ZeBU

En verden af oplevelser på Springfestival 2021 – lige rundt om hjørnet

Del

På Amager varmer ZeBU og Børnekulturhus Ama’r op til byens mest lokale og internationale teaterfestival fra 25. – 30. maj. Børn, unge og deres familier kan glæde sig til en uges festivalfever fyldt med mere end 80 opførsler fra syv forskellige lande afviklet i trygge rammer.

For syvende år i træk byder ZeBU i tæt samarbejde med Børnekulturhus Ama’r velkommen til Springfestival 2021, der bliver afholdt efter alle kunstens regler. Programmet bugner af overraskende, tankevækkende og poetiske forestillinger, der sætter scenen med alt fra gadeteater til byvandringer, performances til koncerter.

Teatermekka i hjertet af Amager
Musiktorvet og de omkringliggende spillesteder på Amager bliver fyldt til randen med oplevelser – fra den prisvindende børnekoncert med Marlene Kjærgård (vinder af Børnejazzprisen 2020) til en ny lokal byvandring, Moderland, i samarbejde med unge fra Teaterhuset.

I ugeprogrammet bliver mere end 500 skoleelever inviteret til at opleve den anmelderroste forestilling Laika af spansk/catalanske Xirriquiteula Teatre, der ligeledes kommer på visit med festivalens langbenede maskotter; de naturtro giraffer, der legesygt går på opdagelse mellem publikum, og som i år kan fejre deres 20-års jubilæum.


I weekenden kan publikum opleve charmerende gadeteater fra Italien, magisk objektteater fra Belgien, legende og vild dans fra Schweiz forenet med nycirkus og lydteater fra danske kompagnier. Alt i alt spænder programmet bredt, og der vil være oplevelser for enhver smag og for alle aldre.

Kulturborgmesteren åbner weekendprogrammet
Det officielle weekendprogram bliver skudt i gang om fredagen ved en festivalåbning, hvor kulturborgmester Franciska Rosenkilde klipper det røde bånd og byder publikum velkommen. Åbningens gæster bliver forkælet med gadeteater af canadiske Corpus, jazzkoncert ved Papa Kotji samt prisuddeling af Springprisen 2021, der hædrer ’en person, et teater, en institution eller et initiativ der er et forbillede for fornyelse indenfor dansk børneteater’med en pris på 10.000 kr. samt et kunstværk af Barbro Åberg.

På festivalpladsen kan gæsterne opleve en farverig kunstinstallation udarbejdet af billedkunstner Maria Lau Krogh i samarbejde med 300 børn, voksne og ældre. Sammen har de skabt en stor installation med inspiration fra hjulet, der farverigt og festligt skaber samtale og leg på festivalpladsen – for selv små hjul kan flytte store ting.

Coronavenlig familiefestival
ZeBU, Børnekulturhus Ama’r og arrangørerne bag festivalen tager naturligvis alle forholdsregler, og som alle andre kulturinstitutioner, vil det være påkrævet, at gæster over 15 år skal kunne fremvise et gyldigt coronapas ved ankomst til festivalen. Der vil desuden være et stærkt team af arrangører og frivillige, der sørger for at guide alle fint rundt på pladsen samtidig med, at forestillinger med nedsat publikumskapacitet kræver en pladsbillet, som kan erhverves på festivalpladsen den dag, endagsarmbåndet gælder til weekenden.

Kontakter

Billeder

Information om ZeBU

ZeBU
Øresundsvej 4-6
2300 København S

https://www.zebu.nu/da/
ZeBU er et teater på Amager i København, der producerer og viser forestillinger for børn og unge. ZeBU er også navnet på den pukkelryggede okse, der i Indien er så hellig, at den går frit rundt i gaderne, og alle stopper for den i trafikken. Ikke mindst er ZeBU en kreativ forkortelse for ‘Scenekunst for børn og unge’. ZeBU er både et stationært teater med scene på Amager Kulturpunkt og et turnerende teater, der kommer rundt i hele Danmark og det meste af verden. ZeBU står også bag festivalerne – Amager Børneteater Festival i efterårsferien og SpringFestival, der afholdes i maj måned i lige år.

Følg pressemeddelelser fra ZeBU

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ZeBU