Sparekassen Kronjylland

Flere naturlige farvestoffer skaber vækst hos Chr. Hansen

Del
Vi går nu ind i en ny regnskabssæson blandt de danske C25-selskaber, og vanen tro tyvstartes den af Chr. Hansen. I morgen tidlig offentliggør selskabet nemlig regnskab for 3. kvartal af sit forskudte regnskabsår og dermed for perioden marts-maj.

Ingredienskoncernen har opnået en fin organisk vækst på ti procent i første halvdel af regnskabsåret, som for Chr. Hansens vedkommende begyndte i september. Otte procentpoint stammer fra volumen og mikseffekter og resten fra prisforhøjelser. I samme periode udgjorde indtjeningsmarginalen 27,1 procent.

I øjeblikket arbejder selskabet med at udvide produktionskapaciteten for kulturer på deres fabrik i Avedøre ved København, hvilket forventes afsluttet sidst på efteråret. Vi ser frem til, at de kommer med en statusopdatering på arbejdet. Som det er nu, er kapaciteten fuldt udnyttet, og det gør det svært for Chr. Hansen at være fleksibel i forhold til at optimere produktionsprocesser. De må således flytte varer mellem de forskellige produktionssteder, og det giver øgede omkostninger til logistik i form af luftfragt og ekstra personale.

Men udsigten ser lovende ud, for sidst selskabet gennemførte en udvidelse ved Avedøre, førte det over tid til en stigende indtjeningsmarginal.

Selskabets egne forventninger til indeværende regnskabsår lyder på en organisk vækst på otte til ti procent og en indtjeningsmarginal før særlige poster, som er en anelse højere end sidste regnskabsår, hvor den udgjorde 28,2 procent.

Chr. Hansen fremhæver toprimære årsager til forventningen om otte til ti procent organisk vækst i indeværende regnskabsår efter at have realiseret ti procent i første halvdel af regnskabsåret. For det første har divisionen for naturlige farvestoffer nydt omsætningsmæssig fordel af stigende råvarepriser, som er faktureret videre til kunderne. Denne positive påvirkning fra råvarer forventer selskabet ikke gentaget i andet halvår.

For det andet står selskabet over for svære sammenligningstal fra det kinesiske marked, idet Chr. Hansen i første halvår af sidste regnskabsår både vandt en del markante nye kunder og samtidig udvidede samarbejdet med eksisterende kunder.

Chr. Hansen oplever en solid vækst inden for naturlige farvestoffer, og vi ser frem til at få deres kommentar til forløbet af udskiftningen af kemiske farvestoffer med naturlige i den amerikanske fødevareindustri.

Aktiemarkedet forventer, at Chr. Hansen løfter omsætningen med 9,5 procent i indeværende regnskabsår til 1.065 millioner euro, mens indtjeningsmarginalen ventes øget til 28,5 procent.

Vi forventer som minimum, at selskabet indsnævrer forventningen til den organiske vækst for hele regnskabsåret i den øvre ende af intervallet i forbindelse med onsdagens regnskab.

Nøgleord

Kontakter

Skrevet af Sparekassen Kronjyllands aktiechef, CFA, Peter Haarup, pha@sparkron.dk, 89 12 24 87

Information om Sparekassen Kronjylland

Sparekassen Kronjylland
Sparekassen Kronjylland
Tronholmen 1
8960 Randers SØ

89 12 24 00http://www.sparkron.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye