Lolland Kommune

Europas bedste offentlige arbejdsplads ligger stadig på Lolland

Del

Center for Socialpsykiatri i Lolland Kommune har for tredje gang placeret sig i toppen blandt Europas bedste arbejdspladser.

Europas bedste offentlige arbejdsplads er dansk og ligger på Lolland. Det må slås fast med syvtommersøm, efter at Center for Socialpsykiatri i år for tredje gang kan smykke sig med titlen.

Den anerkendte, socialpsykiatriske institution i Lolland Kommune fik torsdag det fornemme stempel i kategorien ”mellemstore arbejdspladser” af den globale rådgivnings- og analyseorganisation Great Place to Work.

Direktør i Great Place to Works danske afdeling, Ditte Vigsø, siger, at Center for Socialpsykiatris resultat viser, at det lønner sig at satse på værdier som tillid, stolthed og fællesskab:

”På europæisk plan er det kun få offentlige arbejdspladser, der kvalificerer sig til listen med Europas Bedste Arbejdspladser. I år er det faktisk kun to, og de er begge fra Danmark. Kendetegnet for dem er, at lederne har en åben ledelsesstil med fokus på medindflydelse og gensidig respekt. Det skaber tilfredse og tillidsfulde medarbejdere, og det tror jeg mange andre – offentlige og private - arbejdspladser kan lære meget af. ”

Resultatet af Great Place to Works undersøgelse efterlader ingen tvivl om, hvordan medarbejderne på Center for Socialpsykiatri trives. 100 % af dem svarer “ofte sandt” eller “næsten altid sandt” til udsagnet: ”Alt taget i betragtning mener jeg, det er et rigtig godt sted at arbejde”.

Visioner er vigtige
Leder af Center for Socialpsykiatri, Michael Christensen, siger, at det handler om at have visioner, når man vil skabe en god arbejdsplads:

”Ved at sætte nogle mål for fremtiden – både dem, der venter lige om hjørnet og på den lange bane – sikrer man, at alle ved, hvilken retning man skal i og er i stand til at følges hele vejen derhen. Ellers risikerer man at gå i stå, og at hverdagen bare bliver noget, man skal igennem,” fortæller han.

Michael Christensen understreger, at de knap 100 medarbejdere på Center for Socialpsykiatri er nøje udvalgt for at sikre det rette kulturelle og menneskelige match:

”De fleste mennesker kan tillære sig den viden og de kompetencer, der skal til, men vores personlighed er rimeligt cementeret. Derfor er det afgørende, at vi ansætter medarbejdere, der passer ind i kulturen. For en virksomhed som Center for Socialpsykiatri handler det i høj grad om at have et fleksibelt sind,” siger han.

Kun en regel gælder
Medarbejderne på Center for Socialpsykiatri er kun underlagt en enkelt regel, når de er på arbejde: Altid at bruge sin sunde fornuft. Reglen er forudsætningen for at nå tre udstukne mål: At overholde budgettet, at yde den bedste service ud fra de givne rammer og at opføre sig anstændigt. Det handler med andre ord om at give medarbejderne modet til selv at træffe beslutninger og på den måde få mere indflydelse på eget arbejde.

Noget tyder på, at medarbejderne synes om betingelserne. Siden Center for Socialpsykiatri begyndte at arbejde målrettet med arbejdsmiljøet, har kun to medarbejdere søgt væk til andre jobs. I samme periode er sygefraværet faldet fra 9,5 % til 3,5 % svarende til et fald på ca. 13 sygedage per medarbejder per år.

Ud over at være den bedst placerede offentlige arbejdsplads på den europæiske liste, klarer Center for Socialpsykiatri sig også flot i konkurrence med private virksomheder. På listen over Europas 50 bedste mellemstore arbejdspladser, hvor private også er medregnet, ligger Center for Socialpsykiatri således på en 10. plads.

Også i 2011 og i 2015 blev Center for Socialpsykiatri den bedst placerede offentlige arbejdsplads på listen med Europas Bedste Arbejdspladser. I 2015 blev centeret kåret som Danmarks Bedste Arbejdsplads i kategorien ”mellemstore arbejdspladser”. Centeret hører under Center for Social Indsats på Lolland, som i 2015 også modtog en pris, nemlig Arbejdsmiljørådets Arbejdsmiljøpris.

De flotte placeringer glæder formand for Social- og Psykiatriudvalget i Lolland Kommune Gert Mortensen:

”Tillykke til lederne og de ansatte i Center for Socialpsykiatri, som igen og igen viser, at de kan noget helt særligt. Her bliver arbejdsglæden taget alvorligt, og det har en positiv betydning for den store og vigtige indsats, de hver dag gør for borgerne. Alle på centeret kan være meget stolte af den velfortjente anerkendelse og for endnu en gang at være med til at sætte Lolland på verdenskortet,” siger Gert Mortensen. 

Listen med Europas 100 Bedste Arbejdspladser er baseret på nationale undersøgelser i 19 europæiske lande, og er foretaget af Great Place to Work. I alt 2.250 virksomheder og flere end 700.000 medarbejdere har deltaget i undersøgelsen. Alle virksomheder har selv valgt at deltage og dermed blive vejet på en arbejdsmiljø-vægt. 

Fakta:
Kun to offentlige arbejdspladser havde i år kvalificeret sig til listen over Europas Bedste Arbejdspladser, og de er begge danske. Ud over Center for Socialpsykiatri er det Herning Kommunale Tandpleje, der landede som nr. 48 på listen.

Listen med Europas 100 Bedste Arbejdspladser er opdelt i tre kategorier:

  • 50 Bedste Mellemstore arbejdspladser (50-499 medarbejdere).
  • 25 Bedste Store arbejdspladser (flere end 500 medarbejdere)
  • 25 Bedste Multinationale arbejdspladser

18 af Europas 100 bedste arbejdspladser er danske. Det samlede overblik fås på http://www.greatplacetowork.dk

Great Place to Work® offentliggør i år for 14. gang listen med de 100 Bedste Arbejdspladser i Europa. Den første liste blev offentliggjort i samarbejde med Europakommissionen i 2003.

Både offentlige og private arbejdspladser med mere end 50 medarbejdere kan deltage i den europæiske undersøgelse.

På alle de arbejdspladser, der deltager i undersøgelsen, modtager enten alle eller op til 400 tilfældigt udvalgte medarbejdere et spørgeskema, som måler graden af tillid, stolthed og fællesskab på arbejdspladsen.

Alle deltagende arbejdspladser udfylder endvidere en Kulturprofil, som omhandler arbejdspladsens kultur og tiltag, politikker og daglig praksis inden for HR og ledelse.

I den samlede vurdering lægges størst vægt på medarbejdernes vurdering af arbejdspladsen, som indgår med 2/3 i den samlede vurdering, mens Great Place to Works evaluering af Kulturprofilen indgår med 1/3 i vurderingen.

Great Place to Work®i Danmark
Great Place to Work® er en analyse- og konsulentvirksomhed, der arbejder for at skabe et bedre samfund ved at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre. Det danske kontor blev etableret i 2001 og offentliggør hvert år Danmarks Bedste Arbejdspladser®, samt hjælper offentlige og private arbejdspladser med at skabe en tillidsbaseret kultur. Great Place to Work® er repræsenteret i 51 lande verden over og har globalt hovedkvarter i San Francisco, USA. 

OBS: Pressemeddelelsen og listen med de 100 bedste arbejdspladser er klausuleret til torsdag den 16.  juni 2016, kl. 23.30.

Nøgleord

Kontakter

Michael Christensen
Leder af Center for Socialpsykiatri i Lolland Kommune
Tlf. 29 60 95 70
Mail: mich@lolland.dk

Gert Mortensen
Formand for Social- og Psykiatriudvalget i Lolland Kommune
Tlf. 40 51 56 11
Mail: gemo@lolland.dk

Ditte Vigsø
Administrerende direktør, Great Place to Work i Danmark
Tlf. 29 42 01 33
Mail: ditte.vigso@greatplacetowork.com

Information om Lolland Kommune

Lolland Kommune
Lolland Kommune
Jernbanegade 7
4930 Maribo

54 67 67 67http://www.lolland.dk/

Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune

Ekstra mulighed for at søge midler fra Grøn Ordning til lokale projekter18.9.2017 05:00pressemeddelelse

Energistyrelsen har meddelt, at der er udsendt forslag til lov om ændring af statstilskud til Grøn Ordning. Det betyder, at der kun kan gives tilsagn om tilskud til og med 20. februar 2018. Efter første ansøgningsrunde tidligere på året er der en restpulje for nettilsluttede vindmøller, og derfor bliver der nu åbnet op for en ekstra ansøgningsrunde. Ansøgere, som ikke fik tilskud i første omgang, vil blive vurderet igen, ligesom der er mulighed for at søge om tilskud til nye projekter.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum