Nets

Fingerbetaling bliver permanent i CBS-kantiner

Del

Efter en længere testperiode indfører Spisestuerne nu fingerscanning som permanent betalingsteknologi i alle kantinerne på CBS. Dermed kan de studerende betale biometrisk uden at hive deres Dankort op ad lommen.

Det skulle egentlig kun have været en test – men efter flere måneder i drift er fingerscanning blevet en så vellykket del af hverdagen i kantinen på Copenhagen Business School, at testen gøres til en permanent løsning, der tilmed udvides betragteligt.

Virksomheden Spisestuerne, der driver CBS-kantinerne, var i april blandt de første i verden til at udrulle en ny teknologi, der sætter brugerne i stand til at betale biometrisk ved en scanning af fingerens unikke struktur af blodårer. Det skete i kantinen på Solbjerg Plads i København.

Selve aflæsningen af fingeren sker i små scannere, der er opsat i kasseområdet. Her er betalingsprocessen, som den plejer at være, bortset fra at brugerne nu kan vælge, om de vil betale med scanning af fingeren i stedet for med fysisk Dankort.

Kun levende fingre

Under oprettelsen har brugerne valgt, hvilket Dankort der skal knyttes til en finger efter eget valg – og fortryder man, eller får man kortet lukket eller spærret, kan man blot vælge at tilknytte et nyt.

Der skal være liv i fingeren, for at det virker – så forfalskninger eller afskårne fingre vil ikke kunne scannes.

Oprindeligt var det meningen, at testen skulle løbe frem til sommerferien, men forsøget har vist, at dem, der har taget teknologien i brug, fortsætter med at bruge den. Samtidig har den virket uden problemer under hele testforløbet.

Kun på CBS - foreløbig

Derfor gøres ordningen nu permanent – og udvides samtidig til Spisestuerne på de øvrige CBS-adresser.

”Vi vidste godt i forvejen, at danskerne er glade for ny teknologi, men det har overrasket os, hvor hurtigt denne type biometrisk betaling blev en del af hverdagen for mange af kantinens kunder. Derfor giver det god mening for os at drive løsningen videre og høste erfaringer,” siger Jeppe Juul-Andersen, der direktør hos Nets med ansvar for Dankort.

Fingerbetaling vil fremover kunne ske ved 34 kasser på seks lokationer, og Nets undersøger i øjeblikket mulighederne for at kunne tilbyde løsningen uden for Spisetuerne på CBS.

Mange vil prøve

I løbet af de næste uger åbnes der op for at nye brugere kan registrere sig som brugere af den biometriske betalingsform.

”Vores kunder har taget rigtig godt imod fingerbetaling, og en hel del nye studerende har udtrykt ønske om at kunne komme til at betale med fingeren. Det er derfor et naturligt valg, at vi udruller løsningen til vores øvrige kantiner på CBS,” siger Lars Winther, der er direktør i Spisestuerne ApS.

Selv om fingerscanning i øjeblikket kun kan benyttes til betaling i kantinerne på CBS, er løsningen åben for alle Dankort ejere, der ønsker at prøve.

Man kan derfor oprette sig og købe varer i kantinerne, selv om man ikke har en tilknytning til Spisestuerne eller til CBS i øvrigt.

Kontakt hos Nets: Pressechef Søren Winge, swing@nets.eu, telefon: +45 2948-2646

Information om Nets

Nets
Nets
Lautrupbjerg 10
2750 Ballerup

44 68 44 68https://www.nets.eu/dk-da

Følg pressemeddelelser fra Nets

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nets

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum