Aalborg Zoo

Et græskar er ikke bare et græskar

Del
Lokaltproducerede græskar i alverdens former, farver og størrelser skaber den helt rigtige Halloween-stemning i Aalborg Zoo.

Halloween er lig med græskar, og når Aalborg Zoo fejrer Halloween i efterårsferien, bliver haven fyldt med tusindvis af græskar - men et græskar er ikke bare et græskar.

- Vil vil gerne vise naturens fantastiske mangfoldighed, og det gør vi med hjælp fra Rasmus Jessen, der er en kæmpe græskar-nørd. Han dyrker et utal af vanvittigt smukke og sære græskarsorter, der er helt rigtige for os, fordi de er dyrket lokalt og naturligt og uden sprøjtemidler, siger Lars Jeppesen, der designer Halloween i Aalborg Zoo.

På sin fødegård syd for Aalborg eksperimenterer Rasmus Jessen med produktion af en lang række specielle grøntsager, og lige nu er det tusindvis af græskar i alverdens farver og faconer, der pryder markerne.

- Jeg glæder mig over, at alle mine forskellige græskar bliver en del af Halloween-festen i Zoo, for jeg kan godt lide den hyggelige del af Halloween med græskar og naturlig pynt, siger Rasmus Jessen.

Halloween fejres i Aalborg Zoo den 15.-23. oktober, og der bliver ægte Halloween-stemning med både gys og hygge for hele familien.

- Vores Halloween bliver Uhyggelig Hyggelig. Vi fylder haven med masser af græskar, smuk efterårspynt og hyggelige aktiviteter, men i de mørke kroge i haven, hvor det kommer til at krible og krable, kan man også få sig et rigtig godt gys, siger Lars Jeppesen.

Ramus Jessens mange sjove græskartyper kan beundres i Aalborg Zoo i hele perioden, og hvis man forelsker sig særligt i et af de smukke græskar, er der endda mulighed for at tage det med hjem.

- Vi har et fint græskarværksted, hvor man helt efter temperament kan skære sit eget hyggelige eller uhyggelige græskarhoved, og søndag den 23. oktober kl. 15-18 er gæsterne velkommen til at udvælge sig et af Rasmus Jessens flotte græskar i haven og tage det med hjem, så det kan pynte videre, siger Lars Jeppesen.

Udover de mange festlige og forunderlige græskar-typer dyrker Rasmus Jessen også kålroer, kartofler og særlige majs, der i røde, blå og sorte varianter er populære til pynt.

- Jeg kan ikke afsætte de helt store mængder græskar til spisebrug. Til gengæld har jeg satset på en mere nichepræget produktion af specialgrøntsager og pyntegræskar i alle afskygninger, som efterspørges mere og mere, ikke mindst selvfølgelig i forbindelse med Halloween, fortæller Rasmus Jessen.

Sidste år kunne Landbrugsstyrelsen da også konstatere, at arealet af græskarmarker i Danmark er vokset med 50% siden 2015. Det er dog stadig mest hokkaido-græskar til madlavning og de store Halloween-græskar, der dyrkes på de danske marker.

Traditionen med de lysende græskarhoveder stammer oprindeligt fra kelterne. De lavede lygter med skræmmende ansigter for at holde de dødes spøgelser væk. Da de første irske immigranter tog traditionen med til Amerika, blev roerne til græskar og dermed det lysende orange symbol på Halloween, vi kender i dag.

Kontakter

Billeder

Information om Aalborg Zoo

Aalborg Zoo
Aalborg Zoo
Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

+45 9631 2929https://aalborgzoo.dk/

I Aalborg Zoo er der aldrig to dage der er ens. Vores grønne oase midt i Aalborg er åben året rundt og byder uanset årstid på vildt fascinerende oplevelser.

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Zoo

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Zoo

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye