Coop Danmark A/S

Finalisterne til Årets Lokale Vare 2016 er fundet

Del

Ni produkter fra ni regioner i Danmark er nu udvalgt til at dyste om prisen som Årets Lokale Vare 2016. Vinderen bliver kåret ved en finale 1. juni. Her er vinderne for hver region

 

Både vådt og tørt er repræsenteret, når Årets Lokale Vare 2016 skal kåres 1. juni. Blandt finalisterne er æblemjød, havregryn og sydesalt, som er nogle af de produkter, der har vundet lokalt i en af de ni landsdele og dermed er gået videre til den nationale finale. De seneste uger har tre produkter – nomineret af et dommerpanel – i hver landsdel nemlig været til afstemning hos forbrugerne, som skulle stemme på deres favoritter. Således er tre nu blevet til ét og dermed et samlet finalefelt på ni produkter.

”Vi vil fordoble andelen af lokale varer de kommende år. Derfor er vi gået på jagt efter mindre producenter og lokale ildsjæle. Finalefeltet viser, at det virkelig bobler med idérigdom og entusiasme over hele Danmark. Det vil betyde, at vi kommer til at se masser af spændende nye varer i butikkerne den kommende tid,” siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop

”Det er et spændende finalefelt, som alle fortjener at komme ud på hylderne og dermed ud til forbrugerne. I Madkulturen arbejder vi for bedre mad til alle på mange forskellige måder – Årets Lokale Vare er én af dem. Prisen giver os mulighed for at fremme vækst for små, passionerede producenter, der dyrker det lokale og arbejder ud fra principper, som vi mener, er med til at sikre bedre mad via større udbud af denne særlige type varer. Derfor er Årets Lokale Vare en indsats, som vi er rigtig glade for at være en del af”, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

Forbrugernes stemme

Vinderen af Årets Lokale Vare 2016 bliver udråbt af et dommerpanel bestående af bl.a. Judith Kyst og kokkene Claus Holm og Christine Bille Nielsen ved en festlig finale onsdag 1. juni. Men også forbrugerne har noget at skulle have sagt i afgørelsen og kan frem til 19. maj sætte en stemme på et af produkterne på www.cooplokalevarer.dk.

Med kåringen som Årets Lokale Vare 2016 følger en præmie på 50.000 kr. og muligheden for at komme på Coops hylder for Lokale Varer.

De ni finaleprodukter er Æblemjød med Havtorn fra Snoremark (Midt- og Vestsjælland), Økologiske Grovvalsede Havregryn fra Mangholm (Nordsjælland og København), Stikkelsbærmarmelade fra Broholm Slot (Fyn og Øhavet), Jordbærlikør fra Fary Lochan Destilleri (Syd- og Sønderjylland), Stauning – Young Rye fra Stauning Whisky (Midt- og Vestjylland), Jubilæumssalt fra Læsø Salt (Nordjylland),

Njord Gin, Destilled Mother Nature fra Spirit of Njord. (Østjylland), Økologisk Havtornsaft fra Høstet (Bornholm) og Doppel Bock øl fra Krenkerup Bryggeri (Sydsjælland og Lolland-Falster).

I alt har 126 produkter fra hele landet været tilmeldt Årets Lokale Vare 2016.

Stem på Årets Lokale Vare 2016 og læs mere på www.cooplokalevarer.dk

For yderligere information:

Christian Christensen, chef for Lokale Fødevarer, Coop, tlf.: 51 59 36 17

Louise Sjöström, kommunikations- og pressekonsulent, Madkulturen, tlf.: 53 62 86 23

OM ÅRETS LOKALE VARE

Konkurrencen

Alle godkendte fødevareproducenter af lokale kvalitetsvarer kan deltage. Lokale fødevareprodukter, der er tørvarer inkl. drikkevarer, som ikke kræver opbevaring på køl eller frost, kan deltage i konkurrencen – dog ikke røgvarer, dyremad og babymad. Varen skal være produceret lokalt, mens lokale og danske ingredienser vægtes højt ved bedømmelsen.

Lokale fagpersoner og forbrugere i ni landsdele i Danmark udvælger finalister blandt de mange smagsoplevelser, som lokale producenter tilmelder. De ni lokale vindere deltager i den nationale konkurrence og honoreres med 5.000 kr.

Vinderen af den nationale finale modtager en præmie på 50.000 kr. og får retten til at bruge Årets Lokale Vare 2016-logo på vinderproduktet. Alle finalister bliver tilbudt rådgivning om, hvordan deres produkt kan udvikles og evt. komme på hylderne i Coop.

Bedømmelseskriterier

Produktets smag og den sanselige oplevelse, det giver, vægtes højt, men der lægges også stor vægt på emballage og råvareoprindelse samt den gode historie og passion bag produktet.

Dommere

Dommerpaneler med seks lokale fagpersoner i hver af de ni landsdele.

Det nationale dommerpanel:

Claus Holm – kok og produktudvikler

Christine Bille Nielsen – madskribent og kok

Jesper Clement – forsker i design af mademballage og forbrugeradfærd, CBS

Dorte Storper – direktør i VIFU og projektleder i Smagen af Danmark

Judith Kyst – direktør i Madkulturen

Christian Christensen – chef for Lokale Fødevarer i Coop

 

Landsdele og lokale vindere

Nordjylland: Jubilæumssalt fra Læsø Salt

Midt- og Vestjylland: Stauning – Young Rye fra Stauning Whisky

Østjylland: Njord Gin, Destilled Mother Nature fra Spirit of Njord

Syd- og Sønderjylland: Jordbærlikør fra Fary Lochan Destilleri

Fyn og Øhavet: Stikkelsbærmarmelade fra Broholm Slot

Nordsjælland og København: Økologiske Grovvalsede Havregryn fra Mangholm

Midt og Vestsjælland: Æblemjød med Havtorn fra Snoremark

Sydsjælland og Lolland-Falster: Krenkerup Doppel Bock fra Krenkerup Bryggeri

Bornholm: Økologisk Havtornsaft fra Høstet, Havtorn Bornholm

Information om Coop Danmark A/S

Coop Danmark A/S
Coop Danmark A/S
Roskildevej 65
2620 Albertslund

4386 4468

Følg pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Coop Danmark A/S

Nyt medlem af Coop Danmarks bestyrelse11.1.2018 14:00pressemeddelelse

En af Skandinaviens mest erfarne ledere inden for dagligvarehandelen, træder nu ind i bestyrelsen for Coop Danmark A/S og Coop Holding. Det er Karl Wistrand, som har været direktør i to af Sveriges største dagligvarevirksomheder, ICA og Coop Sverige. I ICA sluttede han som finansdirektør, CFO, og siden har han været adm. direktør for Coop Sverige. Han er i dag medlem af direktionen i Swedavia, der driver og udvikler 10 lufthavne i Sverige, herunder Arlanda. ”Med Karl Wistrand får vi dyb erfaring i både drift af detailhandel og finansiel styring ind i Coops bestyrelse, og jeg ser frem til samarbejdet,” siger bestyrelsesformand Lasse Bolander. Der er tale om en udvidelse af bestyrelsen, og alle øvrige medlemmer fortsætter som hidtil.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum