Lev

Finanslovsforlig er for magert på handicapområdet

Del
Det er positivt, at regeringen og dens støttepartier endelig har fundet en løsning på den uholdbare situation om overvågning til unge med omfattende handicap. Og løftet om en omfattende evaluering af handicapområdet er også positivt. Men ellers er det en skuffende finanslovsaftale, hvor mennesker med handicap fylder for lidt, mener LEVs landsformand.

I går offentliggjorde regeringen sit finanslovsforlig med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. LEVs landsformand, Anni Sørensen, glæder sig over at forliget trods alt indeholder positive elementer:

- Det er fantastisk, at der nu – endelig langt om længe – ser ud til at komme en løsning på den ulykkelige situation, som en mindre gruppe familier med en hjemmeboende ung med handicap, var havnet i. Alt andet havde også været grotesk. Og udsigten til at evalueringen af det specialiserede handicapområde nu sættes i gang, synes jeg også, at der er grund til at glæde sig over, siger Anni Sørensen.

Al for beskeden prioritering af handicapområdet
Men landsformanden mener, at den samlede prioritering af handicapområdet i finanslovsforliget fylder for lidt i forhold til det fokus, som handicapområdet havde i det folketingsvalg, som bragte regeringen til magten:

- Samlet set står vi dog tilbage med en temmelig beskeden prioritering af mennesker med handicap i denne finanslov. Det er for magert – og det stemmer ret dårligt med en folketingsvalgkamp, hvor hele tre af partierne bag forliget kom med positive handicapudspil. Hvis ikke troværdigheden skal lide skade, så er det afgørende at den næste finanslov har et langt større handicapfokus – og en mere markant prioritering af området. Den fremadrettede melding ser jeg faktisk gerne kommer allerede nu, pointerer Anni Sørensen.

Overvågning og evaluering
Finanslovsforliget indeholder to initiativer, der vil få betydning for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.

For det første er man nået til enighed om en løsning, der giver unge hjemmeboende med omfattende handicap (under 23 år), mulighed for at få bevilget overvågning. Ifølge aftaleteksten vil der blive afsat 30 millioner kroner i 2020 og 60 millioner kroner i 2021-2023 til formålet. Derudover nedsættes der en arbejdsgruppe, der skal afdække problematikken nærmere.

I forliget er der desuden afsat penge til gennemførelse af den evaluering af det specialiserede socialområde, som også blev annonceret i det såkaldte forståelsespapir fra i efteråret. I aftaleteksten om finansloven står der blandt andet, at: 

”I 1. halvår 2020 iværksættes en evaluering af den nuværende planlægning og organisering af handicapområdet med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner.”

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Lev

Lev
Lev
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup

36 35 96 96https://www.lev.dk

LEV er en privat landsdækkende forening for mennesker med udviklingshandicap, pårørende, frivillige og andre interesserede - organisatione er dannet i 1952.

 

Følg pressemeddelelser fra Lev

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lev

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye