Sparekassen Kronjylland

Er en eller to aktier i porteføljen nok?

Del
I en rapport, der blev offentliggjort tidligere i år, har fire professorer fra Copenhagen Business School taget temperaturen på Hr. og Fru Danmarks investeringsvaner, når det kommer til at købe aktier for frie midler. I rapporten slår data fra perioden 2005-2012 fast, at 76 procent udelukkende har danske aktier. Det er godt, når danske aktier − som her i 2017 − præsterer godt. Men husk, at der kan komme år, hvor danske aktier gør det dårligere end de globale aktiemarkeder.

Rapporten slår også fast, at 2/3 af de danske aktieinvestorer kun investerer i én aktie, og at det samlede gennemsnit lander på 1,9 aktier. Det kan være risikabelt for investorerne.

Et få uger gammelt eksempel bøjer det i neon til skræk og advarsel: i september kunne danske Bavarian Nordic berette, at deres studie af lægemidlet Prostvac mod prostatakræft var blevet stoppet af en uafhængig overvågningskomité. Det var ellers et lægemiddel, som det danske biotek- og medicoselskab og selskabets aktieinvestorer havde store forhåbninger til. Investorerne svarede prompte ved at holde brandudsalg, og aktiekursen blev hugget midt over. Var du en af dem, der ikke solgte ud af aktierne, og havde du for eksempel for 100.000 kroner aktier i selskabet, var de faldet til en værdi af bare 50.000 kroner. Fra den ene dag til den anden. OW Bunker, som er det helt grelle eksempel herhjemme, står også tydeligt i erindringen for de fleste. Kun syv måneder efter børsnoteringen blev aktierne værdiløse, da selskabet i november 2014 indgav sin konkursbegæring.

Man skal dog passe på med at overfortolke rapporten fra CBS og de pointer, medierne har fremhævet fra den. Graver man et spadestik dybere, viser rapporten nemlig også, at de danskere, der blot har en enkelt aktie, i gennemsnit har investeret for 17.000 kroner. Det beløb kan være svært at fordele på mange enkeltaktier. Generelt er det en god idé, at du spreder dig på flere aktier, brancher og lande, jo større beløb du har at investere for. En spredning på 10 aktier er godt, 30 aktier er endnu bedre. Investerer du mindre beløb, vil det typisk være en god idé at anvende investeringsforeninger, der spreder risikoen for dig.

Går du efter det generelt bedre afkast, der er ved at eje aktier frem for kontanter eller obligationer, og vil du samtidig reducere risikoen mest muligt? Så er det ofte en god idé, at du søger rådgivning inden for området – eksempelvis i dit pengeinstitut.

Som dansk privatinvestor er du nemlig en lille fisk i det store investeringshav og er oppe mod store hajer, der råder over ressourcer, viden og erfaring. Sandsynligheden for, at du får et mindre stykke af afkastkagen end de professionelle, er dermed meget høj, når du forsøger at klare dig selv. Men det er jo tillokkende, for psykologisk set er det med investering som med bilkørsel: Vi mener alle, at vi er en bedre billist end gennemsnittet.

Nøgleord

Kontakter

Skrevet af afdelingsdirektør for Investering i Sparekassen Kronjylland, Jens Bisbo. Mail: jbi@sparkron.dk, telefon: 89 12 24 70.

Billeder

Information om Sparekassen Kronjylland

Sparekassen Kronjylland
Sparekassen Kronjylland
Tronholmen 1
8960 Randers SØ

89 12 24 00http://www.sparkron.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye