3F

FFL23: Social balance

Del
Forbundsformand Henning Overgaard tager positivt imod regeringens udspil til finanslov for 2023:

”Jeg glæder mig over, at regeringen vil fastholde den sociale balance i deres finanslovsudspil, trods de stramme økonomiske krav om ikke at skubbe til inflationen. Det er også i den nuværende situation afgørende, at regningen ikke vender den tunge ende nedad.”

”Den sociale balance understøttes bl.a. med milliard-puljen til de mest udsatte, som rammes hårdest af prisstigningerne på el, opvarmning og fødevarer. Her er en fremrykning af beskæftigelsestillægget bl.a. relevant – hvilket vil koste ca. 400 mio. kr. – og et øget befordringsfradrag samt nogle, gerne målrettede, lavere energiafgifter mv.”

”Det gælder også ved, at regeringen vil videreføre muligheden for uddannelsesløft med 110 pct. dagpenge, og ved at man vil prioritere et hårdt tiltrængt løft til FGU (den forberedende grunduddannelse) til de unge, som ikke er kommet i job eller i gang med en ungdomsuddannelse. De offentlige finanser er kernesunde, derfor er der bestemt plads til initiativer, som kan sikre den sociale balance.”

3F’s formand er også meget tilfreds med, at regeringen lægger op til flerårige rammer for indsatsen på arbejdsmiljøområdet og myndighedernes indsats imod social dumping. I finanslovsforslaget erklærer regeringen, at man vil ”gøre op med de kortvarige bevillinger,” der har præget arbejdsmiljøområdet og indsatsen imod social dumping.

Henning Overgaard er også glad for, at regeringen har reserveret et betydeligt beløb til en flerårig aftale om styrkelsen af skattevæsenet, ud over de otte nye kontrolcentre med samlet 1.000 nye kontrolmedarbejdere:

”En fair, retfærdig og tilstrækkelig finansiering af velfærdssamfundet forudsætter, at SKAT har de nødvendige ressourcer og it-redskaber. 3F’s medlemmer er afhængige af en velfungerende offentlig sektor med et ordentligt socialt sikkerhedsnet, i modsætning til samfundets økonomisk bedst stillede.”

3F’s formand efterlyser dog nogle mere konkrete initiativer, der kan sikre et meget højere niveau af efteruddannelse og opkvalificering på arbejdsmarkedet:

”Vi ved, at ikke mindst den grønne omstilling kræver, at mange ufaglærte og faglærte får nye kompetencer. Klima- og sikkerhedspolitisk er de politiske ambitioner for en endnu hurtigere, grøn omstilling blevet forhøjet mærkbart, og vores medlemmer er mere end klar til at bidrage.”

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.

Information om 3F

3F
3F
Kampmannsgade 4
1790 København V

70 300 300http://www.3f.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye