Region Hovedstaden

Elsass Fonden donerer nyt Center for Cerebral Parese til BørneRiget

Del
​Elsass Fonden donerer 23,5 mio. til et Center for Cerebral Parese (CP) i det nye BørneRiget på Rigshospitalet. Donationen skal være med til at virkeliggøre visionen med BørneRiget; at skabe et hospital i verdensklasse for børn, unge, fødende og deres familier samt styrke samspillet mellem forskning og behandling til fordel for patienterne. Donationen er øremærket et nationalt og internationalt videns- og behandlingscenter inden for Cerebral Parese på BørneRiget.

Cerebral Parese (CP) er den hyppigste årsag til fysisk handicap hos børn, forårsaget af hjerneskade. Nyere forskning viser, at det er muligt at påvirke hjernens udvikling positivt inden for både motoriske, perceptuelle, kognitive og emotionelle udviklingsforstyrrelser, hvis man sætter den rigtige behandling i gang så tidligt som muligt og inddrager den rette viden og tværfaglig ekspertise.

Forskning og behandling af CP i DK styrkes 
Elsass Fonden ønsker med donationen at etablere et Center for Cerebral Parese, der lever op til BørneRigets ambition om at være nationalt og internationalt på højeste niveau. Visionen er, at alle børn med CP i Danmark diagnosticeres så tidligt som muligt, så de kan tilbydes et individualiseret behandlingsforløb, der tager udgangspunkt i den nyeste internationale viden og forskning, så tidligt i livet som muligt.

Udstyr og faciliteter i topkvalitet
Donationen inkluderer også en ny ’silent MR-skanner for børn’, som kan skanne med en lavere stråledosis og med hurtigere skanningstider. En scanner, der skal stå til rådighed for alle børn med CP. Ønsket er at skabe grundlag for et stærkt og åbent samarbejde på tværs af såvel nationale som internationale institutioner, der arbejder med CP. Herudover er ambitionen at skabe størst mulig sammenhæng mellem Center for Cerebral Parese på Rigshospitalet og forskning på Københavns Universitet og Elsass Instituttet.

Resten af donationen skal bl.a. bruges til at bygge to ambulatorier, et undervisningsrum og træningsfaciliteter samt at sikre forskningen på området med ansættelse af en professor og ph.d.-studerende.

Det nye Center for Cerebral Parese bliver en del af det nye BørneRiget på Rigshospitalet; Et hospitalsbyggeri til børn, unge og fødende på Rigshospitalet, der skal bidrage til at udvikle hele det danske sundhedsvæsen i en ny retning. Med det nye BørneRiget indføres et paradigmeskift i patientforløbet, som vil være til stor gavn for CP-patienterne.

Livslang forskel
Ambitionen er, at Center for Cerebral Parese skal træde til på tre tidspunkter i livet for alle børn med CP i Danmark.

  1. Diagnosetidspunktet: Centret står for specialudredning og endelig diagnose af CP. Herefter lægges program for videre behandling på lokalt hospital og kommune.
  2. Overgang til skole: Teenageårene. Centeret hjælper med at foregribe de problemstillinger, der opstår i relation til skolegang.
  3. Overgang til voksenlivet. Centeret støtter den voksne i overgangen til voksenlivet, hvor muligt.

Med ca. 150 nye tilfælde af CP hvert år kan centret forventes at have ca. 400 konsultationer årligt.

Behandling af CP kræver en højt specialiseret indsats af et tværdisciplinært team af læger, psykologer og terapeuter, der både er specifikt uddannet inden for CP og har tilstrækkelig praktisk erfaring med diagnosegruppen. CP adskiller sig fra andre hjerneskader ved i 9 ud af 10 tilfælde at være medfødt og dermed en skade for livet. Af hensyn til kontinuitet i behandlingen og udnyttelse af viden og ekspertise fra voksenneurologi-området, er det tvingende nødvendigt, at centret placeres på et hospital med betydelig ekspertise inden for voksenneurologien. Derfor faldt valget på Rigshospitalet.

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over den generøse donation fra Elsass Fonden.

- Det er vores vision i Region Hovedstaden at skabe et mere menneskeligt sundhedsvæsen, hvor patienterne og deres pårørende får det bedst mulige forløb. Dét bliver endnu mere opnåeligt for børn med cerebral parese og deres familier nu, hvor vi får nu mulighed for at samle både behandling og forskning i ét center, der så bliver udgangspunktet for al behandling af det enkelte barn. Det vil forhåbentlig give familierne mere tryghed og en oplevelse af et sammenhængende forløb, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen

Administrerende direktør i Elsass Fonden Peter Lindegaard siger om bevillingen. - Det er et gennemgående problem, at familier med cerebral parese må henvende sig til mange forskellige instanser og bliver henvist til mange forskellige klinikker, læger og terapeuter – også inden for det enkelte hospital. Et samlet center vil sikre, at alle personer med cerebral parese i Danmark vil have et fast referencepunkt, og at den enkelte patient på hospitalet vil have et sted - og kun et sted - at henvende sig.

Et fast referencepunkt
Det er Elsass Fonden og BørneRigets ønske, at det nye center vil øge opmærksomheden omkring CP i den brede befolkning og blandt politikere.

- Vi håber, at donationen vil være med til at skabe en større oplevelse af tryghed, kontinuitet og kvalitet i behandlingen for den enkelte patient, forklarer han. Og netop ønsket om at det er eksperterne, der kommer til patienten frem for omvendt, er et af de bærende principper for det nye BørneRiget, fortæller projektdirektør Bent Ottesen, der understreger, at det vil kunne skabe helt nye muligheder for hurtig diagnosticering og målrettet behandling.

På Rigshospitalet er hospitalsdirektør Per Christiansen meget taknemmelig for donationen.
 – Med BørneRiget er det vores vision at skabe en hospitalsbygning for børn, unge, fødende og deres familier i verdensklasse og samtidig styrke samspillet mellem forskning og behandling til fordel for patienterne. Samarbejdet med Elsass Fonden giver os en enestående mulighed for at realisere dette på et så vigtigt område som CP, fortæller Per Christiansen.

For yderligere information kontakt:

Region Hovedstaden, Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressevagten i Region Hovedstaden, tlf.: 70 20 95 88

Elsass Fonden, Administrerende direktør Peter Lindegaard tlf.: 25 40 22 21 E-mail: pl@elsassfonden.dk

Rigshospitalet, Hospitalsdirektør Per Christiansen via Kommunikation og Presse, kontakt kommunikationsrådgiver Linda Svenstrup Munk tlf.: 22 96 68 98 E-mail: linda.svenstrup.munk@regionh.dk

Projektdirektør for BørneRiget Bent Ottesen tlf.: 35 45 47 69 E-mail: bent.ottesen@regionh.dk

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Region Hovedstaden ophæver kontrakt med totalentreprenør på byggeriet af et nyt akuthus på Bispebjerg Hospital15.3.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse

Efter gentagne forsinkelser og usikkerhed om økonomien har Region Hovedstaden i dag ophævet kontrakten med den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher. Totalentreprenøren har været tilknyttet byggeriet af et nyt akuthus på Bispebjerg Hospital. Regionen går nu i gang med at undersøge, hvordan byggeriet kommer hurtigst muligt tilbage på sporet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye