Dansk Fjernvarme

Finansministeriet vil malke nye milliarder ud af forsyningssektoren

Del

Finansministeriet har bedt konsulenthuse om at komme med bud på, hvordan forsyningsselskaberne inden for el, gas, vand, spildevand, varme og affald kan effektivisere for milliarder af kroner - ud over de 3,3 milliarder kroner i 2020, der blev indgået politisk aftale om i vækstaftalen fra 2014. Dansk Fjernvarme stiller sig stærkt kritisk over for, at Finansministeriet nu vil kortslutte den proces omkring effektivisering, der allerede er sat i gang og advarer mod at trække forsyningssektoren ud af den grønne omstilling.

Hele forsyningssektoren er i gang med en proces, hvor effektiviseringspotentialet klarlægges og udmøntes i konkrete krav. For fjernvarmesektoren udkom der i slutningen af oktober en omfattende rapport på 257 sider fra regeringen, der formulerer embedsmænds forslag til modernisering af den nuværende regulering. Et arbejde, der først nu skal gennem politiske forhandlinger. For andre dele af forsyningssektoren er dette arbejde i fuld gang i konstruktiv dialog med fageksperterne i Energistyrelsen og Energitilsynet.

På trods af det arbejde har Finansministeriet nu igangsat et udbud, hvor de beder konsulenthuse om at finde nye milliarder, der kan effektiviseres - ud over dem, der allerede er politisk besluttet eller er i gang med at blive fundet.

- Det er helt uhørt, at forsyningssektoren nu skal underlægges nye krav og finde nye milliarder, inden vi er kommet i gang med leve op til de krav, der blev formuleret for blot to måneder siden. Finansministeriet trækker tæppet væk under det arbejde, der allerede er igangsat, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Regeringen udnævnte ved sin tiltræden et ministerium for energi, forsyning og klima med det formål at samle reguleringen af forsyningssektorerne ét sted.

- Fra Dansk Fjernvarmes side medvirker vi gerne til en fornuftig modernisering af reguleringen og at finde ubureaukratiske måder at sikre effektivisering mod 2020. Forudsætningen er dog, at regeringen giver arbejdsro og tid til at arbejde seriøst med opgaven. Det er direkte useriøst, hvis finansministeriet får held til at kortslutte arbejdet med en konsulentrapport, der er lavet i hastværk, siger Kim Mortensen.

Den grønne omstilling parkeres på sidelinjen
Det fremgår af Finansministeriets udbudsmateriale, at der alene skal være fokus på at skaffe penge og at presse prisen i bund. Alt arbejde med klimatilpasning, grøn omstilling og høj forsyningssikkerhed skal vige for finansministeriets krav om ekstra milliarder fra el, gas, vand, spildevand, varme og affald.

- Det betyder i praksis, at Finansministeriet vil koble forsyningssektoren af den grønne omstilling, når regeringens nye bestillingsopgave betyder, at forsyningssektoren fremover skal investere i nye anlæg med blikket isoleret på den kortsigtede bundlinje og ikke på, hvor vi som samfund samlet set får mest værdi. Det vil jeg stærkt fraråde. Og vi må påpege, at det bliver overordentligt vanskeligt at få positiv medvirken fra fjernvarmeselskaberne til opfyldelse af de politisk aftalte effektiviseringer, hvis virkeligheden er, at der er et aftalt bestillingsarbejde i gang mellem Finansministeriet og f.eks. konsulenterne i Copenhagen Economics, siger direktøren og nævner i en bisætning, at tidligere analyser af fjernvarmesektoren fra konsulenterne ikke har imponeret.

Ifølge Finansministeriets udbudsmateriale skal opgaven løses allerede inden 15. februar med krav om at finde bruttopotentialer for effektivisering, ud over de 3,3 milliarder kroner som både den forhenværende og den nuværende regering har fastlagt.

Nøgleord

Kontakter

Pressechef Rune Birk Nielsen tlf. 2490 4197
Direktør Kim Mortensen tlf. 4021 2220

Information om Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme
Merkurvej 7
6000 Kolding

76308000http://danskfjernvarme.dk
Dansk Fjernvarme er fjernvarmens brancheorganisation og dækker 99 procent af fjernvarmeproduktionen i Danmark. Varmen produceres af knap 400 fjernvarmeselskaber. Dansk Fjernvarmes medlemsværker forsyner i dag 1.7 millioner boliger og 3,6 millioner danskere med fjernvarme.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum