Tønder Festival

Flere navne til Tønder Festival

Del
Programmet nærmer sig sit fulde omfang. Otte internationale og danske navne er føjet til på Tønder Festival 2023. Blandt andre Jim Lauderdale, Altan, Dustbowl Revival, Tejon Street Corner Thieves og Twang. Samt syv navne i forbindelse med Folk Spot Denmark.
Jim Lauderdale
Jim Lauderdale

Tønder Festival får besøg af en af de helt store sangskrivere på den amerikanske countryscene. Jim Lauderdale har været med siden 1970’erne, og en lang række store navne har indspillet hans sange.

Der er gensyn med det amerikanske band Dustbowl Revival, som har optrådt i Tønder to gange tidligere. Et andet amerikansk band kommer til Tønder for første gang, nemlig trash-bluesgrass-bandet Tejon Street Corner Thieves.

Den traditionelle irske folkemusik bliver fornemt repræsenteret med to stærke veteran-navne: Altan og Kíla. Fra England kommer sangskriveren Roo Panes, et af den britiske folkscenes varme navne.

Fra Danmark kommer to nyere navne. Dels trioen Twang, som nyfortolker den amerikanske folkemusiktradition, og sangskriveren Kristian Bach, som modtog folkemusikprisen “Årets Helge” i 2022.

Syv nyere danske folkroots-navne bliver præsenteret på festivalen via Folk Spot Denmark, som i mange år har været en samarbejdspartner med Tønder Festival.

Overvejer man at købe armbånd til blot en enkelt dag på årets festival, åbner salget af endags-billetter til Tønder Festival 2023 1. maj kl. 10.

OM KUNSTNERNE:

Jim Lauderdale (USA)

Jim Lauderdale er i høj grad “sangskrivernes sangskriver”. Han er 66 år, har udgivet 34 album, vundet flere Grammy’er og modtaget Americana Music Association’s Wagonmaster Award. Han har været en del af den amerikanske countryscene siden sidst i 1970’erne og har arbejdet sammen med folk som Ralph Stanley, Robert Hunter, Loretta Lynn, George Jones, Emmylou Harris, Elvis Costello, Buddy Miller og Lucinda Williams – og har leveret sange til mange andre kunstnere også. Stilmæssigt ligger han lunt i svinget med country, bluegrass, blues og americana som vejbelægning. Han gik på college i North Carolina, spillede bluegrass og folk og søgte ret hurtigt mod Nashville og derefter til New York. Han udgav sit første soloalbum i 1991, “Planet of Love”. Jim Lauderdales seneste album er “Game Changer” (2022) udgivet på hans eget selskab Sky Crunch Records. At skrive sange er hans metier. ”Det er en konstant udfordring at forsøge at blive ved med at lave bedre og bedre plader og skrive bedre og bedre sange. Jeg føler stadig, at jeg er en kunstner i udvikling,” har Jim Lauderdale udtalt. Eneste danske festival i 2023.

www.jimlauderdalemusic.com

Dustbowl Revival (USA)

Det er tredje gang, dette virile amerikanske band kommer til Tønder. Dustbowl Revival er bluegrass, swing, hot jazz, blues, soul og New Orleans-funk i en opdateret udgave.

I front er guitarist og sanger Zach Lupetin og sangerinde Lashon Halley – sidstnævnte har erstattet Liz Beebe, som trådte ud af bandet for nogle år siden. Hos Dustbowl Revival vælter kærligheden til den amerikanske rootsmusik ud over scenekanten til lyden af guitar, mandolin, ukulele, vaskebræt, violin, trompet og diverse andre instrumenter. Dustbowl Revival kommer fra Venice Beach i Los Angeles og fandt sammen i 2007. De kastede sig over de amerikanske stringband- og brassband-traditioner og fik hurtigt skabt sig et navn. I 2013 kårede bladet LA Weekly bandet som Best Live Band. Dustbowl Revival’s seneste

studiealbum er “Is It You, Is It Me” fra 2020. Magasinet American Songwriter skriver om udgivelsen: “et album, der forener et væld af stilarter, viser storartet musikalitet og mest af alt byder på fremragende sange". Eneste danske festival i 2023.

www.dustbowlrevival.com

Altan (IRL)

Altan er et af de største bands på den irske trad-scene og har siden starten i 1987 besøgt Tønder Festival seks gange. Sidst var i 2017, hvor bandet kom forbi i forbindelse med deres 30-års jubilæumsturné. Altan blev dannet af Mairéad Ní Mhaonaigh og hendes nu afdøde mand, Frankie Kennedy, og skabte stor opmærksomhed i miljøet med folkemusikalske rødder i Donegal i det nordlige Irland. Ní Mhaonaigh har irsk-gælisk som sit modersmål, og hun har fortolket en lang række af de traditionelle sange. Udover Ní Mhaonaigh på sang og violin består Altan i dag af Ciarán Curran på bouzouki, Martin Tourish på harmonika samt guitaristerne Dáithí Sproule og Mark Kelly. Altan har turneret overalt i verden og har blandt andet optrådt for daværende præsident Clinton i Det Hvide Hus. Gruppen har desuden arbejdet sammen med navne som Dolly Parton, Jerry Douglas og Mary Chapin Carpenter. I 2018 kom det seneste albumudspil fra Altan. Albummet hedder “The Gap of Dreams” og er en musikalsk rejse tilbage til Donegal. Eneste danske festival i 2023.

www.altan.ie

Kíla (IRL)

Siden slutningen af 1980’erne har Kíla vendt op og ned på de irske folk-traditioner. Bandet definerer sig som Irish world music, og selvom udgangspunktet er den traditionelle irske musik, blandes det med alverdens musikalske udtryk og stilarter. Kíla har optrådt i 35 lande over hele verden og har besøgt festivaler som Glastonbury, Montreux Jazz Festival og Rainforest World Music Festival på Borneo. I en del år har Kíla produceret musik til film og tv-serier. I 2010 var gruppen med på soundtracket til animationsfilmen “The Secret of the Kells”, der opnåede en Oscar-nominering, og i 2015 var de med til at lave musik til endnu en Oscar-nomineret animationsfilm, “Song of the Sea.” Kíla består af bodranspiller Rónán Ó Snodaigh (har optrådt med Dead Can Dance), Dee Armstrong, fiddle, Colm Ó Snodaigh, fløjte, Rossa Ó Snodaigh, perkussion, James Mahon, uillean-pipe, Brian Hogan, bas, Seanán Brennan, guitar, og Dave Hingerty, trommer. I foråret 2023 udgav Kíla singlerne “Cara Liom” og “Raise the Road”, hvor Kíla har fundet sammen med det otte-mand store Paul Frost Brass Band. Eneste danske festival 2023.
www.kila.ie

Tejon Street Corner Thieves (USA)

Der er dømt vildskab og rå energiudladninger, når Tejon Street Corner Thieves går på scenen. Bandet kommer fra Colorado Springs og blev dannet i 2013. De spillede på gaden og på diverse mindre steder, og der gik ikke lang tid, før publikum og medier fik øje på dem. Håndværket var i orden, og bandets særegne blanding af americana, folk, bluegrass og blues tilsat generøse vitaminer af outlaw-attitude og “trash-grass”-stemning sparkede Tejon Street Corner Thieves godt fremad. De vandt i 2015 en lokal pris som Best of the Springs og de følgende år flere priser. Blandt andet avisen Colorado Springs Independent’s pris "Best Original Band" i 2018. Tejon Street Corner Thieves fik omfattende mediedækning, da de under corona-pandemien meget opfindsomt turnerede rundt i en gammel skolebus og spillede koncerter i sikker afstand fra publikum. Seneste album er “Thick As Thieves” fra 2022. De turnerer heftigt og spillede i 2022 blandt andet support for det canadiske band The Dead South, som også kommer til Tønder i år. Eneste danske festival i 2023.

www.cornerthieves.com

Roo Panes (ENG)

De færreste folkesangere har formentlig fundet vej til det internationale modemagasin Vogue. Men det har Roo Panes. Den 34-årige sangskriver fra Dorset i England har arbejdet som model blandt andet i en kampagne for modehuset Burberry. Her fik han også kanaliseret sine sange ud via Burberry Acoustic, som er modehusets særlige initiativ for britiske upcoming-sangskrivere. Roo Panes har udgivet sine sange siden 2014, hvor han debuterede med albummet “Little Giant”. Det blev efterfulgt af en række EP’er og album, og det seneste er “The Summer Isles” fra marts 2023. Roo Panes spiller 12-strenget guitar og er blevet betegnet som en klassisk singer-songwriter, der kan bringe mindelser om Donovan. Hans inspirationskilder er blandt andre Bob Dylan og Nick Drake, og med i bagagen har han en opvækst i en kunstnerisk familie - hans bedstemor var klassisk pianist og hans mor uddannet i teaterverdenen. Eneste danske festival I 2023.

www.roopanes.uk

Twang (DK)

Den danske folkroots-scene leverer konstant nye navne, som har et greb om rødderne og samtidig afprøver nye veje. Trioen Twang blev dannet i 2014 og har siden arbejdet sig støt og roligt fremad med en personlig og livlig fortolkning af amerikansk folkemusik. Bevæbnet med akustisk guitar, kontrabas, violin, banjo og tre vokaler tager Twang fat på traditionerne og tilfører gerne alle mulige andre stilarter. Lytteren vil finde snurrige elementer af jazz, hiphop og meget andet, og bandet er ikke bange for at dykke ned i en dyb og melankolsk sang for så i næste øjeblik at fyre et hit af pakket ind i humor og satire. Der er plads til både gråd og grin, og Twang veksler mellem egne kompositioner og klassikere fra folkemusiktraditionen. På scenen kan publikum opleve, at de tre musikere pludselig skifter instrumenter, når bassisten napper en guitar, og banjospilleren overtager bassen. Twang har høstet meget ros for deres trestemmige vokaler, som løfter det hele op og hylder de amerikanske traditioner. Twang består af Thyge Van Dassen, violin, vokal, Spencer Gross, guitar, kontrabas, vokal, og Peter Banks, banjo, kontrabas og vokal.

www.twang.dk

Kristian Bach (DK)

Den 39-årige danske sangskriver Kristian Bach vandt i 2022 prisen “Årets Helge”. Gennem årene har Kristian Bach med sine danske sange fået mere og mere opmærksomhed. Hans seneste album er “Shunuata” (januar 2023). I maj 2019 udgav han den satiriske single “Brev fra fronten”, der befandt sig på DR’s P5 i 15 uger. Tilbage i 2017 udkom debutalbummet “Første Trin”, hvorfra blandt andre sangen “Mod til at gøre det bedre” slog godt an. I 2016 vandt Kristian Bach Frie Skolers Lærerforenings konkurrence om at skrive deres officielle sang med sangen “Allerbedst sammen”. Kristian Bachs sange og musik har rødder i folk og country og med tråde til den danske visesangstradition. Hans sange er hudløst ærlige og personlige og kredser om psykologi, spiritualitet og værdi- og socialpolitiske emner. Han er uddannet musiklærer fra Den frie Lærerskole i Ollerup med speciale i korledelse og improvisatorisk sangskrivning. Kristian Bach kommer fra Sydfyn og bor i dag i København.

www.kristianbach.dk

Folk Spot Denmark 2023 (DK)

Siden 2012 har Folk Spot Denmark præsenteret danske folk/roots-orkestre med ambitioner om at nå ud til et bredere publikum både nationalt og internationalt. Arrangørerne bag initiativet er SPOT Festival og Tønder Festival. I år er syv nordiske folkroots-orkestre blevet udpeget til at være med på Folk Spot Denmark 2023. Det er en fagjury, der har udvalgt de syv orkestre, der i år tæller Azur Azur, Danish Fiddle Quartet, Folkens, HØST, OPTUR, Solsort og Sylfide. Foruden disse syv bands vil der også blive tilføjet et norsk navn. Som led i Folk Spot Denmark spiller de alle showcase-koncerter fredag 25. august og lørdag 26. august på årets Tønder Festival. Folk Spot-koncerterne er populære blandt publikum, som får serveret noget af det helt nye fra den nordiske folkroots-scene. Samtidig er koncerterne showcases målrettet indbudte internationale branche- og mediefolk, så orkestrene får adgang til et internationalt netværk.

Tønder Festival 2023 – indtil videre:

Graham Nash (USA), Sarah Jarosz (USA), Caleb Klauder & Reeb Willms Country Band with special guest vocalist Lukas Graham (USA, DK), David Ramirez (USA), Aoife O’Donovan (USA), Jim Lauderdale (USA), Joachim Cooder (USA), Nickel Creek (USA), Liam Ó Maonlaí (IRL), Michael McGoldrick, John McCusker & John Doyle (ENG/SCO/IRL), Allan Olsen (DK), Sierra Ferrell (USA), The Dead South (CAN), The Unthanks (ENG), David Ritschard (SE), Ariel Posen (CAN), Sorten Muld (DK), Frankie Gavin & De Dannan (IRL), Emily Scott Robinson, Alisa Amador & Violet Bell (USA), Lawrence Maxwell (CAN), Jeremy Dutcher (CAN), Buffalo Nichols (USA), Israel Nash (USA), The Local Honeys (USA), Adyn Townes (CAN), Ross Ainslie, Ali Hutton & Owen Sinclair (SCO), The Mary Wallopers (IRL), Lisa O’Neill (IRL), Dustbowl Revival (USA), Altan (IRL), Kíla (IRL), Roo Panes (ENG), Tejon Street Corner Thieves (USA), Leftover Salmon (USA), Aysanabee (CAN),Niteworks (SCO), Shane Smith & The Saints (USA), Hackensaw Boys (USA), Mec Lir (SCO), Gnoss (SCO), Margo Cilker (USA), Joshua Ray Walker (USA), Kelsey Waldon (USA), Willie Stratton (CAN), Mallemuk (DK), Det Yderste Hav (DK), The Tarantino Twist Show (DK), Bjonko (DK), AySay (DK), William Torp (DK), Baby Did A Bad Thing (DK), FolkBALTICA Ensemblet (DK, D), Twang (DK), Kristian Bach (DK), Folk Spot Denmark (DK).

 

Tønder Festival 24. 25. 26. 27. august 2023

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival

Twitter: @tonderfestival

Instagram: TONDERFESTIVAL

Billetsalg på www.tf.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Jim Lauderdale
Jim Lauderdale
Download
Altan
Altan
Download
Dustbowl Revival
Dustbowl Revival
Download

Information om Tønder Festival

Tønder Festival
Tønder Festival
Vestergade 80, 1
6270 Tønder

Tønder Festival er en unik festival med en klar profil, en stærk identitet og en atmosfære bygget op gennem fem årtier. Festivalen vokser år for år med frivillige, gæster, musikere og lokale, der alle har en ting til fælles: Kærligheden til det, der er gjort med omhu. Det særlige. Det ægte. I 2024 kan Tønder Festival fejre 50 års fødselsdag. Non profit siden 1974.

Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival

Lad din festivalbillet slå rødder: Tønder Festival planter træer for miljøet19.4.2024 08:29:58 CEST | Pressemeddelelse

I forbindelse med Bibliotekernes Verdensmålsuge planter Tønder Festival et træ for hver solgte partoutbillet i uge 17. Tønder Festival deltager i Bibliotekernes Verdensmålsuge, som finder sted i uge 17 (22.- 28. april). Bibliotekernes Verdensmålsuge sætter blandt andet fokus på vigtigheden af ​​at bevare og genoprette naturlige levesteder. Her vil Tønder Festival gerne byde ind for at støtte gode miljøinitiativer, og under mottoet “Lad din festivalbillet slå rødder” planter Tønder Festival et træ i lokalområdet for hver Tønder Festival-partoutbillet, der sælges i uge 17.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye