Flere ældre koster en mia. ekstra til sundhed, men behovet er dobbelt så stort
- Vi har i øjeblikket fuldt fokus på at afvikle ventelister, men sundhedsvæsenet presses også af flere ældre, der har brug for behandling, og den stigende efterspørgsel, der er til nye behandlinger og de stigende udgifter til medicin, lyder det fra Anders Kühnau.
Meldingen kommer forud for Danske Regioners forhandlinger med regeringen om næste års økonomi.
Antallet af 80+-årige stiger år for år. I 2030 vil antallet være over 400.000, hvilket svarer til en stigning på henved 40 procent i forhold til i dag. Og med flere ældre stiger andelen af danskere med multisygdom og kroniske lidelser, der kræver hospitalsbehandling.
- Det er kun godt, at danskerne bliver ældre, og for at imødekomme deres behov, er vi nødt til at afsætte de midler, der er brug for, siger Anders Kühnau.
- Vi er naturligvis tilfredse med, at det ser ud til, at regeringen har lovet at dække udgiften, som følge af den demografiske udfordring. Men regionernes samlede behov for midler til sundhedsvæsenet næste år er væsentligt større end dét. For der er samtidig en række andre behov, der også presser sig på, tilføjer Anders Kühnau.
Modernisering af sundhedsvæsenet giver også ekstra udgift
- Sundhedsvæsnet står hvert år med en dobbeltregning. Ved siden af den demografiske udvikling, der i sig selv giver merudgifter på 1 mia. kr. om året, er der en lige så stor ekstraregning. Den skal bl.a. dække nye behandlinger og lægemidler, der er gavnlige, men kommer med en merpris, fortsætter Anders Kühnau
Her adskiller sundhedsvæsnet sig fra mange andre velfærdsområder, for mens demografien også betyder, at vuggestuen skal købe flere bleer, fordi der kommer flere børn, så forventes sundhedsvæsenet at benytte de mange nye behandlingsmuligheder og betale den pris, de kommer med.
- Regionerne får også større udgifter til bl.a. medicin, uddannelse af fremtidens sundhedsprofessionelle og ny teknologi, hvis vi skal følge med udviklingen, lyder det fra formanden for Danske Regioner.
- Vi er nødt til at prioritere vores uddannelsesforpligtelse højt - særligt i en tid, hvor vi har enormt behov for at uddanne bedst muligt og fastholde sundhedsmedarbejdere i jobbene, siger han.
- Vi skal sikre en tryg overgang fra skole til praktik og holde på kommende og nuværende medarbejdere. Vi er nødt til at sikre, at medarbejdere med erfaring vejleder og fører deres nye kolleger igennem vellykkede praktik- og introforløb, der får dem til at blive i sundhedsjobbene i mange år fremover, påpeger Anders Kühnau.
Sundhedsvæsenet skal også rustes bedre til en moderne fremtid med øget digitalisering og nye og bedre IT-løsninger. Tiltag, der både kan lette både administrationen og gavne patientbehandlingen.
- Vi mangler på flere områder kvalificerede medarbejdere. Og i en tid med flere ældre og færre unge, er det alfa og omega, at vi har den nyeste teknologi, når den kan aflaste arbejdet for vores pressede personale. Det skylder vi både medarbejdere og patienter, lyder det fra formanden for Danske Regioner.
- Presset på regionernes udgifter rækker altså videre end det, der skyldes udgifter til behandling af flere ældre, tilføjer han.
Regionerne investerer i nære indsatser for at undgå indlæggelser
Regionerne tager ansvar for befolkningens samlede sundhed, og investerer i forebyggelse og tilbud udenfor hospitalerne. Det er tilfældet, når det f.eks. handler om de mange regionale forebyggende tiltag som f.eks. ordninger med faste læger på plejehjemmene, 72 timers hospitalsansvar efter patientudskrivelse og hotlines med specialistrådgivning til f.eks. almen praksis. Regionerne har også styrket indsatsen udenfor hospitalerne med brug af paramedicinere, der tilser borgerne i eget hjem og forebygger akutte indlæggelser.
- Vi bruger mange ressourcer på at styrke det nære sundhedsvæsen, hvor vi bl.a. hjælper kommunerne. F.eks. aftalte vi i sidste måned med de praktiserende læger, at flere patienter skal modtage dosispakket medicin fra apoteket i stedet for, at en kommunal sygeplejerske står for den manuelle medicinhåndtering, fortæller Anders Kühnau.
- Vi har valgt at finansiere ordningen, da den aflaster de kommunale sygeplejersker, så de kan bruge tiden bedre hos de ældre. Regionerne påtager sig gerne et ansvar for det samlede sundhedsvæsen, så ressourcerne i et presset sundhedsvæsen kan bruges bedst muligt, fortsætter han.
- Men det kræver samtidig en anerkendelse af, at driften af vores sundhedsvæsen er en del af vores fælles investering i fremtiden, pointerer Anders Kühnau før økonomiforhandlingerne i finansministeriet.
Nøgleord
Kontakter
Anders KühnauFormandDanske Regioner
Tlf:23 60 27 68kuhnau@rr.rm.dkPressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Information om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Nye nøgletal skal bruges til at forbedre psykiatrien20.12.2024 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien er vokset med 20 procent siden 2020. Regionerne har svært ved at overholde udredningsretten. Udviklingen kræver en omstilling. Tallene understreger et stort behov for handling og investeringer, mener Danske Regioner.
Ny aftale sænker priserne på sygehusmedicin19.12.2024 13:01:50 CET | Pressemeddelelse
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen har indgået en ny aftale, der lægger loft over prisen på sygehusmedicin.
Ventetider til behandling er nu som før corona13.12.2024 07:42:05 CET | Pressemeddelelse
Ventetiden til behandling i somatikken er faldet fra 40 til 38 dage. Samtidig bliver flere patienter udredt, og i 79 pct. af alle forløb blev udredningsretten overholdt i 3. kvartal 2024. Dermed er akutplanens målsætninger opfyldt.
Ny aftale skal give bedre og mere rimelig fordeling af læger12.12.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Som opfølgning på sundhedsreformen har regeringen og Danske Regioner indgået en aftale, der allerede fra 1. januar 2025 skal være med til at styrke lægedækningen i de områder af Danmark, hvor behovet er størst.
Nu får borgerne også adgang til sundhedsoplysninger fra speciallægerne på sundhed.dk4.12.2024 07:02:46 CET | Pressemeddelelse
Fremover bliver det lettere for borgerne at få overblik over deres egen sundhed. Et stort og vigtigt skridt frem for borgernes og sundhedspersonalets indsigt, mener man hos Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Dermed realiserer Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) allerede nu et vigtigt element i regeringens sundhedsreform.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum