Røde Kors

Flere søger selskab juleaften: Rekordmange tilmeldinger til Julevenner

Del

Der er allerede mere end 1.000 tilmeldinger til Julevenner i år – et samarbejde mellem Røde Kors og Boblberg, der bringer mennesker sammen, som ikke ønsker at holde jul alene. Tilmeldingerne til Julevenner er højere end nogensinde før.

Tilmeldingen til Julevenner er åben både for julegæster og juleværter, og antallet af tilmeldte forventes at blive det højeste nogensinde, fortæller Luise Lystlund, som er projektleder på Julevenner hos Røde Kors:

”Der er mange tilmeldinger hver eneste dag. Hvis jeg siger, der er 1.040 tilmeldte i dag, så er der måske over 1.100 i morgen. Det er helt vildt. Og erfaringen fra tidligere år viser, at det først begynder at tage rigtig fart her i midten af december.”

Bag tilmeldingerne kan der være flere end bare ét menneske. De på nuværende tidspunkt 1.040 tilmeldinger dækker over 3.277 personer, hvor der især er flere personer pr. tilmelding blandt juleværter, fx familier.

Julevenner er for alle
Ingen skal holde jul alene, hvis de gerne vil være sammen med andre, og derfor kan alle, der har lyst, tilmelde sig Julevenner. Og årsagerne til det kan være mange, fortæller Luise Lystlund: 

”Julegæsterne, som er dem, der søger et sted at holde jul og nogen at holde jul sammen med, melder sig af mange forskellige grunde, fx fordi de føler sig ensomme, eller er udvekslingsstuderende eller udstationerede og derfor er langt væk fra familie og venner. Nogle er nyskilte og har første jul alene, fordi børnene er hos den anden forældre. Andre er nysgerrige på, hvordan det er at holde dansk jul. Fælles for dem alle er, at de vil træde ind i et hjem d. 24. december, hvor døren står åben, og samvær er i højsædet”, siger Luise Lystlund og fortæller, at der er flere Julevenner, som holder kontakten, hvoraf nogle også holder juleaften sammen igen.

Fælles for juleværterne, som er dem, der inviterer en eller flere gæster ind til deres juleaften, er, at de har lyst til at møde nye mennesker, dele de danske juletraditioner, hjælpe andre eller noget helt fjerde. Julen er hjerternes fest og rigtig mange værdsætter en hyggelig juleaften.

”Julevenner skaber et rum, hvor det er okay at række ud og blive rakt ud til. Det er med til at bryde tabuet om ensomhed og det at føle sig alene, og det er både godt og vigtigt, at vi tør tale om det og handle på det. Og så er det virkelig rørende at se så mange mennesker, som hjælper hinanden og ikke mindst høre om de mange gode oplevelser fra stuerne efterfølgende”, siger Marie-Louise Gotholdt, national chef hos Røde Kors om aktiviteten, der har eksisteret siden 2012 og dermed kan fejre 10-års jubilæum i år.

En åben juleinvitation
Der er mulighed for at finde Julevenner på Julevenner.dk. Man kan vælge at gøre det på egen hånd med tekst og billede knyttet til hver julegæst og hver julevært. Det er også muligt at få hjælp af Røde Kors, hvor frivillige sidder klar ved telefonen og sammensætter Julevenner ud fra de tilmeldtes ønsker og interesser.

På nuværende tidspunkt er der flere tilmeldte juleværter end julegæster, fortæller Luise Lystlund fra Røde Kors:

”Det er dejligt at se, at folk rækker ud og hjælper hinanden. Med omkring en uge til jul gør vi hos Røde Kors meget for, at værter og gæster finder sammen. Rundt om i landet sidder der mange forhåbningsfulde juleværter, som glæder sig til at byde velkommen juleaften,” siger Luise Lystlund og opfordrer til, at man melder sig som julegæst, hvis man sidder alene og kunne tænke sig at holde jul sammen med nogen i år.

Læs mere på Julevenner.dk

Fakta om Røde Kors’ Julevenner

· Julevenner er for alle, der ikke ønsker at holde jul alene

· Julevenner har eksisteret siden 2012

· I 2019 blev samarbejdet om Julevenner mellem Boblberg og Røde Kors etableret

· 1.040 tilmeldinger til Julevenner i år indtil videre (medio december). Det er 3.277 tilmeldte personer

· Tilmeld dig som juleven (enten gæst eller vært) på Julevenner.dk eller skriv til julevenner@rodekors.dk

· Du kan også tilmelde dig ved at ringe til Røde Kors på tlf. 3529 9660. Her kan du også henvende dig, hvis du har spørgsmål til Julevenner

Kontakter

For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

3529 9699
Røde Kors.dk/presse

Information om Røde Kors

Røde Kors
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø

+45 35 25 92 00https://www.rodekors.dk/

Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum