Flere inspirationspunkter fra stormøde skal hjælpe ukrainere ind på det danske arbejdsmarked
4.4.2022 17:11:04 CEST | Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet | Pressemeddelelse
For at samle inspiration og mulige løsninger i arbejdet med at hjælpe fordrevne ukrainere i job, var omkring 150 personer, heriblandt bl.a. politikere, erhvervsfolk og organisationsrepræsentanter, mandag formiddag samlet på Radisson Blu Scandinavia Hotel i København.
Her blev bl.a. delt de første erfaringer med at modtage fordrevne ukrainere i kommunerne og på landets arbejdspladser. Undervejs var der i den sammenhæng fokus på temaer som mangel på arbejdskraft, danskundervisning, det gode jobmatch, rekruttering og opkvalificering, herunder på social- og ældreområdet.
Drøftelserne skal munde ud i konkrete inspirationspunkter, som vil indgå i det videre arbejde i 'Partnerskab om ukrainere i job'.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Jeg synes, at det var et rigtig godt og konstruktivt stormøde, hvor virksomheder, organisationer og politikere i fælleskab fik sat en retning for det videre arbejde. Nu vil vi i ’Partnerskab om ukrainere i job’ se på, hvilke inspirationspunkter, vi kan gå videre med, og hvordan vi bedst muligt får dem ført ud i livet.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn siger:
- Vi står lige nu med den hamrende vigtige opgave at få ukrainere i job. Det er helt afgørende, at de nyankommne ukrainere oplever, at der er brug for dem på det danske arbejdsmarked, og her er det oplagt at se på de brancher, hvor vi i Danmark mangler arbejdskraft. Det drejer sig bl.a. om fødevaresektoren, landbruget, fiskeindustrien og hotel- og restaurationsbranchen. Jeg har i dag haft gode og konstruktive dialoger med virksomheder og organisationer i netop de brancher, og jeg oplever en stor velvilje til at hjælpe til, hvor de kan. Vi holder selvfølgelig stormødet i dag på en utrolig ulykkelig baggrund. Men det er også et møde, der skal være med til at kickstarte en udsædvanlig meningsfuld proces med at få ukrainerne integreret på det danske arbejdsmarked.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:
- Ingen tvivl om, at det er en stor opgave, vi står over for med at modtage de mange ukrainere på flugt. Ikke mindst på vores skoler og daginstitutioner, hvor vi i forvejen mangler lærere og pædagoger. Men det er en opgave, vi skal lykkes med. Derfor sætter jeg også stor pris på den iderigdom og handlekraft, jeg har mødt fra sektoren i dag. Det gør mig optimistisk og styrker min tro på, at vi i fællesskab kan finde løsninger. Mange ukrainere, der kommer til Danmark, har heldigvis et brændende ønske om at arbejde, og det skal vi selvfølgelig give mulighed for.
Social- og ældreminister Astrid Krag siger:
- Mange ukrainske flygtninge kommer til Danmark med kompetencer, som vi sandsynligvis kan bringe i spil, blandt andet inden for ældreplejen, hvor mange kommuner har store rekrutteringsudfordringer. Det er klart, at der må være et særligt fokus på sprog ud over de formelle kompetencer, når det kommer til arbejdet med sårbare ældre eller udsatte børn eller mennesker med svære handicap. Også derfor vil det være enormt værdifuldt at få identificeret de faglærte ukrainere, der er flygtet til Danmark, som vil kunne hjælpe til med pleje og omsorg for de svækkede ældre, mennesker med handicap eller udsatte børn, der også vil komme hertil som en del af flygtningegruppen.
Administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad siger:
- Jeg glæder mig over, at der på stormødet var bred enighed om, hvor vigtigt det er at få ukrainerne hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, så de får en hverdag i Danmark. Derfor er det helt centralt, at der bruges mindst mulig tid på administrative processer med opholdstilladelse, skattekort og så videre. Samtidig skal vi have gennemført en struktureret afklaring af, hvad den enkelte kan. Det vil give virksomhederne et hurtigt overblik over, hvilke ukrainere der kan være relevante for dem.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard siger:
- Herligt med så mange gode konkrete ideer på bordet i dag - fx at de ukrainske flygtninge skal have sprogmakkere på de danske arbejdspladser. Det er lovende, at stærke virksomheder med ordnede forhold går konstruktivt ind i arbejdet med at finde job. Vi skal sikre os mod, at ukrainere udnyttes til løndumping. Det er en klar forudsætning for den folkelige opbakning til at få mange ukrainere i job, at det sker under ordnede forhold. Det er også en klar forudsætning, at vi ikke glemmer de ledige i Danmark.
Formand for Akademikerne Lisbeth Lintz siger:
- Jeg er glad for, at så mange gode kræfter deler den fælles ambition om at få ukrainere i job så hurtigt som muligt. Nu skal de gode intentioner omsættes til handling. Vi har alle et ansvar, og vi kan kun lykkes, hvis vi alle bidrager.
Formand i Kommunernes Landsforening (KL) Martin Damm siger:
- Kommunerne står klar til at hjælpe de ukrainske flygtninge videre i job, og det er rigtig positivt, at der både på dagens møde og ude lokalt er en stor vilje blandt myndigheder, virksomheder og borgere til at løfte i fællesskab. Vi står dog over for en meget stor opgave, der lægger pres på alle kommunale områder, og skal vi lykkes med indsatsen, kræver det fleksibilitet fra alle – også staten og virksomhederne. Ikke mindst er det afgørende, at vi får sat turbo på processen med at få skattekort og NemKonto, så de ukrainske flygtninge let kan træde ind på det danske arbejdsmarked.
Formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner Heino Knudsen siger:
- Vi er bekendt med, at der allerede er kommet ukrainere til Danmark, som har sundhedsfaglige kompetencer. Derfor er vi også opmærksomme på, at det ikke må blive godkendelser og kompetencevurderinger, som unødigt kommer til at forhale, at de kan tage arbejde i sundhedsvæsenet. Generelt er vi optagede af, at ukrainere med de rette kompetencer hurtigst muligt kan komme i spil til job, og at vi i regionerne kan tage et ansvar for integrationen af ukrainerne, som er kommet hertil.
Information om Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Millioner til hjælp for fyrede medarbejdere på FMC Rønland10.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der bliver givet knap 4,7 mio. kroner til at hjælpe de afskedigede medarbejdere fra FMC Rønland videre i job.
Lovforslag: Ret til sorgorlov, hvis den anden forælder dør8.10.2026 09:33:03 CEST | Pressemeddelelse
Hvis man mister sin ægtefælle eller samlever og har et mindreårigt barn sammen, får man ret til sorgorlov. Det fremgår af et lovforslag, der skal træde i kraft efter nytår.
Nyt arbejdsmarkedsråd udpeget2.10.2026 11:29:28 CEST | Pressemeddelelse
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen har på baggrund af indstilling fra arbejdsmarkedets parter udpeget medlemmer til Arbejdsmarkedsrådet. Forperson for rådet bliver Christine Antorini, der sammen med de øvrige medlemmer skal bidrage til at løfte centrale udfordringer på arbejdsmarkedet.
Deling af prøveresultater skal forhindre svindel med asbestprøver fra årsskiftet28.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 1. januar 2027 skal arbejdsgiver sikre, at de ansatte får adgang til resultater af asbestprøver direkte fra analysevirksomheden. Samtidig skal bygherre sikre adgang til asbestresultater på byggepladsen via Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS). På den måde bliver det sværere at snyde med asbestprøver. Ministeren takker fagforeningsfolk for at hjælpe med at få udfordringerne frem og komme med forslag til regelændringerne.
Myndigheder slår ned på social dumping: Sender skatteopkrævninger for over en halv milliard i 202524.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Skatteopkrævninger på 539 millioner kroner og mere end 8.000 reaktioner fra Arbejdstilsynet. Det er nogle af resultaterne fra den fælles myndighedsindsats sidste år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
