Falck

Falck: Brænd ikke julen af

Del

Inden kalenderlysdekorationen pyntes med gran og kugler, er det en god idé at tænke over lysets placering for at mindske brandfaren, anbefaler Falck.

Det oser af dansk julehygge, når kalenderlyset lyser om kap med skæret fra adventskransen, og alle vindueskarmene er fyldt med stearinlys i hobetal. Selvom julen er lysenes fest, kan lysene hurtigt gøre julen til en brandfarlig fest.

Danskerne er storforbrugere af levende lys i december. Og lige så gode vi er til at tænde for hyggen, lige så dårlige er vi desværre til at tage de nødvendige forholdsregler. Hvert år i december rykker Falck ud til langt flere brande end på en normal måned. Derfor opfordrer Falck til at pynte kalenderlyset og andre juledekorationer med lidt omtanke og tænke på lysenes placering.

”Sørg for, at alle lys står fastgjorte og gerne i folie, og at flammer ikke kan få fat i gran eller pynt. På samme måde skal en adventskrans ikke udelukkende hænge i rødt bånd, men også i ståltråd, så de ikke falder ned, hvis den går i brand”, siger Bendt Trustrup, brandchef i Falck, og tilføjer, at man med fordel kan spraye med en brandhæmmende imprægnering, som gør adventskransen svær at antænde.

Husk danskvand

Også fyrfadslys kan være et brandonde, som mange danskere ikke er forsigtige nok med. Hvis mange fyrfadslys står sammen, kan de blive så varme, at væskeoverfladen bryder i brand. Derfor bør de ikke stå direkte på bordet, men i stedet for i en fyrfadsstage eller i en egnet skål. Uanset hvilken slags lys, der pryder hjemmet, er der en vigtig regel at være opmærksom på, fortæller Bendt Trustrup.

”Huskeregel nummer ét er aldrig at lade levende lys brænde i rum, hvor man ikke holder opsyn. Og man skal være særligt opmærksom, når der er børn til stede. Derudover er det vigtigt, at lysene ikke står op ad brændbart materiale eller tæt på gardiner”.

Ender julehyggen alligevel i brand, har brandchefen et par gode råd til at slukke for ilden, før den for alvor får fat.

”Små brande kan slukkes med en danskvand, som man ryster, mens man holder en anelse for åbningen, eller man kan kvæle ilden med et brandtæppe. Lidt større bran¬de i eksempelvis juletræer kan oftest slukkes med en spand vand eller en almindelig pulverslukker”.

Giv en røgalarm som gave

Bendt Trustrup har også et simpelt, men effektivt trick, der sikrer, at julefreden også sænker sig om natten – nemlig en røgalarm. Det er verdens billigste livsforsikring, siger han.

”Det er enkelt at gøre en effektiv indsats, og en røgalarm redder liv. Alle hjem bør have mindst én røgalarm, som skal kunne høres fra alle soveværelser. Hvis ikke den kan det, skal man have flere”.

Desværre er det ikke alle hjem, som har en røgalarm, og derfor opfordrer brandchefen danskerne til at tage en brandalarm med som værtindegave i stedet for en buket blomster.

Fakta – de gode brandråd:

  • Stil ikke stearinlys op ad brændbart materiale eller tæt på gardiner
  • Juledekorationer skal være lavet, så flammen ikke kan få fat i gran eller pynt – stearinlys skal stå fastgjort og gerne i folie
  • Hvis adventskransen hænger ned fra loftet, bør den ikke kun hænge i bånd, men også i ståltråd
  • Fyrfadslys skal helst ikke stå frit på bordet eller på en papirdug – sæt dem i en egnet skål eller stage
  • Små brande kan slukkes med en danskvand. Ryst danskvanden og hold samtidig en anelse for åbningen
  • Små brande kan også slukkes ved at kvæle ilden med et brandtæppe
  • Større brande kan slukkes med en spand vand eller en pulverslukker
  • Undlad at lade børn være alene i rum med levende lys
  • Tal med dine børn om, hvordan de kommer ud af huset, hvis der skulle opstå brand
  • Hav aldrig levende lys i et rum uden opsyn
  • Hav mindst én røgalarm og huske at tjekke og eventuelt skifte batteriet
  • Pas på med at placere levende lys nederst på juletræet, da husdyr kan få lysene til at vælte

Fire af de mest gængse hjælpemidler til at brandsikre hjemmet er samlet i Falcks Sikkerhedspakke, der indeholder to røgalarmer, et brandtæppe, en pulverslukker og en praktisk brochure, der trin for trin illustrerer, hvordan du skal forholde dig i forskellige brandsituationer. Sikkerhedspakken kan købes ved at ringe til Falck på 70 10 20 31.


For yderligere information kontakt brandchef Bendt Trustrup 40 30 22 40 eller Falcks kommunikationsafdeling på 70 22 03 07.

[Vedhæftede billede kan frit afbenyttes – husk venligst byline, Foto: Shutterstock.]

[Forslag til billedtekst: ”December er højsæson for ildebrand blandt andet på grund af den flittige brug af levende lys. Men en række enkle tiltag kan nedsætte risikoen betydeligt, siger brandchef Bendt Trustrup fra Falck.”]

Billeder

Information om Falck

Falck
Falck
Polititorvet
1780 København V

70 10 20 31http://www.falck.dk/

Følg pressemeddelelser fra Falck

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Falck

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum