Lolland Kommune

Fælles kunstprojekt i Margrethevænget klar til fremvisning

Del

Penslerne er blevet svinget og fællesskabet styrket i de sidste syv uger, hvor børn og unge i området omkring Margrethevænget i Maribo har arbejdet på kunstprojektet ”Hvad kan for(e)gå”. Sammen med en lokal syrisk kunstner har de udsmykket lejligheden Margrethevænget 33, og onsdag den 25. november kl. 16-18 er der fernisering for alle, der vil se det flotte resultat. Borgmester Holger Schou Rasmussen og formand for Fritids- og Kulturudvalget Heino Knudsen kommer og klipper den røde snor.

Kunstprojektet er et underprojekt i Maribo Helhedsplan, som dækker Margrethevænget og Østre Park. Fra 2014 til 2017 foregår der en række forskellige aktiviteter, der blandt andet skal understøtte og motivere beboerne til at blive aktive deltagere i lokalområdet. En af aktiviteterne er udsmykningen af en lejlighed i Margrethevænget, hvor de farvestrålende vægge, skabe, døre og vinduer vidner om de sidste mange ugers kunstneriske udfoldelse.

”Vi vil gerne skabe rammerne for et positivt møde mellem boligområdet og lokalsamfundet, og det må man sige er lykkedes i det her projekt. Det har været en sand fornøjelse at se børn og unge fra Margrethevænget, vuggestuen Børnebakken, 6. klasse fra Blæsenborgafdelingen og Maribo Gymnasium samarbejde om den fælles, kreative opgave at udsmykke lejligheden. Sådan et forløb er med til at sætte fokus på, hvordan beboernes ressourcer kan komme fællesskabet til gode, og det hjælper dem til at føle ejerskab og tage ansvar for det område, de bor i,” fortæller boligsocial koordinator for Maribo Helhedsplan Annika Jensen om kunstprojektet, der samtidig danner en smuk afsked med Margrethevænget, inden nedrivningen næste år.

Idéen til kunstprojektet opstod takket være den syriske kunstner Basel Khadija, som bor i Margrethevænget og er i praktik i Maribo Helhedsplan:

”Basel er en dygtig kunstner, og det var oplagt at lave et projekt, der kunne sætte hans kompetencer i spil. Både de faglige, men også de personlige som frivillig og deltagende i lokalsamfundet. Han fik derfor opgaven at hjælpe børnene og de unge med udsmykningen af den lejlighed, der blev stillet til rådighed. Lejlighedens rum blev fordelt imellem de enkelte institutioner, mens Basels ansvar var at bevare overblikket og rådgive alle undervejs,” siger Annika Jensen.

Kom og se det færdige resultat i Margrethevænget 33, 4930 Maribo, til en fernisering onsdag 25. november kl. 16-18. Arrangementet byder på taler og en lille forfriskning.

For dem, der ikke kan komme til ferniseringen, er der også åbent lørdag 28. november kl. 10-13. Derudover har alle institutioner mulighed for at se udstillingen torsdag 26. november klokken 9.30-11.30

Nøgleord

Kontakter

Annika Jensen
Boligsocial koordinator, Maribo Helhedsplan
Tlf. 22 61 77 16

Information om Lolland Kommune

Lolland Kommune
Lolland Kommune
Jernbanegade 7
4930 Maribo

54 67 67 67http://www.lolland.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum