Udenrigsministeriet

Eva Kjer Hansen sætter undersøgelse i gang

Del

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen iværksætter nu en undersøgelse, der skal afdække hvordan en lang række fejl i administrationen og sager om svig i erhvervet på fiskeriområdet kunne opstå.
 
”Det er nødvendigt med en grundig opfølgning på den kritik der har været af administrationen af fiskeriområdet. Vi mangler fortsat at få svar på det helt centrale spørgsmål; hvordan kunne det her ske? Det skal vi nu have belyst i en ekstern undersøgelse” udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen. 
 
Undersøgelsen skal analysere de bagvedliggende årsager til, at fiskeriforvaltningen igennem en årrække har været fejlbehæftet og mangelfuld. Undersøgelsen skal blandt andet se på
 
•         organisatoriske og strukturelle svagheder
•         ledelsesmæssige aspekter
•         manglende kontrol og tilsyn
•         manglende kompetencer
 
Der er allerede igangsat to andre undersøgelser af tilskudsområdet. Dels en gennemgang af gamle tilskudssager for at undersøge om, der er yderligere administrative fejl og anledning til mistanke om flere sager om svig i erhvervet, og dels en gennemgang af de yderligere ni tilskudsprogrammer, som Rigsrevisionen ikke har undersøgt.
 
”Undersøgelserne skal sikre, at vi kommer hele vejen rundt og får afdækket de fejl og mangler, der har været ved den tidligere administration af fiskeriområdet. Samtidig skal den danne grundlag for at fejlene bliver rettet fremadrettet”, udtaler fiskeriminister Eva Kjer Hansen.
 
Rigsrevisionen har i to beretninger udtrykt kritik af administrationen af fiskeriområdet, herunder administrationen af tilskudsmidler. Kritikken førte til en række politianmeldelser for svig. Derudover konkluderede Kammeradvokaten i sin undersøgelse i september, at forvaltningskulturen på området har været meget kritisabel.
 
Arbejdet med at styrke forvaltningen på fiskeriområdet har været i gang siden området blev overflyttet til Udenrigsministeriet i august 2017.
 
Undersøgelsen forventes afsluttet i midten af 2019. 
 

 
Baggrund om de tre undersøgelser
 
1)   ”Hvordan kunne dette ske, og hvordan undgår vi, at det sker igen?”

       Undersøgelsen skal afdække de bagvedliggende årsager til, at 
       fiskeriforvaltningen igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende.
 
2)   Opfølgning på tilskudssager og administrationsgrundlag 

      Gamle tilskuds- og pointsager gennemgås for fejl med henblik på at vurdere,
      hvorvidt et tilbagebetalingskrav kan gøres gældende. Undersøgelsen skal
      afdække, om der kan identificeres mønstre i de sager, hvor der er sket fejl
      eller svig. Endelig vil undersøgelsen bidrage til grundlaget for et solidt
      administrationsgrundlag fremadrettet med henblik på at forbedre    
      administrationen.
 
3)    Gennemgang af yderligere ordninger under EHFF

       Gennemgang af de resterende ni tilskudsordninger under EHFF, det danske
       Hav-og Fiskeriudviklingsprogram, som ikke indgik i Rigsrevisionens
       undersøgelser af tilskudsadministration.
 
 
Baggrund om genopretningen af fiskeriområdet

Siden Rigsrevisionens beretning om kvotekoncentrationen i dansk fiskeri i august 2017 har regeringen arbejdet med at styrke forvaltningen af fiskeriområdet:
 
Fiskeriområdet er overflyttet til Udenrigsministeriet, og der er oprettet en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet med en ny ledelse.
 
Efter offentliggørelsen af beretningen om kvotekoncentration blev to ledende medarbejdere fra fiskeriområdet forflyttet. 

I efteråret 2017 udarbejdede revisionsfirmaet Deloitte en analyse af grundlaget for den fremtidige administration af kvoterne og digitalisering af området. 

Kammeradvokatens forvaltningseftersyn af september 2018 har afklaret nogle specifikke sagsforløb. På baggrund heraf vil blive rettet op på de ting, som Kammeradvokaten har påpeget.

Opfølgning på Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet og Kammeradvokatens forvaltningseftersyn omfatter følgende tiltag:

Med ekstern juridisk og teknisk bistand vil der blive gennemført en gennemgang af forvaltningen og oprydning på tilskudsområdet samt de afledte dele af fiskerikontrollen med henblik på at sikre overensstemmelse med EU-retten. 

Gennemgang og juridisk analyse af gamle sager for fejl og forkert administration. Gennemgangen vil omfatte alle tilskuds- og strafpointsager, hvor der vil være anledning til at overveje genoptagelse. 

Iværksættelse af en ekstern analyse, der vil omfatte seks erhvervsrettede tilskudsordninger, som ikke allerede har været undersøgt af Rigsrevisionen.

Opbygning af nyt administrationsgrundlag, hvilket bl.a. vil omfatte udarbejdelse af nye instrukser, vejledninger og et operationaliseret grundlag for at implementere EU’s regelgrundlag korrekt.

Fokus på at ændre administrationskulturen og fremadrettet sikre de nødvendige kompetencer med henblik på at kunne udføre en forsvarlig sagsbehandling.

Fiskeristyrelsen har indgivet fem politianmeldelser vedr. en række sager, hvor Kammeradvokaten på baggrund af Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet har vurderet, at der er grundlag for mistanke om strafbare forhold. De konkrete sager er i overensstemmelse med vanlig praksis indberettet til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

Ministeriet vil i det videre arbejde undersøge, om der er flere sager med grundlag for mistanke om ulovligheder.

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Udviklingspolitisk Råd besøger Etiopien og Kenya22.4.2024 13:13:51 CEST | Pressemeddelelse

Kenya og Etiopien spiller væsentlige stabiliserende roller i et konfliktfyldt Østafrika. Men begge lande står samtidig over for store humanitære og klimamæssige udfordringer, og er blandt de største værtslande for flygtninge i Afrika. Danmark samarbejder blandt andet med landene om grøn og bæredygtig udvikling, modstandsdygtighed mod klimaforandringer, demokrati, menneskerettigheder, fattigdomsbekæmpelse og håndtering af flygtningesituationen. Udviklingspolitisk Råd besøger landene for at få indsigt i implementeringen af dansk humanitær støtte og danske udviklingsprojekter inden for bl.a. myndighedssamarbejdet, landbrug, sociale sikkerhedsnet, energi og vand.

Nye værktøjer skal rejse milliarder til klima og udvikling18.4.2024 07:19:04 CEST | Pressemeddelelse

Verdens udviklingslande mangler enorme beløb til klimaindsatser, fattigdomsbekæmpelse og udvikling af deres samfund. For at skaffe penge nok skal der tages helt nye metoder i brug for at tiltrække mange flere og større investeringer. Danmark er blandt de første lande, der bidrager til to nye finansieringsværktøjer, som vil rejse milliarder til klima og udvikling til gavn for verdens fattige.

Danmark sender støtte til Etiopien til hjælp mod væbnet konflikt, tørke, oversvømmelser og risiko for hungersnød16.4.2024 15:39:21 CEST | Pressemeddelelse

Etiopien er voldsomt præget af væbnede interne konflikter og tørke og oversvømmelse forårsaget af blandt andet klimaforandringer. Landet står i dag med store problemer med fordrivelse, kritisk fødevaremangel og massive humanitære behov. 20 millioner mennesker har behov for nødhjælp. Derfor støtter Danmark nu Etiopien med 100 millioner kroner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye