Folkemødet: Kvinder taler om mennesker, mænd taler om forsvar, klima og økonomi

Næsten to ud af tre af deltagerne i paneldebatterne på Folkemødet er mænd, og sådan har det været i alle de fem år, hvor KVINFO har opgjort kønsbalancen. Med 37,4 procent kvinder og 62,6 procent mænd er der kun rettet en lille smule op på ubalancen fra sidste år, hvor 36,5 procent af debattørerne var kvinder.

”Efter et år, hvor der virkelig har været gang i ligestillingsdebatten, med #metoo, repræsentation ved kommunalvalget, ligeløn og meget andet, så undrer det mig at fremgangen er så lille,” siger Henriette Laursen, der er direktør for KVINFO. ”Så det er stadig mest mænd folket kommer til at høre. Men er det virkelig sådan, vi synes et Folkemøde skal se ud?”

Samtidig er andelen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund blandt debattørerne forsvindende lille – bare 1,8 procent, selv om de udgør 8,3 procent af den danske befolkning. Det er et problem, mener organisationen Ansvarlig Presse, som arbejder for mere etnisk diversitet i medierne.

”Folkemødet bliver besunget som et vigtigt sted for demokratisk samtale mellem folket, meningsdannere og magthavere. Men så længe ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der til stadighed er genstand for så meget politisk og offentlig debat, udgør en forsvindende lille del på folkemødet, bliver det ikke til mere end tomme floskler,” siger Laura Na Blankholm, forkvinde for Ansvarlig Presse.

Og når det gælder køn består panelerne i hele 220 af debatter med tre eller flere debattører udelukkende af mænd.

”Hvis man går ind til en tilfældig debat på Folkemødet, så vil man i mere end hver tiende møde et panel helt uden kvinder. Og som det ikke var trist nok, så er der endnu længere mellem paneler, hvor man kan møde en deltager med ikke-vestlig oprindelse,” siger Henriette Laursen.

Kvinderne passer børnene – og ligestillingen

Selv om den overordnede kønsfordeling faktisk ikke er så langt fra de 40/60 procent, som man betragter som normalområdet, så slår den skæve kønsbalance meget hårdere igennem på nogle emner end andre. Ingen af de emnekategorier, som Folkemødet deler debatterne op i, har flertal af kvinder, men der er tæt på en ligelig fordeling i debatter om sundhed, børn og socialpolitik. Til gengæld sidder mændene tungt på en række emner som forsvar, transport og byggeri, energi og klima og økonomi.

Hvis man dykker ned i programmet, så er der faktisk en del arrangementer, hvor kvinderne er i flertal, selv inden for de mere mandsdominerede temaområder. Men kigger man nærmere på dem, er der også en tendens til at det er i debatter om ligestilling inden for området.

I et af de emner med flest arrangementer, nemlig Vækst, erhverv og beskæftigelse, hvor 68 procent af debatdeltagerne er mænd, så finder man fx paneler domineret af kvinder i debatter om psykisk arbejdsmiljø i lyset af #MeToo og ligestillings betydning for økonomien. Det samme gælder fx debatten ”Er velfærd vejen til kvinders frigørelse?” under temaet Økonomi, finans og skat.

Minoriteternes rolle

Også blandt de få debattører med ikke-vestlig baggrund ses en tydelig tendens til, at de hyppigst optræder i debatter om integration, men ikke får meget taletid i generelle samfundsanliggender.

Det er således især i debatter under temaet Socialpolitik og integration, at man finder debatter med deltagere med minoritetsbaggrund. De få paneler, der har mere end én debattør med minoritetsbaggrund handler blandt andet om omskæring, islamofobi eller om at stå med et ben i to verdener.

”Det tyder på, at etniske minoriteter kun er inviteret til majoritetens selskab, når de kan tale om spørgsmål knyttet til deres etniske identitet. Den misvisende repræsentation på folkemødet afspejler dermed nyhedsmediernes misrepræsentation af etniske minoriteter, siger Laura Na Blankholm fra Ansvarlig Presse.

Henriette Laursen peger på, at den skæve repræsentation både på folkemødet og i samfundsdebatten generelt, giver et for snævert grundlag at tage politiske beslutninger på.

”Det er selvfølgelig fint, at både kvinder og etniske minoriteter kommer til orde i de debatter, som angår deres vilkår meget direkte. Men det er ikke fint, hvis det kun er på de områder, de for alvor får lov at blande sig. Det er et demokratisk problem, både i forhold til at sikre at alle har indflydelse, og fordi vi risikerer et samfund, som i alt for høj grad er indrettet på en begrænset samfundsgruppes præmisser og erfaringer,” siger Henriette Laursen.