Faktaark: Oversigt over håndtering af eventuelle koranafbrændinger i andre lande
Baseret på oplysninger fra Udenrigsministeriets ambassader kan det konstateres, at der i nyere tid kun i meget beskedent omfang er sket offentlige koranafbrændinger i andre lande end Danmark og Sverige.
I andre lande end Danmark og Sverige kan der konstateres en række tilfælde af, at myndighederne har forhindret koranafbrændinger. De offentlige oplyste grunde for sådanne indgreb varierer.
Herunder findes en oversigt over eksempler på, hvordan andre lande håndterer eventuelle koranafbrændinger. Det bemærkes, at oversigten ikke er udtømmende, og at Udenrigsministeriet ikke har mulighed for at afdække de forudgående interne beslutningsprocesser.
Om Belgien oplyses det, at en person i 2020 fik afslag på sin anmodning om tilladelse til offentlig afbrænding af en koran i Bruxelles. Der blev henvist til, at anmodningen var indleveret for sent, at de på daværende tidspunkt gældende Covid-19-forhåndsregler ikke kunne overholdes, og at det ikke kunne garanteres, at forsamlingen kunne begrænses til det maksimalt antal tilladte deltagere på 100 personer.
Om Finland oplyses det, at der findes en lovbestemmelse om krænkelse af religionsfriheden. Religionsfriheden vil – baseret på tidligere og nuværende praksis – anses for krænket ved afbrænding eller anden offentlig krænkelse af en bog, der betragtes som hellig af et religiøst samfund. Dertil er det forbudt at brænde genstande på offentlige steder i en grad, hvor det forstyrrer den offentlige orden, hvilket også forhindrer koranafbrænding ved demonstrationer. Politiet har i 2023 forhindret afbrænding af en koran under en demonstration ved at tage forhåndskontakt til arrangørerne.
Om Frankrig oplyses det, at franske myndigheder i henhold til lov om indre sikkerhed kan vurdere, at en offentlig demonstration - hvor arrangøren annoncerer, at en koran vil blive brændt - vil kunne udgøre en forstyrrelse af den offentlige orden. Myndighederne kan af denne grund forbyde demonstrationen. I november 2020 forbød præfekten for politiet i Paris, at Stram Kurs afbrændte en koran i det offentlige rum, da det ville være en forstyrrelse af den offentlige orden, og at en demonstration i den konkrete situation ikke ville være tilladt på grund af de daværende Covid-19-restriktioner. Sagen afsluttedes ved, at de franske myndigheder indførte et indrejseforbud for Rasmus Paludan, som efter at have krydset den franske grænse i bil blev anholdt med henblik på udvisning.
Om Nederlandene oplyses det, at overtrædelse af lokale ordensreglementer for afholdelse af demonstrationer – herunder om blandt andet ildstiftelse i byer - skulle være baggrunden for, at lokale nederlandske myndigheder i flere tilfælde har afvist ønsker om at afbrænde koranen under demonstrationer. Under demonstrationer er koranen dog blevet skændet på anden vis.
Om Norge oplyses det, at koranafbrændinger er lovlige og ikke skal forhåndsanmeldes til politiet. Politiet kan dog afvise at give tilladelse til en demonstration, hvor der er oplyst forventning om koranafbrænding, hvis myndighederne ikke kan garantere sikkerheden. Således afviste politiet i Oslo i februar og marts 2023 at give tilladelser til demonstrationer, hvori der indgik koranafbrændinger, foran henholdsvis den iranske og tyrkiske ambassade. Det skete med henvisning til, at man på baggrund af foreliggende sikkerhedsvurderinger ikke kunne garantere den lokale sikkerhed for arrangørerne eller tilskuerne. Den 29. juli 2023 blev en koran afbrændt under en anmeldt demonstration foran Stortinget, hvor selve koranafbrændingen ikke var forhåndsanmeldt.
Om Storbritannien oplyses det, at britiske myndigheder i henhold til lov om den offentlige orden kan forhindre eller standse koranafbrændinger ved demonstrationer. Sådanne tilfælde har dog ikke fundet sted. Rasmus Paludan blev i marts 2023 nægtet indrejse i Storbritannien, idet britiske myndigheder blev bekendt med intentionen om at brænde en koran offentligt. Den ansvarlige minister begrundede i parlamentet beslutningen med, at det ikke ville være i offentlighedens interesse.
Irland, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig har efter det oplyste ikke haft nylige tilfælde af koranafbrændinger under demonstrationer.
For yderlige information, kontakt pressevagten@um.dk
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Kongeriget Danmark overtager formandskabet for Arktisk Råd12.5.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Norge overdrager formandskabet til Kongeriget Danmark i Tromsø i dag. Det markerer startskuddet på Kongerigets formandskab for de næste to år.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn9.5.2025 14:58:42 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde mandag den 12. maj 2025 kl. 09.00.
Dansk eksport i marts 20259.5.2025 13:38:50 CEST | Pressemeddelelse
I 2025 faldt Danmarks samlede eksport 1 pct. i forhold til februar. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 10,3 pct.
For første gang vil FN-topmøde foregå på dansk jord7.5.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 8.-9. maj vil Danmark være vært for et møde i FN-systemets højeste ledelses- og koordinationsorgan, Chief Executives Board.
Europaministeren drøfter konkurrenceevne i Dublin og Wien7.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 7.-8. maj besøger europaminister Marie Bjerre Irland og Østrig.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum