Kolding og Horsens) og 11 kommuner omkring København.

Flere folkepensionister i udlandet

Ligesom det samlede antal folkepensionister er antallet af modtagere af folkepension uden for Danmarks grænser også steget. I 2007 modtog 27.000 personer bosat i udlandet folkepension. I 2016 var antallet 46.900.

Stigningen i modtagere i udlandet kan ikke udelukkende forklares ved, at der er blevet flere folkepensionister i det hele taget. Andelen af folkepensionisterne, der ikke bor i Danmark, er steget fra 3,2 pct. i 2007 til 4,3 pct. i 2016.

De fleste modtagere af folkepension, der bor uden for Danmarks grænser, bor i vores nabolande, Sverige (12.800), Tyskland (6.200) og Norge (6.000).

I Spanien bor også en del folkepensionister. Disse personer er i højere grad flyttet ud af landet senere i deres liv, end dem, som bor tættere på Danmark, viser denne NYT fra Danmarks Statistik.

Om folkepension

Folkepensionsalderen har ændret sig gennem årene. I øjeblikket er den 65 år, men fra 2019 til og med 2022 sættes folkepensionsalderen gradvist op, så den i 2022 er 67 år.

Læs mere om, hvem der kan få folkepension på borger.dk.

Nøgleord

Kontakter

Magnus Nørtoft, journalist, Danmarks Statistik, 39 17 31 98

Billeder

Information om Danmarks Statistik

Danmarks Statistik
Danmarks Statistik
Sejrøgade 11
2100 København Ø

39 17 39 17http://www.dst.dk
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum