Ingeniørforeningen, IDA

Endelig får dagpengesystemets kernetropper et løft

Del
Regeringen har indgået en aftale om fremtidens dagpengesystem. Fremover får A-kassemedlemmer med en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet en højere sats i de første tre måneders ledighed. Dimittendernes vilkår forringes i aftalen, men heldigvis har man lyttet til IDAs forslag om en trappemodel for nyuddannede.

Regeringen har indgået en aftale om fremtidens dagpengesystem som en del af regeringsudspillet ”Danmark kan mere 1”.

I aftalen sikres fuldtidsforsikrede medlemmer med en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet en højere sats på 23.000 kr. i de første tre måneders ledighed mod 19.351 kr. i dag. Fuldtidsforsikrede vil fortsat have ret til to års dagpenge.

”Vi er glade for, at der kommer et tiltrængt løft i satsen i de tre første måneder for dagpengesystemets kernetropper. Dagpengene er blevet udhulet så voldsomt over de seneste mange år, at der ikke længere var tale om en økonomisk sikring, som gjorde det tilstrækkeligt attraktivt for mange medlemmer at betale til sin A-kasse. Det er udfordring for hele A-kassesystemet, og det har vi peget på i lang tid,” siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

I aftalen bliver dimittendernes vilkår ændret markant.

Regeringen havde i forslaget ”Danmark kan mere 1” oprindeligt foreslået, at dimittendsatsen skulle sænkes til 9.514 kr. fra dag ét. Det forslag har IDA kæmpet i mod og i stedet foreslået en trappemodel, der sikrer de nyuddannede en højere sats i en periode, før satsen sænkes fra den nuværende dimittendsats på 13.836 kr. For det er en kendsgerning, at langt de fleste nyuddannede bliver færdige med deres uddannelse i sommermånederne, hvor jobåbningerne er få sammenlignet med resten af året.

Det forslag har partierne taget til sig, og det er Thomas Damkjær Petersen tilfreds med.

”Lige siden regeringen fremlagde forslaget om at sænke dimittendsatsen fra første måned, og vi kunne se at der var et politisk flertal for forringelserne, har vi argumenteret for, at der i stedet burde indføres en trappemodel, som sikrer de nyuddannede den oprindelige sats på 13.836 kr. i de første 3-6 måneders ledighed. Bl.a. fordi mange dimitterer midt i en ferieperiode, hvor virksomhederne ligger stille. Det har partierne tydeligvis lyttet til, så dimittenderne nu er sikret en bedre sats i de første tre måneders ledighed. Det er jeg tilfreds med, for udgangspunktet var langt værre,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Dagens aftale indebærer også, at dimittendernes dagpengeret sænkes fra to år til et år. Og den del af aftalen ærgrer IDAs formand.

”Vi havde helst set, at alle fortsat har ret til to års dagpenge. Også de nyuddannede. Vi er heller ikke kommet i mål med at genoprette dagpengesatsen for alle. Der er jo ingen garanti for, at den nuværende gunstige situation på arbejdsmarkedet holder i al evighed, og derfor vil vi fortsat arbejde for at gøre dagpengesystemet mere robust i forhold til de konjunkturelle udsving. Regeringens oprindelige forslag indeholdt væsentligt større forringelser af dimittendernes vilkår, så vi håber, at den aftale, der er politisk flertal for nu, ikke får den konsekvens, at flere vælger at vende det solidariske dagpengesystem ryggen,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Kontakter

Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf. 51 85 17 64

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye