Energinet anbefaler at tilslutte strøm fra Energiø Nordsøen til højspændingsnettet ved Revsing i Vejen Kommune
12.4.2022 06:30:00 CEST | Energinet | Pressemeddelelse

Energinet er i gang med forberedelserne til at etablere elinfrastrukturen til to energiøer i Danmark – Energiø Nordsøen og Energiø Bornholm. I Nordsøen bliver energiøen en kunstig ø ca. 100 kilometer fra kysten ud for Thorsminde, mens Bornholm er energiøen i Østersøen. Grøn energi fra vindmøllerne på havet skal samles op på energiøerne og sendes videre til fastlandet i Danmark og andre lande.
Efter analyser af elnettet og den forventede fremtidige udvikling af energisystemet peger Energinet nu på, at det vil være hensigtsmæssigt at anlægge en omformerstation nær et af Energinets igangværende byggerier i Revsing i Vejen Kommune og herfra føre strømmen ind i det jyske højspændingsnet, hvorfra det kan fordeles videre ud i landet.
”Det er store mængder af grøn strøm fra Energiø Nordsøen, der skal kobles på det danske elnet. Derfor er det også store anlæg, vi skal bruge, når strømmen skal føres ind i elnettet på land. Ligesom vindmøllerne er elkablerne og de store omformerstationer dog helt nødvendige for den grønne omstilling”, siger Hanne Storm Edlefsen, som er vicedirektør for Energiøer i Energinet.
Mulig placering tæt på eksisterende byggeri til Viking Link
Ved Revsing i Vejen Kommune er man ikke ubekendt med byggeri af nye anlæg til omformning af strøm. En omformerstation, der skal modtage strøm fra den kommende elforbindelse mellem Danmark og England, Viking Link, er således allerede under opførelse netop i Revsing.
En ny omformerstation til modtagelse af strøm fra vindmøllerne ved Energiø Nordsøen vil have nogenlunde samme størrelse og funktion som den station, der i forvejen er ved at blive bygget til Viking Link. Det vurderes, at et yderligere anlæg bag hegn og inklusive omformerbygninger, IT-bygninger, lagerbygninger og udendørs højspændingsanlæg vil fylde ca. 20-30 hektar.
”Omformerstationer er ikke alene vigtige for den grønne omstilling – det er også vigtigt, at de ligger de rigtige steder. En placering i Revsing er velegnet, blandt andet fordi elnettet her er så stærkt, at der ikke vil kræves yderligere udbygninger af højspændingsnettet for at tage imod de store mængder strøm. Men også fordi placeringen er god i forhold til den forventede fremtidige udbygning af vedvarende energi”, siger Hanne Storm Edlefsen, vicedirektør for Energiøer i Energinet.
Beslutningen om placeringen af omformerstationen er dog ikke endeligt på plads. Som en mulig 2. prioritet peger Energinet på en placering ved den eksisterende højspændingsstation ved Landerupgård i Kolding Kommune. Energinet er i dialog med både Vejen og Kolding Kommune om den mulige omformerstation i deres områder.
Nabomøder på vej
Naboerne til den måske kommende omformerstation i Revsing er blevet informeret om, at der muligvis, udover omformerstationen til Viking Link, er mere byggeri på vej.
20. april holder Energinet et informationsmøde for naboer og borgere i området, hvor de vil blive informeret yderligere om det mulige, kommende projekt. Naboer og borgere i området får en invitation i deres postkasse.
Energinet indleder senere på året miljøundersøgelser som del af forberedelser til den lovpligtige miljøvurdering af det konkrete projekt, der er en del af Energiø Nordsøens elinfrastruktur. Det sker som udgangspunkt i samarbejde med kommunen, der som lokal myndighed står for planarbejdet.
I forbindelse med den lovpligtige miljøvurdering vil borgere og berørte lodsejere blive inddraget gennem høring, borgermøder, mv.
Nøgleord
Kontakter
Hanne Storm Edlefsen, vicedirektør, Energinet, hse@energinet.dk, mobil: 23 33 85 50
Billeder

Information om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger.
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Politisk tillægsaftale for brintrøret: Det betyder ændringerne for Energinets kapacitetssalg29.9.2026 14:10:43 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og partierne bag den politiske aftale om Danmarks kommende brintinfrastruktur – også kaldet 7-tallet – har besluttet at ændre en række centrale vilkår, som påvirker Energinets kapacitetssalg. Ændringerne imødekommer en række bekymringer fra brintproducenterne, og tillægsaftalen giver bl.a. bedre rammer for, at de kan modne deres projekter, reservere kapacitet og indgå støttekontrakter med EU og den tyske stat. Energinets arbejde med at realisere brintinfrastrukturen følger uændret den stramme tidsplan frem mod idriftsættelse sidst i 2030.
Energinet præsenterer det endelige forslag til placering af ny elforbindelse på Sydsjælland, Lolland og Falster24.9.2026 10:51:08 CEST | Pressemeddelelse
Der er behov for markant udbygning af eltransmissionsnettet for at mere grøn energi kan tilsluttes, og nyt storforbrug kan forsynes. Ny elforbindelse bliver flere steder på Sydsjælland placeret tættere på motorvejen end det oprindelige forslag. Borgere inviteres til informationsmøder i oktober.
Energinet fjerner de gamle 150 kV luftledninger i Vestjylland22.9.2026 09:06:56 CEST | Pressemeddelelse
I takt med, at elnettet udvides og styrkes, skal ældre luftledninger og master tages ned, hvor det kan lade sig gøre. Lige nu fjerner Energinet udtjente, gamle 150 kV luftledninger i det vestjyske område, hvor vejr og natur i løbet af de sidste 50-60 år har sat sit præg på anlægget.
Ny DataHub skal drive det grønne og fleksible elmarked18.9.2026 12:18:32 CEST | Pressemeddelelse
DataHub-systemet, det danske elmarkeds centralnervesystem for afregning, datafrisættelse og kommunikation, er nu fuldt opgraderet til version 3.0, som er rustet til at håndtere større og større datamængder, der skal danne fundament for en række nye løsninger og indfri endnu mere fleksibilitet drevet af markedet.
Fokus på elforsyningen: Sikkerhed og beredskab vejer tungere15.9.2026 10:33:45 CEST | Pressemeddelelse
Energinet sender nu årets redegørelse om elforsyningssikkerhed i høring. Sikkerhed og beredskab vejer tungere i år. Det forhøjede trusselsbillede betyder, at Energinet anbefaler at justere målet for afbrudsminutter fra 38 i 2035 til 40 afbrudsminutter i 2036. I 2025 var der til sammenligning 26 afbrudsminutter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
