Dansk Fjernvarme

Fjernvarme får central rolle i Europa

Del

Fjernvarme skal trække den grønne omstilling i EU. Det danske fjernvarmesystem får en central placering i en ny varme- og kølestrategi, der netop er offentliggjort af EU-Kommissionen.

Hvert år importerer de samlede EU-medlemslande energi for mellem 400 og 500 mia. euro. Varme og køling står for cirka halvdelen af det samlede energiforbrug i EU, og 75 pct. af det forbrug udgøres af fossile brændsler med gas som det primære.

Det vækker derfor begejstring hos Dansk Fjernvarme, at netop fjernvarme, som i Danmark er den foretrukne måde at varme bygninger og huse op på, har inspireret EU-Kommissionen til dens nye varme- og kølestrategi. I Danmark er 58 pct. af fjernvarmen baseret på grøn energi.

- Der er stor grund til at rose EU-Kommissionen for det nye udspil, den har netop har præsenteret. Det er første gang, at varme- og køleområdet bliver så kyndigt behandlet i EU, og hvor den danske model med fjernvarmen som bærende element er så centralt beskrevet i den nye strategi, siger Birger Lauersen, International Chef i Dansk Fjernvarme.

Grønne danske løsninger efterspørges
Det er især den danske model med udnyttelse af overskudsvarme, omlægning til biobrændsler og en stigende integration af el fra vindmøller, der har inspireret EU. Cirka 3,6 mio. danskere får deres varme som fjernvarme, og den kommer i stigende omfang fra sol, halm, flis og træpiller.

- Danmark er et foregangsland i at udnytte forskellige brændsler til opvarmning og omstille til grøn energi samtidig med, at vi fastholder en høj forsyningssikkerhed. Det er nogle af hovedargumenterne for, at EU-Kommissionen har skelet så kraftigt til den danske fjernvarme i formuleringen af en varme- og kølestrategi, siger Birger Lauersen og fortsætter:

- Den danske fjernvarme og især den danske fjernvarmeindustri har nogle kompetencer, der efterspørges, og som EU-Kommissionens strategi og initiativer kun vil øge efterspørgslen yderligere efter.

Strategi er første skridt
Det er ikke set tidligere, at EU har formuleret en samlet strategi for varme og køling i EU. Men ifølge Dansk Fjernvarme må denne strategi nu følges op af flere tiltag.

- Det er utroligt positivt, at EU nu sætter fokus på varme og køling i Europa. Det er der behov for, hvis vi samlet set skal mindske vores afhængighed på energiområdet til lande udenfor EU samtidig med, at vi omstiller vores energisystem i en grønnere retning. Det næste skridt for EU må nu være at følge op med direktiver, der konkret beskriver vejen hen imod en mere bæredygtig varme- og kølesektor, vurderer Birger Lauersen, International Chef i Dansk Fjernvarme.

64 pct. af Danmark er i dag forsynet med fjernvarme. Heraf er 58 pct. af fjernvarmen baseret på grøn energi, hvilket er 20 procentpoint mere end i 2006.

Nøgleord

Kontakter

Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme, tlf. 40 28 30 20

Information om Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme
Merkurvej 7
6000 Kolding

76308000http://danskfjernvarme.dk
1,7 millioner hustande og mere end 3,6 millioner danskere får deres varme fra fjernvarme. Det svarer til 64 procent af alle hustande. Danmark er internationalt førende inden for fjernvarme. Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for fjernvarmeværkerne og har knap 400 medlemmer. Følg Dansk Fjernvarme på Facebook: facebook.com/danskfjernvarme og Twitter: @DkFjernvarme

Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum