Fødevarevirksomheder klar til at løfte kæmpe emballageopgave fra de danske husholdninger
3.9.2022 07:44:21 CEST | Landbrug & Fødevarer | Pressemeddelelse
En bred politisk aftale om den danske implementering af EU's emballagedirektiv giver alle virksomheder i 2025 ansvaret for affaldsbehandlingen af den emballage, de anvender til deres produkter. Ansvaret ligger i dag hos kommunerne, men med den nye aftales flyttes opgaven, til en værdi af omkring 2,3 milliarder kroner årligt, over til virksomhederne. Det betyder samtidig, at de danske husholdninger hver især får reduceret deres årlige affaldsgebyr med ca. 600 kroner, fordi virksomhederne overtager ansvaret.
Virksomheder vil løse opgaven i fællesskab
For at komme i mål med den store, vigtige opgave etablerer erhvervsorganisationerne Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og Dansk Erhverv og dagligvarehandlen/mærkevareleverandørerne i form af Dagsam nu i fællesskab VANA – Dansk Emballageansvar, som skal kunne varetage producenternes ansvar.
VANA vil – på vegne af producenterne - sikre indsamling, sortering og genanvendelse af emballage fra de danske husholdninger. I praksis vil det stadig være kommunerne, der mod betaling fra virksomhederne, står for at afhente affaldet, og i fællesskab sikrer virksomhederne, via den kollektive ordning, den videre sortering og genanvendelse.
Fødevarevirksomhederne har en stor opgave – i samarbejde med forbrugerne
Landbrug & Fødevarer, som er brancheorganisation for de danske fødevarevirksomheder, skønner, at over halvdelen af danskernes husholdningsaffald er emballage fra fødevarer.
- Landbrug & Fødevarer ser indsatsen som endnu en del af vores arbejde for endnu mere bæredygtighed i den danske fødevareklynge. Sammen med de øvrige erhvervsorganisationer og vores medlemsvirksomheder i fødevarebranchen er vi klar til at tage det ansvar, der følger med, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.
Virksomhederne tager altså opgaven på sig. Flemming Nør-Pedersen kommer samtidig med en vigtig appel:
- Vi får brug for alle danskeres hjælp! Det er ude hos hver enkelt af os, sorteringen og genanvendelse skal foregå. Som organisationer og virksomheder har vi brug for et samarbejde med forbrugerne, så vi som samfund kan få den bedste og mest bæredygtige genanvendelse af emballagerne, siger Flemming Nør-Pedersen.
- Lige som vi de seneste år er lykkedes med at få mange danskere til at hjælpe med at stoppe madspild, så skal vi sammen i gang med at stoppe emballagespild, siger han.
Fødevarevirksomheder arbejder målrettet med bæredygtig emballage
Fødevarevirksomhederne har de seneste år taget mange konkrete skridt i forhold til at forbedre den emballage, de bruger, i en mere bæredygtig retning.
- Jeg er sikker på, at det udvidede producentansvar sætter yderligere skub i arbejdet, blandt andet fordi virksomhederne nu kan gå sammen om nye, fælles løsninger, siger Flemming Nør-Pedersen.
Virksomhederne arbejder også allerede med at reducere emballageforbruget. Men bæredygtighedsarbejdet på emballageområdet handler også om - sammen med emballageleverandører - at udvikle helt nye typer emballage, der kan beskytte den pågældende fødevare og ikke går på kompromis med fødevaresikkerheden, samtidig med at emballagen kan recirkuleres og genanvendes.
- Der er ingen tvivl om, at den nye aftale stiller store krav til virksomhederne og kommer til at sætte fart på innovation og nytænkning inden for emballage. Her har vi brug for den innovative, danske tilgang, hvor vi løser udfordringer i samarbejde, siger Flemming Nør-Pedersen.
Fakta: Det udvidede producentansvar og den politiske aftale
- Det udvidede producentansvar for emballage er et EU-krav og skal være indført i alle medlemslande senest 1. januar 2025.
- Producentansvaret betyder, at landets virksomheder fremover skal betale for håndtering og genanvendelse af affaldet fra den emballage, de sender i omløb.
- Aftalen har som princip, at jo mere emballageaffald, en virksomhed sender på markedet, jo større regning får virksomheden. Omvendt vil en reduktion i emballageforbruget samt mere miljørigtig emballage, der kan genbruges eller genanvendes, betyde en mindre regning.
- Som en del af producentansvaret etableres kollektive ordninger, som på vegne af producenterne forestår de administrative og praktiske opgaver med at håndtere og genanvende emballagen.
- VANA – Dansk emballageansvar er oprettet af Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og Dansk Erhverv og Dagsam, og virksomheder kan mod betaling tilslutte sig ordningen, som vil sikre efterlevelse af de nye krav.
Kontakt: Landbrug & Fødevarer Pressevagt: tlf 33 39 45 20.
Information om Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarer varetager fælles opgaver og erhvervsmæssige interesser for danske landmænd og fødevarevirksomheder
Følg pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer
L&F: Ingen medicinrester i dansk grisekød14.3.2026 12:58:43 CET | Pressemeddelelse
Landbrug & Fødevarer fastslår, at dansk grisekød er fuldstændigt sikkert – uden medicinrester og underlagt nogle af verdens skrappeste kontroller.
TV2 retter fejl bragt i bedste sendetid: Fejlagtigt grundvandskort gav misvisende billede13.3.2026 19:23:01 CET | Pressemeddelelse
Landbrug & Fødevarer sendte tidligere på ugen en klage til TV2 over deres brug af et GEUS-kort i programmet ’Topmødet’, der blev sendt søndag aften. Nu bringer TV2 en berigtigelse.
TV2 viste forkert kort i statsministerduel: Nitratniveau 25 gange under grænseværdi12.3.2026 14:14:52 CET | Pressemeddelelse
Landbrug & Fødevarer kræver en berigtigelse fra TV2 efter en statsministerduel i programmet Topmødet, hvor Cecilie Beck i debatten mellem statsminister Mette Frederiksen og Venstres formand Troels Lund Poulsen, viste hele Danmark et misvisende kort over nitrat i grundvandet.
Lokale treparter kan også håndtere drikkevand12.3.2026 13:23:15 CET | Pressemeddelelse
De lokale grønne treparter har god mulighed for at tænke drikkevandsbeskyttelse ind i arbejdet. Når det ikke alle steder er sket, skyldes det, at kort og data ikke har været tilgængelige i 2025.
Her er de nominerede til Årets grønne kantinemenu 202611.3.2026 10:23:34 CET | Pressemeddelelse
For første gang skal Årets grønne kantinemenu kåres i Danmark. Fire kantiner er nu nomineret og skal dyste i en helt ny cook-off konkurrence, hvor grøntsager og gastronomisk håndværk er i centrum.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
