Det Danske Filminstitut

'Flugt' modtager tre nomineringer til Oscar-festen

Del
OSCAR 2022. Jonas Poher Rasmussens 'Flugt' er nomineret i kategorierne for bedste internationale film, bedste dokumentarfilm og bedste animationsfilm til Oscar-festen. Også kortfilmen 'On My Mind' nåede Oscar-finalen, der afholdes den 27. marts i Los Angeles.
'Flugt' af Jonas Poher Rasmussen skal til Oscar-prisuddelingen den 27. marts. Foto: Final Cut for Real
'Flugt' af Jonas Poher Rasmussen skal til Oscar-prisuddelingen den 27. marts. Foto: Final Cut for Real

Instruktør Jonas Poher Rasmussen kan nu endelig sætte kursen mod den store Oscar-fest med sin animerede dokumentarfilm 'Flugt'.

Det blev slået fast, da Det Amerikanske Filmakademi tirsdag udmeldte de nominerede film og filmfolk til den 94. Oscar-prisuddeling, der finder sted den 27. marts i Los Angeles.

'Flugt' blev nomineret i ikke mindre end tre kategorier – nemlig for bedste internationale film, bedste dokumentarfilm og bedste animationsfilm.

Også Martin Strange-Hansens 'On My Mind' skal deltage i årets Oscar-fest med en nominering i kortfilm-kategorien.

Det er første gang, at en dansk film nomineres i kategorien for animationsspillefilm. Det er heller ikke sket før, at den samme danske film modtager mere end én nominering i filmkategorier. Sidste år skabte 'Druk' sensation, da filmen modtog en nominering i den internationale kategori, mens Thomas Vinterberg selv gik videre i dysten om titlen som bedste instruktør.

Claus Ladegaard, Filminstituttets direktør og formand for den danske komité, der i efteråret indstillede 'Flugt' til Oscar-kapløbet, siger:

"Det er fantastisk velfortjent, at 'Flugt' nu er med i finalen til Oscar-showet. Ikke bare i én, men hele tre kategorier. Instruktør Jonas Poher Rasmussen har sammen med sit hold skabt en vigtig film, der viser os den konkrete menneskelige tragedie bag enhver flygtnings historie, og som samtidig insisterer på kærligheden, humoren og håbet.

Også rigtig godt gået af den danske kortfilm 'On My Mind' af Martin Strange-Hansen, der klarede sig igennem nåleøjet, produceret af Oscar-veteranen Kim Magnusson.

Danmark er nu med til Oscar-festen for andet år i træk, og alene i løbet af de seneste ti år har seks danske film været nomineret i den internationale kategori. Det er i sig selv en stor bedrift for et lille land som vores. Men valget af 'Flugt' demonstrerer også, hvor bredt filmfortællingen og talentet spænder herhjemme. Det er ikke kun de stærke, velspillede dramaer, der skaber opmærksomhed hos Det Amerikanske Filmakademi, sådan som vi har set det i de tidligere år. Denne gang er dansk film braget igennem med en dokumentarisk fortælling, der ikke er mindre dramatisk og spændende, men som spiller på helt andre kunstneriske strenge. Den spændvidde kan vi med rette være meget stolte af.

Akademiets medlemmer har fået øje på det, som vi i komitéen har troet på helt fra starten: At 'Flugt' er en nyskabende og tankevækkende film af højeste internationale kaliber. Et stort tillykke til hele holdet!"

'Flugt' med et erfarent Oscar-hold

Jonas Poher Rasmussens anmelderroste 'Flugt' skildrer vennen Amin og hans rejse mod sikkerhed for 25 år siden fra Afghanistan til Danmark. Filmen er blevet overvældende varmt modtaget internationalt siden udtagelsen til Cannes Festivalens digitale version i 2020. På Sundance Filmfestivalen i 2021 vandt den prisen for bedste internationale dokumentarfilm, og på den toneangivende animationsfestival i Annecy modtog den hovedprisen for bedste film.

Andre festivalsværvægtere tæller Telluride, Toronto, New York og Chicago samt priser ved prominente amerikanske prisuddelinger som Gotham Awards og Critics Choice Documentary Awards, der rangerer højt i Oscar-sammenhæng.

'Flugt' har netop modtaget to nomineringer til de britiske BAFTA-priser, og den vandt Nordisk Råds Filmpris 2021 og høstede to priser ved European Film Awards i december for henholdsvis bedste dokumentar og bedste animation.

'Flugt' distribueres i USA af selskabet Neon, der lancerede Oscar-vinderen 'Parasite'.

Monica Hellström, Signe Byrge Sørensen og Charlotte de la Gournerie har produceret for Final Cut for Real, et selskab med to dokumentar-nomineringer i bagagen – nemlig for Joshua Oppenheimers 'The Act of Killing' i 2014 og 'The Look of Silence' i 2016.

Kortfilm fra M&M Productions

Martin Strange-Hansen modtog i 2003 en Oscar for kortfilmen 'Der er en yndig mand'. Nu er instruktøren klar til at deltage endnu engang i finalen, denne gang med en historie om en desperat ægtemand, der vil gøre alt for at opfylde sin kones ønske. Han vil synge og optage en karaoke-version af den sang, hun elsker allermest. I de bærende roller ses Camilla Bendix og Rasmus Hammerich.

'On My Mind' er produceret af Kim Magnusson, Christian Junget Madsen og Martin Strange-Hansen for Benzona Film og M&M Productions. Sidstnævnte selskab har en fornem Oscar-rekord med otte nomineringer i kortfilmkategorien og fire Oscar-statuetter. Med tirsdagens nominering kan M&M Productions nu tælle i alt ni nomineringer.

Flere danske filmfolk til Oscar-fest

Norges bidrag i den internationale kategori, 'Verdens værste menneske' af Joachim Trier, er koproduceret af danske Snowglobe ved Katrin Pors, Mikkel Jersin og Eva Jakobsen. Filmen modtog også en nominering i kategorien for bedste originale manuskript.

Den danske fotograf Dan Laustsen er nomineret i kategorien for bedste fotografering for sit arbejde på 'Nightmare Alley' af Guillermo del Toro. Den danske fotograf var også nomineret i 2018 for sit arbejde på del Toros 'The Shape of Water'.

Danske Oscar-film

Fire danske film har vundet en Oscar i den internationale kategori:

Gabriel Axels 'Babettes gæstebud' i 1988, Bille Augusts 'Pelle Erobreren' i 1989, Susanne Biers 'Hævnen' i 2011 og Thomas Vinterbergs ’Druk’ i 2021.

Herunder ses danske Oscar-indstillinger siden Susanne Biers Oscar-vinder i 2011. Listen er sorteret efter året for prisuddelingen:

2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-vinder
2020 Dronningen / May el-Toukhy
2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder

Se Filminstituttets Oscar-oversigt

Kontakter

Billeder

'Flugt' af Jonas Poher Rasmussen skal til Oscar-prisuddelingen den 27. marts. Foto: Final Cut for Real
'Flugt' af Jonas Poher Rasmussen skal til Oscar-prisuddelingen den 27. marts. Foto: Final Cut for Real
Download

Links

Information om Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55
1123 København K

+45 3374 3400https://www.dfi.dk/

Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.

Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye