Et nyt og stærkt erhvervsfremmesystem går i luften
13.12.2018 11:50:27 CET | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Lovene implementerer den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om et forenklet erhvervs- og turismefremmesystem, der skal give danske virksomheder et fokuseret og fremtidssikret system, hvor færre penge går til administration og flere på at møde virksomhedernes behov.
Lovene virker fra den 1. januar 2019, men allerede nu træder de bestemmelser i kraft, der etablerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov:
”Det er på tide og godt for virksomhederne, at erhvervsfremmeindsatsen bliver forenklet og moderniseret. Med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får indsatsen et sammenhængende strategisk fokus, der kan give meget større effekt for erhvervsudviklingen – både lokalt og på tværs af landet”.
En sammenhængende strategi for erhvervsfremme
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse overtager den indsats, der før lovens vedtagelse blev varetaget af de 147 medlemmer af de seks regionale vækstfora og Danmarks Vækstråd, som alle nedlægges.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får derfor til opgave at udfærdige en sammenhængende strategi for den decentrale erhvervsfremmeindsats og for at sætte gang i og finansiere tiltag, der understøtter strategien.
Der er udpeget 17 medlemmer til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Jakob Riis, adm. direktør for Falck, er udpeget som formand.
Bestyrelsesformand Jakob Riis:
”Jeg ser meget frem til samarbejdet i den nye Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Det er et stærkt hold, der stiller op. Min ambition er, at vi sammen får lagt en klar strategi for erhvervsfremmeindsatsen, så den bedst muligt understøtter virksomhederne i omstillingen til nye teknologier og markedsvilkår, og dermed den fremtidige vækst og udvikling i Danmark.”
Specialiseret vejledning for alle virksomheder
Med lovens vedtagelse etableres desuden seks tværkommunale erhvervshuse i København, Sorø, Odense, Haderslev, Aarhus og Aalborg med seks filialer i henholdsvis Rønne, Hillerød, Vordingborg, Horsens, Herning og Nykøbing Mors.
Erhvervshusene skal være Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses lokale sparringspartner og fungere som stærke kompetencecentre for alle virksomheder med behov for specialiseret vejledning af virksomhederne om drift og udvikling.
Det betyder, at den specialiserede erhvervsservice, som tidligere kun var tilgængelig for en lille gruppe vækstvirksomheder nu kommer til at gavne alle virksomheder.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov:
”De nye erhvervshuse giver indsatsen en stærk lokal forankring og vil kunne hjælpe virksomhederne videre i deres udvikling. Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne på den måde også tager et større ansvar for erhvervsfremmeindsatsen. For det er forudsætningen for, at vi får et system, der både er mere enkelt for virksomhederne, og som styrker den lokale forankring.”
Erhvervshusene vil også være den lokale indgang for virksomhederne i forhold til statens ordninger inden for eksport, finansiering og innovation.
Formand for KL, Jakob Bundsgaard:
“Kommunerne er i fuld gang med at planlægge og ser frem til en tydeligere og større rolle på området. For kommunerne bliver 2019 et overgangsår, hvor vi er opsatte på at få et tæt samspil mellem erhvervsliv og de tværkommunale erhvervshuse. Den kommunale forankring er afgørende for at skabe vækst i Danmark."
Erhvervshusene bliver finansieret af kommunerne, som også indgår resultatkontrakter med det enkelte erhvervshus.
Fakta - Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Bestyrelsen betjenes af et nyt sekretariat i Silkeborg. Medlemmerne af bestyrelsen er:
- Jakob Riis (formand), adm. direktør, Falck A/S.
- Peter Rindebæk, COO, Bladt Industries A/S
- Betina Hagerup, direktør, KMD A/S
- Nicolai Hansen, direktør, KMC Amba
- Dorte Zacho Martinsen, direktør, BM Silo A/S
- Steen Munk, vicedirektør, Nykredit Bank A/S
- Dorte Krak, adm. direktør, Arp-Hansen Hotel Group A/S
- Ejner K. Holst, næstformand, LO
- Claus Jensen, formand, CO-Industri
- Arne Boelt, borgmester, Hjørring Kommune
- Gert Jørgensen, borgmester, Sorø Kommune
- Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense Kommune
- Morten Slotved, borgmester, Hørsholm Kommune
- Peter Sørensen, borgmester, Horsens Kommune
- Stephanie Lose, regionsrådsformand, Region Syddanmark
- Per Michael Johansen, rektor, Aalborg Universitet
- Line Nørbæk, erhvervspolitisk direktør, Erhvervsministeriet
|
Fakta - bestyrelsens sammensætning Bestyrelsens formand er udpeget personligt af erhvervsministeren. De seks medlemmer, der repræsenterer virksomhederne, er udpeget efter indstilling fra erhvervslivets organisationer, mens to medlemmer er udpeget efter indstilling fra arbejdstagerorganisationer. De fem kommunale medlemmer er udpeget direkte af Kommunekontaktrådene (KKR), mens ét medlem er udpeget direkte af Danske Regioner. Uddannelses- og Forskningsministeren har udpeget repræsentanten fra en videninstitution. Endelig har erhvervsministeren udpeget et medlem, der repræsenterer staten. Medlemmerne af bestyrelsen udpeges i kraft af deres personlige og faglige kvalifikationer. |
Kontakter
Ditte Vibe PetersenPresserådgiver
Tlf:91337097divipe@em.dkInformation om Erhvervsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
100 millioner til dansk biosolutions: Bødskov sætter handling bag ordene i Bruxelles26.2.2026 08:00:07 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til konkurrenceevnerådsmøde i Bruxelles. Her vil han sætte fokus på styrkelsen af europæisk biosolutions. Samtidig sættes der handling bag ordene, når der i Danmark lanceres en pulje på 100 mio. kr. til at styrke dansk biosolutions.
Byrdelettelser for op til 21,5 mia. kr. på vej til dansk erhvervsliv24.2.2026 10:41:35 CET | Pressemeddelelse
Regeringen sætter gang i næste fase af Automatisk Erhvervsrapportering, der bringer den samlede potentielle byrdelettelse i tiltaget op på 21,5 mia. kr. Samtidigt skal virksomheders tidsforbrug og udgifter til tilsyn reduceres med knap 10 pct.
Milliardløft til iværksætteri i landdistrikterne: 48 aftaler om vækstlån for næsten 84 mio. kr.23.2.2026 10:11:15 CET | Pressemeddelelse
Danske virksomheder i landdistrikterne har for alvor fået glæde af den milliard, der med den historiske Iværksætteraftale blev øremærket til vækstlån. Siden ordningen trådte i kraft i februar 2025, er der givet 48 lån målrettet virksomheder i landkommuner til en samlet værdi af næsten 84 mio. kr.
92 millioner kroner skal sparke liv i endnu flere danske bymidter20.2.2026 15:00:08 CET | Pressemeddelelse
Med en ny udmøntning fra Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling får 16 byer i Danmark nu muligheden for at skabe mere levende bymidter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
