Færre bøger, masser af legoklodser – nytænkende folkeskolelærere modtager pris fra Novo Nordisk Fonden
18.5.2020 08:00:00 CEST | Novo Nordisk Fonden | Pressemeddelelse
Når unge mennesker interesserer sig for naturfag, skyldes det ofte, at de gennem hele deres skoletid har haft lærere, der har inspireret dem og gjort natur- og teknologitimerne til sjove lektioner på skoleskemaet.
Hvad der kan starte med at være sjove lege med legoklodser i indskolingen, kan ende med at blive en livslang passion for robotter, medicin eller fysik.
Fire skolelærere får nu Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris 2020 for at gøre natur- og teknologifaget både interessant og inspirerende for eleverne i danske folkeskoler.
Prisen uddeles årligt og er delt i to priser; én til en lærer eller et team øst for Storebælt og én vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kroner. 50.000 kroner er en personlig hæderspris, mens 200.000 kroner tilfalder skolen.
Bøgerne bliver på hylden
Majken Grünfeld fra Sct. Mariæ Skole i Aalborg underviser børn fra indskolingen helt til 10. klasse, men uanset hvilket klasselokale hun træder ind i, er tilgangen til undervisningen altid den samme: Bøgerne får lov til at blive på hylden, og i stedet går hun på opdagelse i naturvidenskaben sammen med eleverne, som er med til at bestemme, hvor undervisningen skal henad.
Det kan som eksempel være, at Majken Grünfeld i natur- og teknologitimerne kommer med et oplæg til, at eleverne skal identificere noget, som mennesker har lært af naturen, og så skal eleverne undersøge emnet til bunds for på den måde at dykke ned i naturvidenskaben.
»Jeg gør mig ikke så meget i bøger. Jeg kommer med en udfordring, og så ser vi, hvor vi havner. Men det er ret tydeligt, at eleverne elsker undervisningen, hvor de får lov til at tage ejerskab over den. Det gør også, at mine elever ofte allerede er i gang med deres projekter, inden timen overhovedet ringer ind,« fortæller Majken Grünfeldt, der er meget stolt af at modtage Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærer VEST.
»Det er kæmpestort og en anerkendelse af det arbejde og den tilgang, som vi har valgt på skolen,« siger hun.
Lego fastholder pigers interesse for matematik
På Højby Skole i Højby nær Sjællands Odde modtager et lærerteam bestående af Camilla Lynge, Allan Søndergaard og Katja Nebsager Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris ØST for at tage eleverne i hænderne og give dem gode oplevelser med natur- og teknologifagene fra det første til det sidste år på skolen.
»Det er et fantastisk skulderklap, som vi er meget glade og stolte over at modtage. Men det er selvfølgelig i undervisningen, at vi får den største belønning, når vi kan se, at vores tilgang til eleverne er med til at motivere dem for naturfagene,« siger Camilla Lynge på vegne af hele lærerteamet.
En del af lærerteamets undervisning af eleverne sker gennem leg med legoklodser. I de yngste klasser skal børnene bygge med legoklodser, mens de i de senere klasser skal programmere Lego-robotter og lave Lego-løsninger på virkelige problemstillinger, eksempelvis affaldssortering.
»Undervisningen bliver mere meningsgivende, og vi bygger nogle forløb op, som eleverne elsker og lærer en masse matematik, fysik og teknik af. Derfor vil vi også med den del af prisen, som tilfalder skolen, købe mere Lego ind inden for det, som hedder Lego Spike, der er rigtig godt til at engagere specielt piger i 5. til 7- klasse i matematik. Det bliver super fedt at finde ud af, hvordan vi kan blive ved med at fastholde deres interesse for naturfagene,« forklarer Camilla Lynge.
Skoleledere er stolte over passionerede lærer og høj faglighed
Cecilie Vinther Allerelli er skoleleder på Højby Skole. Hun fortæller, at skolen har et særligt blik på den naturfaglige og teknologiske profil, og at det derfor gør hende både stolt og utroligt glad, at hendes medarbejdere belønnes med Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris.
»Én ting er, at der med prisen medfølger en ressource, der gør, at vi kan opkvalificere vores undervisning endnu mere. Men nok så væsentligt er det, at prisen jo afspejler, at der allerede på vores skole foregår elevrettet, velkvalificeret undervisning. Det er altid undervisningen og elevernes udbytte af denne, som skal have en høj kvalitet,« siger Cecilie Vinther Allerelli.
Skoleleder på Sct. Mariæ Skole, Poul Erik Hovelsø, fortæller, at han i Majken Grünfeld har en skolelærer, der altid går forrest, når det gælder om at udvikle natur- og teknologifagene for eleverne skyld.
»Majken er en passioneret og engageret lærer, der virkelig har høje ambitioner på både elevernes og egne vegne, og dette både motiverer, udfordrer og smitter af på os alle. For skolen er det en kæmpe inspiration og gave at have en så fagligt dygtig kollega, og som leder er jeg ikke mindst stolt over det faglige niveau og den faglige relevans, vores elever oplever,« siger Poul Erik Hovelsø.
Om Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i faget Natur og Teknologi. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens indskoling og mellemtrin.
Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; én til en lærer eller et team øst for Storebælt og én vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kroner. 50.000 kroner er en personlig hæderspris, mens 200.000 kroner tilfalder skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, eksempelvis ved indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse.
Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse. Børn, forældre og kolleger opfordres til at foreslå kandidater til skolelederen eller bestyrelsen, der kan indstille én eller flere lærere samt teams på op til tre personer fra samme skole.
Nøgleord
Kontakter
Sct. Mariæ Skole: Skoleleder Poul Erik Hovelsø, 9813 6003, hovelsoe@sct-mariae-skole.dk
Højby Skole: Skoleder Cecilie Allerelli, 2228 3776, ceval@odsherred.dk
Novo Nordisk Fonden: Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk
Billeder
Information om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 25 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Ny fabrik i København skal styrke Europas kapacitet til fremstilling af kvanteteknologi4.9.2026 07:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Det avancerede kvanteanlæg vil styrke Europas evne til at udvikle, fremstille og opskalere næste generation af kvantechips og dermed bidrage til at positionere kontinentet som globalt førende inden for kvanteteknologi.
Ingen lette løsninger: Europæiske forskningskonsortier går sammen om store udfordringer10.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ni nye bevillinger fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme skal støtte ambitiøs forskning i svampesygdomme, kardiometaboliske sygdomme, jordbundssundhed og biologiske systemer ude af ligevægt. Med programmets europæiske udvidelse samler årets bevillinger stærke forskergrupper og forskelligartet ekspertise på tværs af Europa i arbejdet med at skabe ny viden om store videnskabelige udfordringer.
Nyt europæisk initiativ skal sætte skub i udviklingen af nye behandlinger til kardiometaboliske sygdomme19.6.2026 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fonden støtter et nyt paneuropæisk initiativ, der skal styrke udviklingen af behandlinger til kardiometaboliske sygdomme. Initiativet adresserer en af de største udfordringer inden for sundhedsforskning i dag: At omsætte lovende forskningsresultater til konkret behandling for mennesker, der lever med kardiometaboliske sygdomme.
Forskning på tværs af Europa skal skabe ny løsninger på sygdomsbekæmpelse, klimaudfordringer og ressourceknaphed23.4.2026 06:32:07 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fondens Challenge Programme støtter udviklingen af ny viden, der kan bidrage til at løse nogle af de største samfundsudfordringer inden for menneskers og planetens sundhed. Med en samlet bevillingsramme på op til 600 mio. kr. er fire nye temaer nu åbne for ansøgninger fra tværfaglige forskerhold i hele Europa.
Seks undervisere og pædagoger hyldes for at fremme børn og unges interesse for naturfag18.3.2026 12:05:00 CET | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fondens undervisningspriser for 2026 går til seks engagerede undervisere og pædagoger på tværs af Danmark og Færøerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum






