Dansk AM Hub

Flere produktionsvirksomheder anvender AM-teknologi

Del
Der blev 3D printet som aldrig før i 2021, hvor flere danske produktionsvirksomheder satte grøn strøm til printteknologien og især oplevede teknologiens bæredygtige potentiale.

Ifølge den nyeste AM Rapport 2022 er anvendelsen af Additive Manufacturing (AM) / industrielt 3D print steget stødt fra 2018 til 2021. Nye undersøgelser fra Syddansk Universitet og Jysk Analyse viser, at en tredjedel af produktionsvirksomhederne benyttede AM-teknologi i 2021, hvilket er en markant fremgang siden 2018, hvor SDU fandt, at det kun var en fjerdedel af virksomhederne, der anvendte teknologien. Samme positive udvikling ses også i undersøgelser hos Danmarks Statistik, hvor der ligeledes har været en stigning fra 2018 til 2020.

”Det er absolut positivt, at flere danske virksomheder tager teknologien til sig og derved er i stand til at skabe en produktion, der skruer ned for materiale, spild og transport og op for mere skræddersyede, cirkulære og ganske enkelt bedre produkter og emner. I det hele taget får vi en mere smart produktion”, siger Frank Rosengreen Lorenzen, direktør i Dansk AM Hub.

AM Rapporten udgives årligt af Dansk AM Hub, der arbejder for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne ved at fremme brugen af AM og 3D print for især at hjælpe virksomheder til at tage de første skridt mod en mere bæredygtig produktion, hvor AM giver mulighed for en lokal on-demand produktion med mindre transport og mindre CO2-udledning.

”Og årets kortlægning viser tydeligt, at vi lykkes med vores indsats med at udbrede AM-teknologien i Danmark”, lyder det fra en tilfreds direktør.

Blandt de afgørende faktorer i beslutningen om at anvende teknologien er hastighed og ’time-to-market’, men resultaterne peger også på, at der er et større fokus på det bæredygtige potentiale blandt de produktionsvirksomheder, som anvender teknologien.

Ifølge SDU har hver femte af de virksomheder netop anvendt AM til at skabe en mere bæredygtig produktion med et reduceret materialeforbrug og -spild samt udvikling af produkter, der er lettere at genanvende. Og ifølge Jysk Analyse anvender 69 procent af virksomhederne AM-teknologien til at producere mere skræddersyede produkter, hvilket kan reducere materialeforbruget og dermed bidrage til en mere bæredygtig produktion.

”Danmark kan blive det land, der fremstiller de grønne produkter, verden vil efterspørge, hvis vi lærer at beherske nye produktionsteknologier som 3D print. Traditionel produktion med støbning og fræsning har vi kendt siden bronzealderen, men der er et stort uudnyttet potentiale i 3D print”, siger Frank Rosengreen Lorenzen, som især bemærker, at flere af virksomhederne ifølge undersøgelsen i 2021 oplever en større bæredygtig effekt ved produktion med teknologien, end de havde forventet.

Samme budskab kommer fra Industriens Fond, som har initieret og udviklet samt fortsat støtter Dansk AM Hub:

”Danske virksomheder skal være mere bæredygtige, end de er i dag, for det er afgørende, at industrien spiller en aktiv rolle og er med til at løfte, hvis vi som samfund skal lykkes med bæredygtig omstilling. Resultaterne fra analysen viser en positiv udvikling, for dansk erhvervsliv skal prioritere bæredygtig produktion og se på nye teknologiske løsninger som for eksempel Additive Manufacturing, som rummer et helt særligt bæredygtigt potentiale”, siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

Selvom det er positivt, at flere tager AM-teknologien til sig, er der dog stadig et behov for at udbrede kendskabet til, hvordan AM-teknologien praktisk anvendes i produktionsvirksomheder samt hvordan teknologien har potentiale til en mere bæredygtig produktion.

Ifølge Dansk AM Rapport 2022 er den mest udbredte barriere for implementering af AM-teknologi, at virksomhederne ikke kan se, at teknologien er relevant for deres forretningsområde.

”Teknologien er ikke længere udfordringen. Der findes nu et utal af printere og software, og du kan printe i materialer som beton, titanium, glas, plast, chokolade, komposit osv. Den store udfordring i dag er, at industrien mangler viden om, hvordan de som producenter kan bygge en forretningsmodel omkring 3D print, hvordan de kan designe og udvikle en AM-komponent eller produkt, og hvordan de dokumenterer de miljømæssige gevinster”, siger Frank Rosengreen Lorenzen:

”De næste år skal vi kræve af vores produktion, at de tør frigøre sig fra de – jeg fristes til at sige gammeldags – produktionsprocesser, som vi har bygget industrialiseringen på og i stedet udforske de muligheder og fordele, der findes i additiv produktion”.

 Dansk AM Rapport 2022 og screeningen fra SDU kan findes på https://am-hub.dk/dansk-am-rapport/

Kontakter

Aia Lykke, kommunikationschef i Dansk AM Hub, + 45 61 68 31 88 / al@am-hub.dk

Billeder

Information om Dansk AM Hub

Dansk AM Hub
Carl Jacobsens Vej 16, opgang 16, 1. sal
2500 Valby

http://www.am-hub.dk
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye