Flere kommuner går med i samarbejde der skal hjælpe børn og unge i psykisk mistrivsel
Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Hørsholm og Helsingør kommuner bliver en del af STIME-samarbejdet. STIME står for ”styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed”. Ind til videre er 16 af regionens kommuner med i samarbejdet, der har eksisteret siden 2018.
I STIME får familierne en helhedsorienteret indsats i deres nærmiljø. Indsatsen er udviklet i et tæt samarbejde mellem psykiatri og kommuner, og børne- og ungdomspsykiatrien og kommunerne tager et fælles ansvar for at hjælpe børn og unge i alderen 3-17 år, som har brug for en lettere behandlingsindsats, men som ikke har brug for at komme i psykiatrien.
Nu har kommunerne besluttet, at Sundhedsklynge Nord også vil være en del af STIME-samarbejdet.
”Jeg er virkelig tilfreds med at vi er nået hertil. STIME har vist sig at være en god måde at nå de børn og unge, der har brug for hjælp, før det går galt. I vores evaluering af STIME kan vi konstatere et fald i symptomerne på alle fire spor; tidlige tegn på spiseforstyrrelse, selvskadende adfærd, tegn på angst eller depression og 3-10-årige der har udfordringer med opmærksomhed, uro eller impulsivitet,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Han er den ene af to formænd for politisk sundhedsklynge Nord.
Den anden formand er Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S). Hun er glad for muligheden for at gøre det bedre for børn og unge gennem en fælles indsats.
”Alt for mange børn og unge trives ikke psykisk. Disse børn og unge har brug for hjælp tæt på deres hverdag, så vi kan forebygge, at deres problemer udvikler sig i en sådan grad, at de får brug for mere indgribende hjælp. Flere har allerede været i gang med et rigtig godt samarbejde mellem kommuner og psykiatrien i Region Hovedstaden – det såkaldte STIME-samarbejde – som har vist, at vi ved at arbejde sammen på tværs af sektorerne, kan hjælpe flere familier på en rigtig god måde,” siger hun.
Kommunerne i Sundhedsklynge Nord, får finansiering til STIME, så hver kommune kan deltage i to spor i STIME. Finansieringen kommer fra centrale midler, som alle kommuner og regioner har fået tildelt i forbindelse med etableringen af sundhedsklyngerne.
Fakta STIME:
STIME startede som et 4-årigt projekt (2018-2021) finansieret af satspuljemidler. Fra 2022 finansieres samarbejdet af BUC og deltagende kommuner. De syv kommuner, som har deltaget i projektperioden, har valgt at fortsætte i STIME, og yderligere ni kommuner er kommet med i STIME. Med den nye beslutning ser det ud til, at 20 kommuner bliver en del af STIME-samarbejdet i løbet af det næste års tid. På sigt er ønsket, at alle regionens 29 kommuner kommer med i STIME.
Ca. 1.700 børn og unge har indtil videre haft gavn af en STIME-indsats.
Hvis man som familie har brug for hjælp, kan man kontakte STIME i sin kommune. Her bliver der foretaget en vurdering af, hvilken indsats (kommunal eller regional) der vil være den rette til barnet/den unge og familien. Hvis det vurderes, at barnet/den unge vil have gavn af en STIME-indsats, sættes den i gang.
Alle indsatser i STIME er udviklet i et tæt samarbejde mellem regionale og kommunale psykologer. I dagligdagen er arbejdsdelingen i STIME, at regionens specialpsykologer uddanner, superviserer og rådgiver de kommunale STIME-behandlere, mens den tidlige opsporing, selve behandlingsarbejdet og de understøttende indsatser i læringsmiljøerne varetages af kommunerne. Den arbejdsdeling har vist sig særdeles bæredygtig.
STIME-indsatserne er på nuværende tidspunkt fordelt på fire spor:
- Når tanker om krop og mad fylder for meget (10-17-årige med tidlige tegn på spiseforstyrrelse).
- Når svære følelser fører til selvskade (12-17-årige med selvskadende adfærd).
- Når bekymring eller tristhed fylder for meget (6-17-årige med tegn på angst/depression).
- Når uro, opmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring (3-10-årige med tidlige tegn på ADHD eller tilsvarende vanskeligheder).
STIME har i juli 2022 fået tilsagn fra Sundhedsstyrelsen om midler til udvikling og afprøvning af et nyt spor:
- Når gentagne tanker og handlinger tager styringen (8-17-årige med tegn på ocd)
Læs mere på stimes hjemmeside: https://www.psykiatri-regionh.dk/stime/Sider/default.aspx
Fakta sundhedsklyngerne:
Sundhedsklynger er et samarbejde mellem kommuner, hospital og almen praksis, som er etableret omkring hvert akuthospital. Sundhedsklyngerne skal først og fremmest samarbejde om de borgere/patienter, som kommuner, almen praksis og hospitaler er fælles om. Samarbejdet om de fælles borgere er forankret både på politisk niveau og på fagligt niveau. Sundhedsklynge Nord er således klynge for kommunernes samarbejde med Nordsjællands Hospital/Region Hovedstaden.
Kontakt:
Pressetelefonen Region Hovedstaden: 7020 9588
Presseansvarlig Hillerød Kommune: 7232 0023
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Hvidovre-professor modtager 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden27.6.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor Nina Weis fra Hvidovre Hospital modtager 60 mio. kroner fra Novo Nordisk Fondens 2025 Challenge Programme til at undersøge sammenhængen mellem kronisk hepatitis B og fx hjertesygdomme og diabetes 2 – og potentielt redde mange tusinder liv.
Kendte buslinjer begynder at køre om natten i weekenden27.6.2025 10:19:54 CEST | Pressemeddelelse
Fra d. 29. juni begynder tre af Region Hovedstadens passagertunge S-buslinjer 200S, 400S og 500S at køre om natten i weekenden. Det vil gøre det lettere og mere overskueligt for borgerne at tage bussen hjem – også om natten.
Hørepatienter skal have moderne rammer og flytte til Glostrup20.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet tilsluttede sig tirsdag et forslag om, at hørepatienter flyttes fra Bispebjerg Hospital til Rigshospitalet Glostrup. Sagen er sendt i høring.
Større sammenhæng i sundhedsvæsenet for patienter med psykisk sygdom18.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fremover skal det være nemmere for patienter at få den rette hjælp – uanset om det gælder krop, sind eller begge dele. Region Hovedstaden lægger nu psykiatri og somatik sammen for at kunne tilbyde mere helhedsorienterede og sammenhængende forløb.
Lindring af døende skal løftes i Nordsjælland17.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsklynge Nord har netop besluttet at give 2,2 mio. kroner til et løft af sundhedspersonalets kompetencer i forbindelse med basal palliation. Midlerne gives til kursusforløb for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på tværs af sundhedsvæsnet i Nordsjælland.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum