Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune hylder det gode arbejdsmiljø

Del
Det gode arbejdsmiljø blev i går præmieret, da Esbjerg Kommune uddelte Arbejdsmiljøprisen 2020. Prisen gik til Sygeplejen Team Øst fra området Fritid, Sundhed & Omsorg for deres store indsats for en tillidsbaseret kultur, som blandt andet har ført til mere kvalitet, overskud og vidensdeling i hverdagen.
Sygeplejen Team Øst vandt torsdag Esbjerg Kommunes Arbejdsmiljøpris 2020 for deres store indsats for arbejdsmiljøet. Foto: Esbjerg Kommune.
Sygeplejen Team Øst vandt torsdag Esbjerg Kommunes Arbejdsmiljøpris 2020 for deres store indsats for arbejdsmiljøet. Foto: Esbjerg Kommune.

Esbjerg Kommune har torsdag den 23. september 2021 kåret Sygeplejen Team Øst fra området Fritid, Sundhed & Omsorg som vinder af Arbejdsmiljøprisen 2020. Prisen fik teamet for deres arbejde med en tillidsbaseret kultur i praksis. Med prisen følger en præmie på 25.000 kroner.

Tillid skaber overskud

Det var borgmester Jesper Frost Rasmussen, som foran en fyldt sal på kommunens fælles arbejdsmiljødag kunne afsløre vinderne og overrække den fornemme pris.

- Igennem jeres tiltag har I arbejdet med arbejdsmiljøkulturen, som ikke altid kan måles og vejes. I har arbejdet med strukturen og ejerskabet af jeres kerneopgave og givet medarbejderne større ansvar og tillid i udførelsen af kerneopgaven. Det har fået kvaliteten, overskuddet og vidensdelingen i afdelingen til at blomstre, sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen blandt andet.

Sygeplejen Team Øst, der før var delt op i to store grupper, har efter en trivselsmåling besluttet at tilrettelægge arbejdet på en ny måde, som giver mulighed for at gøre tingene anderledes i hverdagen. De store teams, hvor man skulle samarbejde på tværs blandt mange sygeplejekolleger, blev ændret til mindre områder og ruter, hvor kun to – tre sygeplejersker er tilknyttet. Sammen med en fælles morgenkoordinering har det blandt andet ført til, at medarbejderne nu oplever øget tillid, tryghed, engagement og sammenhold. Det giver overskud og positiv energi til opgaveløsningen.

Det var derfor fuldt fortjent, at teamet løb med årets Arbejdsmiljøpris. I alt otte afdelinger eller teams havde indsendt deres bud til konkurrencen. Det var derfor ikke nogen nem opgave, da dommerkomiteen skulle finde de to initiativer, som skulle præmieres.

Færre arbejdsulykker

Foruden vinderne af førstepræmien på 25.000 kroner blev der også udråbt en andenplads til arrangementet. Den gik til Hjemmeplejen, som har nedbragt antallet af arbejdsulykker med hele 33 procent fra 2019 til 2020.

Det har de gjort igennem et systematisk og vedvarende fokus i hverdagen på at forebygge skader ved blandt andet fysiske flytninger af borgere, stikskader og skader med elcykler. Den markante reduktion af arbejdsulykker har også været med til at skabe trygge rammer for at gå på arbejde og nedbringe sygefraværet.

Til vinderne af andenpladsen var der en præmie på 10.000 kr.

Inspiration til det gode arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøprisen er et skulderklap til de bedste i klassen. Samtidig fungerer de præmierede initiativer som en inspiration for andre arbejdspladser i kommunen.

Det var derfor også en del af den inspiration, som ca. 300 medlemmer af kommunens arbejdsmiljøgrupper, tillidsrepræsentanter med flere kunne tage med hjem fra kommunens arbejdsmiljødag, hvor prisoverrækkelsen fandt sted.

Kontakter

Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune, tlf. 27 24 18 00


Birgitte Stenderup, Personale- og udviklingschef, Esbjerg Kommune, tlf. 24 41 40 22

Billeder

Sygeplejen Team Øst vandt torsdag Esbjerg Kommunes Arbejdsmiljøpris 2020 for deres store indsats for arbejdsmiljøet. Foto: Esbjerg Kommune.
Sygeplejen Team Øst vandt torsdag Esbjerg Kommunes Arbejdsmiljøpris 2020 for deres store indsats for arbejdsmiljøet. Foto: Esbjerg Kommune.
Download
Andenpladsen gik til Hjemmeplejen, som har nedbragt antallet af arbejdsulykker med hele 33 procent fra 2019 til 2020. Foto: Esbjerg Kommune.
Andenpladsen gik til Hjemmeplejen, som har nedbragt antallet af arbejdsulykker med hele 33 procent fra 2019 til 2020. Foto: Esbjerg Kommune.
Download
Det var borgmester Jesper Frost Rasmussen, som udråbte vinderne på kommunens Arbejdsmiljødag. Foto: Esbjerg Kommune.
Det var borgmester Jesper Frost Rasmussen, som udråbte vinderne på kommunens Arbejdsmiljødag. Foto: Esbjerg Kommune.
Download

Information om Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune
Torvegade 74
6700 Esbjerg

76161616http://www.esbjerg.dk

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye