En rambla - og 30 andre anbefalinger fra Borgersamling til Byråd
36 hverdags-eksperter har over seks dage arbejdet sig frem til 31 anbefalinger, som de overdrog til Byrådet onsdag aften på Rønnebæksholm.

Et nyt ungdomskollegie, bredere udvalg af stadeholdere til torvehandlen og et erhvervshus i Næstved er nogle af de anbefalinger, som Næstved Kommunes første Borgersamling har overdraget til Byrådet.
Anbefalingerne tager udgangspunkt i at skabe et bæredygtigt Næstved for unge, byen og erhvervslivet.
31-årige Stephanie Andersen er en af deltagerne i Borgersamlingen. Hun har blandt andet arbejdet med forslag til at sikre et bedre ungdomsliv i Næstved Kommune. Et af ungegruppens anbefalinger er at styrke brobygningen mellem unge og erhvervslivet.
- Jeg synes, at vores anbefalinger er virkelig gode. De unge har meget på hjerte og har holdninger til, hvordan fremtidens samfund skal se ud, så vi vil gerne have endnu mere samarbejde mellem unge og voksne i kommunen. Jeg håber, at fremtidens unge får glæde af vores arbejde, fortæller Stephanie Andersen og fortsætter:
- Det har været rigtig spændende at arbejde med de andre i ungegruppen. Alle var meget engagerede og bød ind. Det betød, at jeg blev mere og mere begejstret for emnet, jo mere vi arbejdede med det.
En demokratisk ramme
Borgmester Carsten Rasmussen modtog sammen med sine byrådskollegaer anbefalingerne fra Borgersamlingen på Rønnebæksholm.
- Jeg er imponeret over den energi, som deltagerne i Borgersamlingen har lagt i arbejdet med de dilemmafyldte og komplekse udfordringer. Det er første gang, at vi har haft en Borgersamling i Næstved Kommune, og nu ser jeg frem til, at vi skal drøfte anbefalingerne i Byrådet i juni måned, siger borgmester Carsten Rasmussen.
Byrådet drøfter anbefalingerne på et temamøde den 19. juni. Her skal politikerne blandt andet tage stilling til, om nogle af anbefalingerne kan blive indarbejdet i Næstvedstrategien. Strategien beskriver den fysiske planlægning og udvikling af kommunen de næste 12 år. Anbefalingerne kan også tænkes at få plads i fx kommunens erhvervs- og uddannelsespolitik eller gå videre til drøftelse i de enkelte fagudvalg.
Nogle anbefalinger er små og meget konkrete, hvor andre er store og mere generelle, så nogle anbefalinger kan måske først indarbejdes om flere år og blive en del af større processer.
Anbefalinger
De 31 anbefalinger er fordelt på 6 temaer
1. Havn, kanal og by – en symbiose af fællesskab
- En rambla der forbinder byen med havnen
- Siloerne skal fjernes – og erstattes med rekreative områder
- Etablering af servicefaciliterer og boliger på havnen
2. Erhverv - Næver Business Future
- Et nyt erhvervshus
- Erhvervsfremmeprojekter for fremtidig dansk/ tysk samarbejde
- Der skal etableres et konferencehotel
- Nyt grønt erhvervsforum, som skal understøtte den bæredygtige udvikling i virksomhederne
3. Bymidten kan andet og mere!
- Området omkring Susåen skal udnyttes bedre
- Flere bænke og andre opholdsmuligheder i bymidten
- Indsatser mod måge- og dueplagen i bymidten
- Foreninger og fællesskab i bymidten
- Bedre forhold for gangbesværede på veje og strøg i bymidten
- Brugerbetalte offentligt toiletter i bymidten
- Markedspladsen på torvet skal have plads til flere
4. De unges Næstved
- Brobygning imellem de unge og erhvervslivet
- Flere lange videregående uddannelser i Næstved
- Ungdomskollegie
- Nyt Ungeråd i kommunen
- Bedre information om kulturliv og arrangementer for unge
5. Boliger med fokus på mangfoldighed og fremtidens behov
- Offentlig medfinansiering til renoveringer
- Arealer til eksperimenter med genbrug og bæredygtige byggemetoder
- Inddragelse af handicaporganisationer
- Varierede boliger i alle fremtidige boligområder
- Byg i højden – på de rigtige steder
- Kulturændring i beboerfællesskaberne
- Krav til bæredygtighed i lokalplaner og udbud
- Anvisning til almennyttige boliger
6. Sammenhæng mellem by og land
- Nye lokale transportmuligheder/-former
- Bedre information om de mangfoldige kultur- og fritidsliv
- De økonomiske rammer for livet på landet må ikke forværres
- Bedre rammevilkår for kultur og fritid på landet
Ud over de 31 anbefalinger har hver tema en kort beskrivelse af de drømme, som Borgersamligen har for fremtiden.
Baggrund
Byrådet vedtog en ny vision i juni 2022 og besluttede samtidig, at borgerne i højere grad skal inddrages i processen med at gøre visionen til virkelighed. En af de måder det gøres på, er ved, at der blev startet en ny borgersamling, hvor alle kommunens 70.508 borgere over 16 år blev inviteret til at deltage. 791 borgere tilmeldte sig, og der blev derefter udvalgt 36 borgere, som afspejler kommunens sammensætning af borgere på baggrund af køn, alder, uddannelse og bopæl i kommunen.
Borgersamlingen er faciliteret af We Do Democracy.
Kontakter
Birgitte EriksenCenterchef for Politik og Udvikling
Tlf:55 88 55 88Tlf:23 31 66 11bgeri@naestved.dkCarsten RasmussenBorgmester i Næstved Kommune
Tlf:25 45 09 43caras@naestved.dkStephanie AndersenMedlem af Borgersamling Næstved
Tlf:22 27 04 67Billeder







Links
Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
2900 spørgeskemaer på vej til forældre, som har børn med særlige behov1.6.2023 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Som led i at forbedre samarbejdet mellem sagsbehandlerne i Center for Børn og Unge og forældre, sender Næstved Kommune i disse dage et spørgeskema til alle forældre, som lige nu får støtte eller indsatser fra Center for Børn og Unge.
Udbud sikrer dobbelt så mange nye bus-læskærme16.5.2023 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I løbet af juni vokser antallet af bus-læskærme fra 37 til 70 i Næstved by. Optælling ved stoppestederne viser, at det vil komme godt 6.500 ventende passagerer til gode om dagen.
Samarbejdet med CASA Arkitekter er ophørt15.5.2023 13:45:17 CEST | Pressemeddelelse
Den nye børnehave, der skal opføres ved Stenlængegård, bliver ikke opført med rådgivning fra CASA Arkitekter. Næstved Kommune og CASA Arkitekter har i fællesskab besluttet at gå hver til sit.
Presseinvitation: Borgersamling overdrager anbefalinger til Byrådet15.5.2023 09:48:59 CEST | Presseinvitation
Den 17. maj kl. 17.00 overdrager Næstved Kommunes første Borgersamling sine 31 anbefalinger til Byrådet. Det sker til et arrangement på Rønnebæksholm.
80.000 nyplantede træer udgør Næstveds første klimaskov9.5.2023 09:23:51 CEST | Pressemeddelelse
Mandag den 15. maj indvier borgmester Carsten Rasmussen og miljøminister Magnus Heunicke 21,1 hektar ny, bynær klimaskov ved Stenlængegård. Skoven er en del af Den Grønne Ring rundt om Næstved og af kommunens DK2020-klimaplan.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum