Fødevareforbundet NNF

En ny alliance kræver en værdig tilbagetrækning til de hårdeste arbejdsliv

Del

Stop jeres Christiansborg-fnidder og find en løsning, så også lønmodtagerne med hårdt fysisk arbejde kan se frem til en værdig afsked med arbejdsmarkedet. Det er budskabet til politikerne fra fire fagforeninger, der er gået sammen i ’Alliancen for en værdig tilbagetrækning’.

De fire forbund – Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Dansk El-Forbund – har alle medlemmer, der hver dag mærker sliddet fra hårdt fysisk arbejde på kroppen. Derfor er de gået sammen i en alliance for at lægge pres på politikerne på Christiansborg.

Initiativtager til alliancen er Ole Wehlast, der som forbundsformand i Fødevareforbundet NNF blandt andre repræsenterer landets slagteriarbejdere. Han forklarer om baggrunden for samarbejdet:

”I Fødevareforbundet NNF har vi længe kæmpet for en mere værdig tilbagetrækning, hvor vores nedslidte medlemmer kan få lov at forlade arbejdsmarkedet, uden at ryge direkte i sygesengen. Nu spidser det til på Christiansborg, og derfor har vi taget initiativ til denne alliance, der har et klart budskab til politikerne: husk de mennesker, det her drejer sig om og drop jeres interne skærmydsler.”

De fire fagforbund frygter, at politisk taktik og magtkampe vil stikke en kæp i hjulet på de kommende forhandlinger om en ret til tidlig pension. Derfor er det vigtigt at slå fast, at det er hårdtarbejdende mennesker, det handler om, forklarer Henrik W. Petersen, der er forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet:

”Det her handler om mennesker, der knokler for Danmark ved at sikre mad på bordet, lys i loftet, maling på væggene og varmt vand i håndvasken. De yder deres allerbedste, og det sætter sig på ryg, skuldre og knæ. Nu er det på tide, at Danmark har deres ryg, og sikrer dem en værdig alderdom. Derfor er vi i Blik- og Rørarbejderforbundet gået med i ’Alliancen for en værdig tilbagetrækning,’ siger han.

Formand for Malerforbundet Martin B. Hansen møder tit medlemmer, der går på arbejde med smerter. De frygter for den stigende pensionsalder.

”Det slider på kroppen, når man hele sit liv har haft hårdt fysisk arbejde. Vi hører fra mange medlemmer, at de ofte må tage smertestillende piller for at klare arbejdsdagen. Der er behov for politisk handling nu, så det bliver muligt at trække sig fra arbejdsmarkedet, inden man er fuldstændigt slidt ned,” siger han.

Hos Dansk El-Forbund mener forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen, at lønmodtagere med hårdt fysisk arbejde skal have ret til en god alderdom ligesom alle andre.

”Det skal være en menneskeret, at man kan gå på pension og stadig have et godt helbred. Det fortjener elektrikerne efter et langt liv med at trække kabler, montere stikkontakter i gulvhøjde og lampeudtag i loftet med arbejdsstillinger, der slider på bevægeapparatet. Og så skal vi også tænke på fremtidens behov for faglærte, der må Christiansborg være med til at gøre det attraktivt,” siger han.

Alliancen for en værdig tilbagetrækning vil den kommende tid føre kampagne for en værdig tilbagetrækning for dem med de hårdeste arbejdsliv.

”Tilsammen repræsenterer vi nogle af de mest kendte og anerkendte fag. Når vi står sammen, kan vi få deres hverdag og vilkår til at fylde noget i debatten. Vi tror på at rigtige menneskers virkelige hverdag, er det bedste argument for at give dem med de hårdeste arbejdsliv en værdig tilbagetrækning”, lyder det samstemmende fra de fire forbundsformænd.    

Nøgleord

Kontakter

Emilia Maria van Gilse, kommunikationschef Fødevareforbundet NNF, emg@nnf.dk mobil 40296145
Søren Sand Kirk, Chefkonsulent Public Affairs i Fødevareforbundet NNF, ssk@nnf.dk mobil 26279443

Information om Fødevareforbundet NNF

Fødevareforbundet NNF
Molestien 7
2540 København SV

http://www.nnf.dk
Fagforening for de ansatte i fødevareindustrien

Følg pressemeddelelser fra Fødevareforbundet NNF

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.